Misforståelser
omkring Big Bang
Er Du forvirret over
universets ekspansion? Du er ikke alene om det. Selv astronomer tager hyppigt
fejl.
Charles H. Lineweaver &
Tamara M. Davis
|
|
Allestedsnærværende
kosmisk trafikprop
Tilbagevigen
hurtigere end lyset
Universets ekspansion er måske den
vigtigste kendsgerning, vi nogensinde har opdaget om vor oprindelse. Du ville
ikke læse denne artikel, hvis universet ikke var ekspanderet. Menneskelige
væsner ville ikke findes. Kolde molekylære ting som livsformer og jordiske
planeter ville ikke være kommet til at eksistere, hvis ikke universet, som
startede med et varmt big bang, havde ekspanderet og kølet af. Dannelsen af
alle strukturer i universet, fra galakser og stjerner til planeter og Scientific American artikler, har været
afhængige af ekspansionen.
I juli 2005 var det fyrre år siden
forskerne bekendtgjorde opdagelsen af afgørende vidnesbyrd for universets
ekspansion fra en varmere, tættere oprindelig tilstand. De havde fundet den
kølige efterglød af big bang: den kosmiske mikrobølge baggrundsstråling. Siden
denne opdagelse har universets ekspansion og afkøling været kosmologiens
forenende tema, meget på samme måde som darwinsk udvikling er biologiens
forenende tema. Som darwinsk udvikling giver kosmisk ekspansion den sammenhæng,
indenfor hvilken enkle strukturer dannes og med tiden udvikles til komplekse
strukturer. Uden udvikling og ekspansion giver moderne biologi og kosmologi
ingen mening.
Universets ekspansion er som darwinsk
udvikling på en anden besynderlig måde: de fleste forskere mener, at de forstår
den, men få er enige om, hvad den virkelig betyder. Et og et halvt århundrede
efter On the Origin of Species
diskuterer biologer stadig darwinismens mekanismer og betydninger (dog ikke
realiteten), mens det meste af offentligheden stadig står forvirrede på bar
bund. På samme måde er universets ekspansion 75 år efter dens opdagelse stadig
udbredt misforstået. En fremtrædende kosmolog, som var indblandet i tolkningen
af den kosmiske mikrobølge baggrund, James Peebles fra Princeton University, skrev
i 1993: ”Dette billedes fulde udstrækning og rigdom (varmt big bang modellen)
er ikke så godt forstået, som jeg synes, det burde være ... selv blandt dem,
som giver nogle af de mest stimulerende bidrag til ideernes strøm.”
Kendte fysikere, forfattere af astronomi
lærebøger og fremtrædende populærskribenter i videnskab har fremsat ukorrekte,
misvisende eller let misforståede erklæringer om universets ekspansion. Da
ekspansionen er grundlaget for big bang modellen, er disse misforståelser
fundamentale. Ekspansion er en tilsyneladende enkel ide, men hvad betyder det
eksakt at sige, at universet ekspanderer? Hvad ekspanderer det ind i?
Ekspanderer Jorden også? Til at øge forvirringen synes universets ekspansion nu
at accelerere, en proces med næsten ufattelige konsekvenser.
Når et
velkendt objekt, som en forstuvet ankel eller Romerriget eller en bombe,
ekspanderer, bliver det større ved at udvide sig ud i rummet omkring sig.
Ankler, kejserriger og bomber har centrer og rande. Udenfor randene er der
plads at ekspandere ud i. Universet forekommer ikke at have et centrum eller et
et udenfor, så hvordan kan det ekspandere?
Hvilken
slags eksplosion var big bang
|
|
En god
analogi er, at forestille sig man er en myre, der lever på en ballon, der
pustes op. Ens verden er todimensional; de eneste retninger man kender er
venstre, højre, fremad og bagud. Man har ingen ide om hvad ”op” og ”ned”
betyder. En dag går det op for en, at spadsereturen for at malke bladlusene
tager længere tid, end den plejer: fem minutter en dag, seks minutter den næste
dag, syv minutter den næste. Tiden, det tager at gå til andre velkendte steder,
vokser også. Man er sikker på, at man ikke går langsommere og at bladlusene
myldrer rundt tilfældigt i grupper og ikke systematisk kravler væk fra en.
