Guds nyttefunktion

I sine mange bøger om evolution og naturlig selektion undersøger Richard Dawkins ikke emnerne ud fra individuelle organismers perspektiv (som Charles Darwin gjorde), men istedet ud fra, hvad han har kaldt "genets synsvinkel". Generne i levende skabninger er i vore dage, hævder han, de "selviske", som sikrede sig deres egen overlevelse ved at sætte deres værter - som Dawkins kalder "overlevelsesmaskiner" - i stand til at leve længe nok til at avle. Dawkins argumenterer for, at livets kompleksitet kan forklares af den usædvanlige konkurrence mellem generne for at overleve snarere end af noget ophøjet formål i universet.
    I sin nyligt udgivne bog, River Out of Eden: A Darwinian View of Life, forklarer Dawkins, hvordan genernes kamp for at formere sig kunne redegøre for nogle af livets centrale mysterier, deriblandt "Hvordan begyndte livet?" og "Hvorfor er vi her?". Den følgende artikel er hentet fra et kapitel i River Out of Eden (BasicBooks, 1995).

Indledning

"Jeg kan ikke overbevise mig selv om", skrev Charles Darwin, "at en godgørende og almægtig Gud planmæssigt ville have skabt Ichneumonidae (Snyltehvepsene o.a.) med den udtrykkelige hensigt, at de skulle tage føde til sig inde i kålormens levende krop". Ichneumonidae's makabre vaner deles af andre grupper hvepse, som de gravehvepse, der blev studeret af den franske naturforsker Jean Henri Fabre.
    Fabre rapporterede, at før hun lægger sine æg i en kålorm (eller græshoppe eller bi), styrer en hun-gravehveps omhyggeligt sin brod ind i hver ganglion i byttets centrale nervesystem, for at lamme det, men ikke dræbe det. På denne måde forbliver kødet frisk for de voksende larver. Det vides ikke om lammelseshandlingen virker som en generel smertestiller eller om den, som curare, kun fryser offerets evne til at bevæge sig. Hvis det sidste er sandt, kan offeret være klar over, at det bliver ædt levende indefra men være ude af stand til at røre sig for at gøre noget ved det. Dette lyder ondskabsfuldt og grusomt, men, som vi skal se, Naturen er ikke grusom, kun uden medfølelse og ligeglad. Denne lektie er en af de sværeste for mennesker at lære. Vi kan ikke acceptere, at tingene hverken er grusomme eller venlige, men bare ligegyldige: ligegyldighed med al lidelse, uden noget som helst formål.
    Vi mennesker har formål på hjernen. Vi finder det vanskeligt at studere noget uden at spekulere på, hvad det er "til", hvad motivet for det er eller hvad formålet bag det kunne være. Trangen til at se formål overalt er naturlig i et dyr, der lever omgivet af maskiner, kunstværker, værktøj og andre konstruerede genstande - et dyr, som endvidere tilbringer sine vågne timer med at tænke over sine egne mål og hensigter.
    Skønt en bil, en dåseåbner og en skruetrækker alle fornuftsmæssigt retfærdiggør spørgsmålet "Hvad er det til?", gør selve den kendsgerning, at det er muligt at formulere et spørgsmål, det ikke fornuftigt eller rimeligt at gøre det. Der er mange ting om hvilke, man kan spørge "Hvad er dens temperatur?" eller "Hvilken farve har den?", men man kan ikke stille temperatur spørgsmålet eller farve spørgsmålet om f.eks. jalousi eller bøn. På samme måde er man i sin gode ret til at spørge "Hvorfor?" om en cykels stænkskærm eller Kariba Dæmningen, men man har i det mindste ikke ret til at antage at spørgsmålet fortjener et svar, når det stilles om en kampesten, et uheld, Mount Everest eller universet. Spørgsmål kan simpelthen være upassende, ligegyldigt hvor følsomt de formuleres.
    Et eller andet sted mellem vinduesviskere og dåseåbnere på den ene side og klipper og universet på den anden, befinder levende skabninger sig. Levende kroppe og deres organer er genstande, som, ulig klipper, synes at have formål skrevet overalt på sig. Det tilsyneladende formålstjenlige ved levende kroppe har naturligvis, notorisk, domineret teologers argumentation fra Thomas Aquinas til William Paley. For eksempel forsikrede Paley, en engelsk teolog fra det 18. århundrede, at hvis en genstand så forholdsvis enkel som et ur kræver en urmager, så må langt mere komplicerede levende skabninger være blevet konstrueret af en guddom. Moderne "videnskabelige" kreationister støtter også dette "argument fra konstruktion".
    Den sande proces, der har indgivet vinger, øjne, næb, redebygningsinstinkter og alt andet ved livet, den stærke illusion om formålstjenlig konstruktion er nu godt forstået. Det er darwinistisk naturlig selektion. Darwin indså, at de organismer, der lever i vore dage, findes, fordi deres forfædre havde egenskaber, der muliggjorde deres og deres afkoms blomstring, hvorimod mindre godt tilpassede individer uddøde med få eller ingen efterkommere. Forståelsen af evolutionen er forbavsende nylig, i det sidste halvandet århundrede. Før Darwin accepterede selv uddannede mennesker, som havde forladt "Hvorfor" spørgsmålet om klipper, floder og solformørkelser, stadig implicit retfærdiggørelsen af "Hvorfor" spørgsmålet, når det drejede sig om levende skabninger. Nu er det kun de videnskabeligt uuddannede der gør. Men "kun" skjuler den uappetitlige sandhed, at vi stadig taler om et absolut flertal af verdens befolkning.

