Sammenstød i Cambridge

Videnskab og religion synes at være lige så meget i modstrid som nogensinde

John Horgan*

I den allerførste forelæsning på Templeton-Cambridge Journalism Fellowship i juni forsikrede en University of Cambridge biolog de 10 journalister blandt tilhørerne, at videnskab og religion var kommet meget bedre ud af det med hinanden, historisk, end man alment tror. Trods alt var videnskabelige pionerer som Kepler, Newton, Boyle og selv Galileo alle oprigtige kristne; Galileos sammenstød med kirken var i virkeligheden et skænderi mellem to forskellige versioner af Katolicisme. Opfattelsen, at videnskab og religion altid har stanget hoveder er “vildledende,” erklærede Denis Alexander, som er, ikke tilfældigt, en kristen. Andre forelæsere, som inkluderede fire agnostikere, en jøde, en deist og 11 kristne, så heller ikke nogen uovervindelig afgrund mellem videnskab og deres tro.
    Efterhånden som det to ugers møde udviklede sig, blev konflikter ved med at forstyrre dette fredelige kongedømme. Forelæsere og journalister diskuterede en skare spørgsmål: Ville menneskeheden dale ned i moralsk kaos uden religion? Er videnskabelige påstande i en vis forstand lige så ubeviselige som religiøse? Kan bønner helbrede, og hvis, er det så vidnesbyrd om placebovirkningen eller om Guds hjælpende hånd? Hvorfor synes Gud at hjælpe nogle folk og ignorere andre? Ved slutningen af konferencen syntes afgrunden mellem videnskab og religion - eller i det mindste kristendom - så bred som nogensinde.

    Tag udvekslingen mellem biologerne Simon Conway Morris fra Cambridge og Richard Dawkins fra University of Oxford. Morris forfægtede, at intelligens ikke er en lunefuld forekomst men et gentaget tema i evolutionen, den dukker op i delfiner, papegøjer og krager såvel som i primater. Han spekulerede over, at enhver af disse arter måske kunne være i stand til at opdage Gud, men vi fik hjælp fra Kristus, som Gud sendte til Jorden til vor fordel. Dawkins, som var langt den mest antireligiøse forelæser, roste Morris’ evolutionære synspunkter men kaldte hans kristendom “gratis.” Morris svarede skarpt, at han fandt Dawkins ateisme “forældet” og forsikrede, at genopstandelsen og andre mirakler som blev tilskrevet Kristus var “historisk verificerbare.” Efter mere udveksling af synspunkter krydsede Morris armene over sit bryst og knurrede, “Jeg er ikke sikker på, at denne konversation kan komme videre.”
    Dawkins udfordrede også fysikeren John Barrows tro, han er anglikaner. Som adskillige andre talere understregede Barrow, hvor ekstraordinært “finjusteret” universet er til vor eksistens. Hvorfor ikke blot acceptere den finjustering som en kendsgerning ved naturen? Spurgte Dawkins. Hvorfor ønsker Du at forklare det med Gud? “Af samme grund som Du ikke ønsker det,” svarede Barrow tørt. Alle lo undtaget Dawkins, som protesterede, “Det er ikke et svar!”
    Uenighed delte også de troende. Fysikeren John Polkinghorne, vinder af Templeton Prize på $1,4 million, som gives årligt til dem der “fremmer åndelige emner,” anførte, at fysikernes forståelse af kausalitet er “lappet” og derfor tager hensyn til en Gud som besvarer bønner og nu og da udfører et mirakel, som at dele det Røde Hav. En anden fysiker og Templeton Prize vinder, Paul Davies, erkendte forsøgsvise vidnesbyrd for design i naturens love men tilføjede, “Som fysiker føler jeg mig meget ubehageligt tilpas med en Gud, som blander sig” i menneskelige sager.
    Anspændthed var tydelig, ikke blot mellem talerne, men også inde i individuelle sind. Nancey Murphy, filosof på Fuller Theological Seminary i Pasadena, Calif., beskrev sig selv som en materialist, der ikke betragter sjælen som en “ånd” adskilt fra kroppen. Alligevel tror hun på fænomener, som mange forskere kunne finde svære at sluge, som genopstandelsen af Kristus og, ved tidens slutning, af alle mennesker. Når en journalist pressede hende til at forklare, hvordan genopstandelse kunne virke, anerkendte Murphy, at til tider bryder diskussionen mellem videnskab og religion “ned” fordi de involverer “ikke kommensurable skemaer” til forståelse af virkeligheden.
    Peter Lipton, Cambridge filosof, talte om sin kamp med at være praktiserende jøde til trods for sin mangel på tro på en overnaturlig Gud. “Jeg står i min synagoge og beder til Gud og har et intenst forhold til Gud, og alligevel tror jeg ikke på Gud,” tilstod Lipton med et bedrøveligt grin. Han sammenlignede sin religiøse oplevelse med den hos en, der får fornøjelse og mening fra en roman, selv om han ved, at den ikke er bogstaveligt sand. “Får du din kage og spiser du den også?” spurgte journalistkammerat Shankar Vedantam fra Washington Post. “Jeg prøver bestemt,” svarede Lipton.
    Halvdelen af journalisterne betragtede sig som religiøse, i det mindste da Fellowship’et begyndte. Ved slutningen stod alle de vantro fast, mens mindst en troendes tro vaklede på grund af Dawkins argumenter.
    Hvorvidt programmet var alt det, som dets sponsor, Templeton Foundation, håbede på er uklart. Skabt af investoren Sir John Templeton i 1987, har stiftelsen brugt $225 millioner på publikationer, konferencer og andre programmer, der sigter på at finde fælles grundlag mellem videnskab og religion. Deltagerne her har måske ikke fundet det fælles grundlag, men de var alle enige om, at det, at bruge to uger på River Cam med at overveje meningen med livet - eller mangel derpå -, var mægtig skæg.

* John Horgan, tidligere senior skribent på Scientific American, er forfatter til, senest, Rational Mysticism: Spirituality Meets Science in the Search for Enlightenment.

Oversat fra: Clash in Cambridge, Scientific American, september 2005 s.12-13.

4. november, 2005.

Index