Dette er et vigtigt punkt: afstandene til
bladlusene vokser, selv om bladlusene ikke går bort. De står der bare, i hvile
med hensyn til ballonens gummi, alligevel vokser afstandene til dem og mellem
dem. Idet Du bemærker disse kendsgerninger, konkluderer Du, at gummien under
dine fødder ekspanderer. Det er meget mærkeligt, for Du har vandret rundt om
din verden og ikke fundet nogen rand eller ”udenfor” den kan ekspandere ud i.
Vort univers’ ekspansion er meget lig en
ballons inflation. Afstandene til fjerne galakser vokser. Astronomer siger
henkastet, at galakserne ”viger” eller ”flytter sig bort” fra os, men
galakserne rejser ikke gennem rummet væk fra os. De er ikke stumper af en big
bang bombe. I stedet ekspanderer rummet mellem galakserne og os. Individuelle
galakser flytter sig tilfældigt rundt inde i hobene, men galaksehobene er
essentielt i hvile. Udtrykket ”i hvile” kan defineres strengt. Mikrobølge
baggrundsstrålingen fylder universet og definerer en universel referenceramme,
analogt til ballonens gummi, med hensyn til hvilken bevægelse, der kan måles.
Denne ballon analogi bør
ikke strækkes for langt. Fra vort synspunkt udenfor ballonen er det krumme
todimensionale gummis ekspansion kun mulig, fordi det er indesluttet i det
tredimensionale rum. Inde i den tredje dimension har ballonen et centrum og
dens overflade ekspanderer ud i den omgivende luft, når den pustes op. Man
kunne konkludere, at ekspansionen af vort tredimensionale rum kræver
tilstedeværelsen af en fjerde dimension. Men i Einsteins almene
relativitetsteori, som er grundlaget for moderne kosmologi, er rummet dynamisk.
Det kan ekspandere, skrumpe og krumme uden at være indesluttet i et højere
dimensioneret rum.
Kan
galakserne vige hurtigere tilbage end lyset?
|
|
I denne
forstand er universet indesluttet. Det behøver hverken et centrum at ekspandere
væk fra eller tomt rum på ydersiden (hvor det så end er) at ekspandere ud i.
Når det ekspanderer, fordrer det ikke tidligere ubesat rum fra dets omgivelser.
Nogle nyere teorier, som strengteori, postulerer ekstra dimensioner, men når
vort tredimensionale univers ekspanderer, behøver det ikke disse ekstra
dimensioner at sprede sig ind i.
Allestedsnærværende
trafikprop
I vort
univers, som på ballonens overflade, viger alting tilbage fra alt andet.
Således var big bang ikke en eksplosion i
rummet; det var mere som en eksplosion af
rummet. Det sprang ikke på et bestemt sted og spredtes ud derfra ind i et eller
andet, forud eksisterende, tomrum. Det skete overalt samtidig.
Hvis man forestiller sig, at man kører
uret baglæns i tid, skrumper ethvert givet område af rummet og alle galakserne
i det kommer nærmere og nærmere hinanden, indtil de støder sammen i en kosmisk
trafikprop – big bang. Denne trafikprop analogi kunne betyde lokal trængsel,
som man kunne undgå ved at lytte til trafikmeldingen på radioen. Men big bang
var en uundgåelig trafikprop. Det var som om, Jordens overflade og alle dens
hovedveje svandt ind, mens bilerne forblev af samme størrelse. Med tiden ville
bilerne stå kofanger mod kofanger på enhver vej. Ingen radioudsendelse hjælper
dig udenom den slags trafikprop. Trængslen er overalt.
