Modeller af kosmisk udviklingviser, at det nuværende univers, som er karakteriseret af både storskala isotropi og mindreskala ujævnheder som galakser, ikke ville være opstået, hvis vigehastigheden for stoffet, dannet i Big Bang, ikke var lig med undvigelseshastigheden for stoffet (den hastighed det behøver, for at overvinde dets tyngdemæssige tiltrækning). Den første række tegninger viser universets aktuelle udvikling. Big Bang havde vilkårlige, lilleskala perturbationer, som udviklede sig til ujævnheder, der kondenserede til galakser. Den anden række viser udviklingen i et univers, hvor vigehastigheden er større end undvigelseshastigheden og Big Bang er homogent. Det nuværende univers ville være fuldstændig homogent og således ikke have nogen galakser. Situationen ville ikke være bedre i et sådant univers, hvis Big Bang havde vilkårlige lilleskala perturbationer, som den tredje række viser. Sådanne perturbationer ville resultere i storskala ujævnheder, der ikke ville kondensere til galakser. Den fjerde række viser udviklingen af et univers, hvor vigehastigheden er mindre end undvigelseshastigheden og Big Bang har lilleskala perturbationer. Perturbationerne vokser til ujævnheder, der med tiden begynder at kondensere. Før galakserne kan dannes, kollapser universet imidlertid. Det ser ud til, at den observerede kombination af storskala isotropi og lilleskala hobdannelse kun kan opstå fra yderst specifikke begyndelsesforhold. C.B. Collins og Steven W. Hawking har foreslået, at det observerede univers' særegenhed kan forstås ved at kombinere det antropiske princip med ideen om alternative verdener. Fra et ensemble af uendeligt mange universer, der har alle mulige forhold mellem vigehastighed og undvigelseshastighed, er det eneste univers, hvori liv kunne fremkomme, det aktuelle univers, hvor hastighederne er ens.