På samme måde skete big bang overalt – i
det rum Du læser denne artikel i, på en plet lige til venstre for Alpha
Centauri, overalt. Det var ikke en bombe, der gik af på et bestemt sted, som vi
kan identificere som eksplosionens centrum. På samme måde er der i ballon
analogien intet særligt sted på ballonens overflade, der er centrum for
ekspansionen.
Denne big bang allestedsnærværelse gælder
uanset, hvor stort universet er eller endda om det er endeligt eller uendeligt
i størrelse. Kosmologer erklærer sommetider, at universet plejede at være på
størrelse med en grapefrugt, men det, de mener, er, at den del af universet, vi
kan se nu – vort observerbare univers – plejede at være på størrelse med en
grapefrugt.
Observatører, der bor i Andromeda galaksen
og længere ude, har deres egne observerbare universer, der er forskellige fra
men overlapper vores. Andromedanere kan se galakser, vi ikke kan, helt enkelt
fordi de er tættere på dem og vice versa. Deres observerbare univers plejede
også at være på størrelse med en grapefrugt. Vi kan således tænke os det
tidlige univers som en stak overlappende grapefrugter, der strækker sig
uendeligt i alle retninger. Tilsvarende er ideen, at big bang var ”lille,”
misvisende. Rummets totalitet kunne være uendelig. Skrump et uendeligt rum en
tilfældig mængde, og det er stadig uendeligt.
Kan
vi se galakser der viger hurtigere end lyset?
|
|
Tilbagevigen hurtigere end
lyset
Et andet
sæt misforståelser involverer den kvantitative beskrivelse af ekspansionen.
Hastigheden, med hvilken afstanden mellem galakserne vokser, følger et distinkt
mønster, som blev opdaget af den amerikanske astronom Edwin Hubble i 1929: en
galakses vigehastighed bort fra os (v)
er direkte proportional med dens afstand fra os (d), eller v = Hd. Proportionalitetskonstanten, H, kendes som Hubble konstanten og
kvantificerer hvor hurtigt rummet strækker sig – ikke blot omkring os men
omkring enhver observatør i universet.
Nogen bliver forvirrede af den
kendsgerning, at nogle galakser ikke adlyder Hubbles lov. Andromeda, vor
nærmeste store galaktiske nabo, bevæger sig faktisk mod os, ikke bort. Sådanne
undtagelser opstår, fordi Hubbles lov kun beskriver galaksernes middeladfærd.
Galakser kan også have beskedne lokale bevægelser, når de hvirvler rundt og
tyngdemæssigt trækker i hinanden – som Mælkevejen og Andromeda gør. Fjerne
galakser har også små lokale hastigheder, men fra vort perspektiv (ved store
værdier af d) overvældes disse
tilfældige hastigheder af store vigehastigheder (v). For disse galakser gælder Hubbles lov således med god
præcision.
Bemærk, at ifølge Hubbles lov ekspanderer
universet ikke med en enkelt hastighed. Nogle galakser viger fra os med 1.000
kilometer i sekundet, andre (de, der er dobbelt så langt væk) med 2.000 km/s og
så videre. Faktisk forudsiger Hubbles lov, at galakser hinsides en bestemt
afstand, kendt som Hubble afstanden, viger hurtigere end lysets hastighed. For
den målte værdi af Hubble konstanten er denne afstand omkring 14 milliarder
lysår.
Betyder denne forudsigelse om
hurtigere-end-lyset galakser at Hubbles lov er forkert? Siger Einsteins
specielle relativitetsteori ikke, at intet kan have en hastighed, der
overstiger lysets? Dette spørgsmål har forvirret generationer af studerende.
Løsningen er, at speciel relativitet kun gælder for ”normale” hastigheder –
bevægelse gennem rummet. Hastigheden i Hubbles lov er en vigehastighed
forårsaget af rummets ekspansion, ikke en bevægelse gennem rummet. Det er en
almen relativistisk virkning og er ikke begrænset af den specielle
relativistiske grænse. At have en vigehastighed, der er større end lysets
hastighed, overtræder ikke speciel relativitet. Det er stadig sandt, at intet
nogensinde overhaler en lysstråle.
Hvorfor
er der en kosmisk rødforskydning?
|
|
Den
primære observation, at universet ekspanderer, dukkede op mellem 1910 og 1930.
Atomer udsender og absorberer lys med specifikke bølgelængder, som målt i
laboratorieeksperimenter. De samme mønstre viser sig i lyset fra fjerne galakser
med den undtagelse, at mønstrene er blevet forskudt til længere bølgelængder.
Astronomer siger, at det galaktiske lys er blevet rødforskudt. Forklaringen er
ligefrem: Når rummet ekspanderer, bliver lysbølgerne strukket. Hvis universets
størrelse fordobles under bølgernes rejse, fordobles deres bølgelængde og deres
energi halveres.
Denne proces kan beskrives ved hjælp af
temperatur. Fotonerne, der udsendes af et legeme, har kollektivt en temperatur
– en bestemt fordeling af energi, der afspejler, hvordan legemet er. Når
fotonerne bevæger sig gennem det ekspanderende univers, mister de energi og
deres temperatur falder. På denne måde afkøles universet, når det ekspanderer,
meget på samme måde, som komprimeret luft i en scubatank afkøles, når den
frigøres og får lov til at udvide sig. For eksempel har
mikrobølgebaggrundsstrålingen i øjeblikket en temperatur på omkring tre kelvin,
hvorimod den proces, der frigjorde strålingen, skete ved en temperatur på
omring 3.000 kelvin. Siden tidspunktet for udsendelsen af denne stråling er
universet vokset med en faktor 1.000, så fotonernes temperatur er faldet med
samme faktor. Ved at observere gassen i fjerne galakser har astronomer direkte
målt strålingens temperatur i den fjerne fortid. Disse målinger bekræfter, at universet
er afkølet med tiden.
Misforståelser om forholdet mellem
rødforskydning og hastighed er udbredt. Rødforskydningen, som er forårsaget af
ekspansionen, forveksles ofte med den mere velkendte rødforskydning, frembragt
af Doppler virkningen. Den normale Doppler virkning forårsager, at lydbølger
bliver længere, hvis lydens kilde bevæger sig bort – for eksempel en vigende
ambulancesirene. Det samme princip gælder også for lysbølger, som bliver
længere, hvis lysets kilde bevæger sig gennem rummet væk fra os. Dette ligner,
men er ikke identisk med, hvad der sker med lyset fra fjerne galakser. Den
kosmologiske rødforskydning er ikke en normal Doppler forskydning. Astronomer
henviser ofte til den som sådan og ved at gøre det har de vildledt deres
studerende. Doppler rødforskydningen og den kosmologiske rødforskydning styres
af to distinkte formler. Den første kommer fra speciel relativitet, som ikke
tager hensyn til rummets ekspansion, og den anden kommer fra almen relativitet,
som gør. De to formler er næsten ens for nærliggende galakser, men adskiller
sig fra hinanden for fjerne galakser.
Hvor
stort er det observerbare univers?
|
|
Ifølge
den sædvanlige Doppler formel har objekter, hvis hastighed gennem rummet nærmer
sig lyshastighed, rødforskydninger, der nærmer sig uendeligt. Deres
bølgelængder bliver for lange til, at de kan observeres. Hvis det var sandt for
galakser, ville de fjerneste synlige objekter på himlen vige med hastigheder
lige under lysets hastighed. Men den kosmologiske rødforskydningsformel fører
til en anden konklusion. I kosmologiens nuværende standardmodel viger galakser
med en rødforskydning på 1,5 – dvs., hvis lys har en bølgelængde, der er 150
procent længere end laboratorie referenceværdien – med lysets hastighed.
Astronomer har observeret omkring 1.000 galakser med rødforskydninger, der er
større end 1,5. Dvs., de har observeret omkring 1.000 objekter, der viger fra
os hurtigere end lysets hastighed. Den kosmiske mikrobølgebaggrunds stråling har
bevæget sig endnu længere og har en rødforskydning på omkring 1.000. Da det
tidlige univers’ varme plasma udsendte den stråling, vi ser nu, veg den tilbage
fra vor placering med omkring 50 gange lysets hastighed.
Ideen om
at se galakser, der er hurtigere end lyset, kan lyde mystisk, men det
muliggøres af forandringer i ekspansionshastigheden. Tænk på en lysstråle, der
er længere væk end Hubble afstanden på 14 milliarder lysår, og som prøver at
bevæge sig i vores retning. Den bevæger sig mod os ved lyshastigheden i forhold
til sit lokale rum, men dens lokale rum viger tilbage fra os hurtigere end
lysets hastighed. Skønt lysstrålen bevæger sig mod os med den maksimalt mulige
hastighed, kan den ikke følge med rummets strækning. Det er lidt som et barn,
der prøver at løbe den forkerte vej på et rullende fortov. Fotoner ved Hubble
afstanden er som den Røde Dronning og Alice, de løber så hurtigt de kan, for
blot at blive på samme sted.
Man ville måske konkludere, at lys
hinsides Hubble afstanden aldrig ville nå os og at dets kilde for evigt ikke
ville kunne detekteres. Men Hubble afstanden er ikke fast, fordi Hubble
konstanten, som den afhænger af, ændrer sig med tiden. Især er konstanten
proportional med hastigheden af forøgelsen af afstanden mellem to galakser,
divideret med den afstand. (Alle to galakser kan bruges til denne beregning.) I
modeller af universet, der passer med observationsdata, vokser nævneren
hurtigere end tælleren, så Hubble konstanten falder. På denne måde bliver Hubble
afstanden større. Når den gør det, kan lys, der til at begynde med var lige
udenfor Hubble afstanden og veg fra os, komme indenfor Hubble afstanden.
Fotonerne befinder sig så i et område af rummet, der viger langsommere end
lysets hastighed. Derefter kan de nærme sig os.
Galaksen, de kom fra, kan dog fortsætte
med at vige med overlyshastighed. Således kan vi observere lys fra galakser,
der altid har og altid vil vige hurtigere end lysets hastighed. En anden måde
at sige det på er, at Hubble afstanden ikke er fast og ikke markerer randen af
det observerbare univers.
Hvad markerer så randen af det
observerbare rum? Her har der igen været forvirring. Hvis rummet ikke
ekspanderede, ville det fjerneste objekt, vi kunne se nu, være omkring 14
milliarder lysår væk fra os, afstanden lyset kunne have bevæget sig i de 14
milliarder år siden big bang. Men fordi universet ekspanderer, ekspanderer
rummet rummet, der er gennemrejst af en foton, bag den under rejsen. Som
konsekvens heraf er den nuværende afstand til det fjerneste objekt, vi kan se,
omkring tre gange fjernere eller 46 milliarder lysår.
Den nylige opdagelse, at den kosmiske
ekspansions hastighed accelererer, gør tingene endnu mere interessante.
Tidligere troede kosmologerne, at vi levede i et decelererende univers og at
stadig flere galakser ville komme til syne. I et accelererende univers er vi
imidlertid omgivet af en grænse, bag hvilken der sker begivenheder, vi aldrig
vil se – en kosmisk begivenhedshorisont. Hvis lys fra galakser, der viger
hurtigere end lyset, skal nå os, skal Hubble afstanden vokse, men i et
accelererende univers stopper den med at vokse. Fjerne begivenheder kan udsende
lysstråler i vor retning, men dette lys er fanget hinsides Hubble afstanden af
ekspansionens acceleration.
I Annie Hall, forklarer filmfiguren,
spillet af den unge Woody Allen, sin læge og sin mor, hvorfor han ikke kan lave
sine lektier. ”Universet ekspanderer.... Universet er alt og hvis det
ekspanderer, vil det en dag gå i stykker og det ville være enden på alting!”
Men hans mor ved bedre: ”Du er her i Brooklyn. Brooklyn ekspanderer ikke!”
Hans mor har ret. Brooklyn ekspanderer
ikke. Folk antager ofte, at når rummet ekspanderer, så ekspanderer alt i det
også. Men det er ikke sandt. Ekspansionen i sig selv – dvs. en ekspansion i
friløb som hverken accelererer eller decelererer – frembringer ingen kraft.
Foton bølgelængder ekspanderer med universet, fordi fotoner, ulig atomer og
byer, ikke er kohærente objekter, hvis størrelse er blevet fastsat af et
kompromis mellem kræfter. En ekspansionshastighed, der ændrer sig, tilføjer
blandingen en ny kraft, men selv denne ny kraft får ikke objekterne til at
ekspandere eller krympe.
Hvis gravitationen f.eks. blev stærkere,
ville ens rygrad komprimeres indtil elektronerne i ryghvirvlerne nåede en ny
ligevægt lidt tættere sammen. Man ville være en kortere person, men man ville
ikke fortsætte med at krympe. Hvis vi, på samme måde, levede i et univers, der
var domineret af gravitationens tiltrækkende kraft, som de fleste kosmologer
troede indtil for få år siden, ville ekspansionen decelerere, udøve et blidt
pres på legemer i universet og få dem til at nå en mindre ligevægtsstørrelse.
Når det var sket, ville de ikke vedblive at krympe.
I vort univers accelererer ekspansionen
faktisk og det udøver en blid udadrettet kraft på legemer. Som konsekvens er
bundne objekter lidt større end de ville være i et univers, der ikke
accelererede, fordi ligevægten mellem kræfterne nås ved en lidt større
størrelse. Ved Jordens overflade udgør den udadrettede acceleration væk fra
planetens centrum en lille brøkdel (10-30) af den normale indadrettede
gravitationelle acceleration. Hvis denne acceleration er konstant, får den ikke
Jorden til at ekspandere; snarere falder planeten helt enkelt til ro i en
statisk ligevægtsstørrelse lidt større end den størrelse, som den ellers ville
have opnået.
Disse fornuftsslutninger ændres, hvis
accelerationen ikke er konstant, som nogle kosmologer har spekuleret på. Hvis
selve accelerationen voksede, kunne den med tiden vokse sig stærk nok til at
rive alle strukturer fra hinanden, hvilket ville føre til ”big rip.” Men dette
riv ville ikke ske på grund af ekspansion eller acceleration i sig selv, men på
grund af en accelererende acceleration.
Ekspanderer
objekter inde i universet også?
|
|
Big bang
modellen er baseret på observationer af ekspansion, den kosmiske mikrobølge
baggrund, universets kemiske sammensætning, og sammenklumpningen af stoffet. Som
alle videnskabelige ideer, kan modellen en dag blive erstattet. Men den passer
bedre med de nuværende data end nogen anden model, vi har. Efterhånden som nye,
præcise målinger sætter forskerne i stand til at forstå ekspansion og
acceleration bedre, kan de stille endnu mere fundamentale spørgsmål om de
tidligste tider og universets største skalaer. Hvad forårsagede ekspansionen?
Mange kosmologer tilskriver den en proces kaldet inflation, en type
accelererende ekspansion. Men det kan kun være et delvist svar, fordi det synes
som om, at for at begynde med inflationen skulle universet allerede ekspandere.
Og hvad med de største skalaer ud over hvad vi kan se? Ekspanderer forskellige
dele af universet med forskellige hastigheder, således at vort univers er en
enkelt inflatorisk boble i et meget større multivers? Ingen ved det. Skønt der
resterer mange spørgsmål, antyder mere og mere præcise observationer, at
universet vil ekspandere for evigt. Vi håber dog, at forvirringen om
ekspansionen vil skrumpe.
|
En trættende hypotese Hver gang Scientific
American offentliggør en artikel om kosmologi, skriver et antal læsere
ind og argumenterer for, at galakserne ikke virkelig viger tilbage fra os –
at rummets ekspansion er en illusion. De foreslår, at galaksernes rødforskydning
istedet er forårsaget af, at lyset bliver ”træt” på dets lange rejse. Måske
forårsager en eller anden ny proces, at lyset spontant mister energi og
derved bliver mere rødt, når det bevæger sig gennem rummet. Forskere foreslog først denne proces for omkring 75 år siden og
som enhver god model laver den forudsigelser, som kan afprøves. Men som ved
enhver dårlig model passer dens forudsigelser ikke med observationerne. Når
f.eks. en stjerne eksploderer som en supernova, lyser den op og bliver så
svagere – en proces der tager omkring to uger for den type supernova, som
astronomerne har brugt til at kortlægge rummet. I løbet af disse to uger
udsender supernovaen en række fotoner. Træt-lys hypotesen forudsiger, at disse
fotoner mister energi, når de udbredes, men at observatøren altid ser en
række, der varer to uger. I det ekspanderende rum bliver imidlertid ikke alene
individuelle fotoner strukket (og mister energi derved) men hele rækken af
fotoner bliver også strukket. Det tager således længere end to uger for alle
fotonerne at ankomme til Jorden. Nylige observationer bekræfter denne
virkning. En supernova i en galakse med rødforskydning 0,5 synes at vare 3
uger; en i en galakse med rødforskydning 1 varer 4 uger. Træt-lys hypotesen er også i konflikt med observationer af den
kosmiske mikrobølgebaggrundsstrålings spektrum og med fjerne galaksers
overfladelysstyrke. -C.H.L. og T.M.D. |
SUPERNOVAER som denne (vist
med pil) i Virgo galaksehoben virker som tegn på kosmisk ekspansion.
Deres observerede egenskaber udelukker alternative kosmologiske teorier, i
hvilke rummet ikke ekspanderer. P. |
Cosmology:
The Science of the Universe. Edward R. Harrison.
The Cosmic
Microwave Background Radiation Temperature at a Redshift of 2.34. R. Srianand, P. Petitjean og C. Ledoux i Nature, Vol. 408, No. 6815, siderne
931-935; 21. december, 2000. Fås online på www.arxiv.org/abs/astro-ph/0012222
Solutions
to the Tethered Galaxy Problem in an Expanding Universe and the Observation of
Receding Blueshifted Objects. Tamara M. Davis, Charles H. Lineweaver og John K. Webb
i American Journal of Physics, Vol.
71, No. 4, siderne 358-364; april 2003. www.arxiv.org/abs/astro-ph/0104349
Expanding
Confusion: Common Misconceptions of Cosmological Horizons and the Superluminal
Expansion og the Universe. Tamara M. Davis og Charles H. Lineweaver i Publications of the Astronomical Society of
Australia, Vol. 21, No. 1, siderne 97-109; februar 2004. www.arxiv.org/abs/astro-ph/0310808
* Charles
H. Lineweaver og Tamara M. Davis er astronomer på Mount Stromio Observatory nær
Canberra, Australien. De arbejder med et bredt område af spørgsmål, fra
kosmologi til liv i universet. Medens Lineweaver i begyndelsen af 1990’erne var
på University of California, Berkeley, var han deltager i Cosmic Background
Explorer (COBE) holdet, som opdagede svingninger i den kosmiske mikrobølge
baggrundsstråling. Han har grader ikke blot i astrofysik men også i historie og
engelsk literatur, plejede at spiller halvprofessionel fodbold og er far til to
unge fodboldstjerner, Colleen og Deidre. Davis arbejder på Supernova/Acceleration
Probe, et rumobservatorium der bliver konstrueret nu. Hun repræsenterer
Australien i Ultimate Frisbee sporten og har konkurreret i to
verdensmesterskaber.
Illustrationer
af Alfred T. Kamajian.
Fra Misconceptions
About the Big Bang, Scientific American, marts 2005.
23. august 2007.
Universets udvidelseshastighed og størrelse
Undersøgelse af rumtiden med supernovaer
Det selv-reproducerende inflatoriske univers