Konstruktion af en gepard

Darwin antog, at naturlig selektion begunstiger de individer, der var bedst egnede til at overleve og reproducere. Denne erklæring er det samme som at sige, at naturlig selektion begunstiger de gener, der reproducerer gennem mange generationer. Skønt de to formuleringer er sammenlignelige, har "genets synsvinkel" adskillige fordele, som bliver tydelige, når vi betragter to tekniske begreber: omvendt konstruktion og nyttefunktion. Omvendt konstruktion er en teknik for udledning, der virker således: man er ingeniør, stillet over for en genstand, man har fundet og ikke forstår. Man gør den arbejdshypotese, at den blev konstrueret til et formål. Man skiller genstanden ad og analyserer den med henblik på at finde ud af, hvilket problem den ville være god til at løse: "Hvis jeg ville have ønsket at lave en maskine til at gøre sådan og sådan, ville jeg så have lavet den sådan? Eller kan genstanden bedre forklares som en maskine til at gøre det og det?"
    Regnestokken, som indtil fornylig var den agtværdige ingeniørprofessions talisman, er i den elektroniske tidsalder ligeså forældet, som enhver bronzealdergenstand. En fremtidig arkæolog, der finder en regnestok og undrer sig over den, lægger måske mærke til, at den er god til at tegne lige streger med eller til at smøre brød med. Men en lineal eller smørkniv ville ikke have behøvet en skydestang i midten. Endvidere er de logaritmiske skalaer for nøjagtigt udlagt til, at det kan være tilfældigt. Det ville gå op for arkæologen, at i en tidsalder før den elektroniske lommeregner ville dette mønster udgøre et genialt trick til hurtig multiplikation og division. Regnestokkens mysterium ville være løst ved hjælp af omvendt konstruktion, ved at bruge antagelsen om intelligent, økonomisk design.
    "Nyttefunktion" er et teknisk udtryk, ikke ingeniørers men økonomers. Det betyder "det, der maksimeres". Økonomiske og sociale planlæggere er som arkitekter og fysikingeniører på den måde, at de stræber efter at optimere noget. Praktikere stræber efter "den største lykke for det største antal". Andre sværger til at forøge deres egen lykke på bekostning af den fælles velfærd. Hvis man omvendt-konstruerer et lands regerings opførsel, kan man konkludere, at det der optimeres er beskæftigelse og universal velfærd. For et andet land kan nyttefunktionen vise sig at være præsidentens fortsatte magt, en særlig regerende families formue, størrelsen af sultanens harem, stabiliteten i mellemøsten eller opretholdelsen af olieprisen. Ideen er, at man kan forestille sig mere end én nyttefunktion. Det er ikke altid indlysende, hvad enkeltpersoner, firmaer eller regeringer stræber efter at opnå.
    Lad os vende tilbage til levende kroppe og prøve at fremdrage deres nyttefunktion. Der kunne være mange, men det vil til slut vise sig, at de alle reduceres til en. En god måde at dramatisere vor opgave på er at forestille os, at levende skabninger blev lavet af en Guddommelig Ingeniør og prøve, gennem omvendt konstruktion, at regne ud hvad Ingeniøren prøvede at maksimere: Guds Nyttefunktion.
    Geparder giver alle mulige indtryk af at være superbt konstrueret til noget og det burde være nemt nok at omvendt konstruere dem og udregne deres nyttefunktion. De ser ud til at være godt konstrueret til at dræbe gazeller. Tænderne, kløerne, øjnene, næsen, benmusklerne, rygraden og en gepards hjerne er alle præcist, hvad vi ville forvente, hvis Gud's formål med at designe geparder var at maksimere død blandt gazeller. Modsat vil vi, hvis vi omvendt-konstruerer en gazelle, finde ligeså imponerende vidnesbyrd om design til præcist det modsatte formål: overlevelse blandt gazeller og sult blandt geparder. Det er som om geparder blev designet af en gud og gazeller af en rivaliserende gud. Hvis der på den anden side kun er en Skaber, som lavede tigeren og lammet, geparden og gazellen, hvad er Han så ude på? Er Han en sadist, som nyder tilskuer-blodsportsgrene. Prøver han at undgå overbefolkning af pattedyr i Afrika? Manøvrerer han for at forøge David Attenboroughs fjensynsseertal? Alt dette er forståelige nyttefunktioner, som kunne have vist sig at være sande. I virkeligheden er de selvfølgelig alle fuldstændig forkerte.
    Livets sande nyttefunktion, det, der bliver maksimeret i den naturlige verden, er DNA overlevelse. Men DNA svæver ikke frit omkring; det er låst fast i levende kroppe og er nødt til at få mest muligt ud af de muligheder for magt, der står til dets rådighed. Genetiske sekvenser, som befinder sig i gepardkroppe, maksimerer deres overlevelse ved at forårsage, at disse kroppe dræber gazeller. Sekvenser, der befinder sig i gazellekroppe, forøger deres chance for at overleve ved at fremme modsatte formål. Men den samme nyttefunktion - DNA's overlevelse - forklarer "formålet" med både geparden og gazellen.
    Når dette princip en gang er forstået, forklarer det en mængde forskellige problemer, som ellers er forvirrende - blandt dem de energikrævende og ofte latterlige kampe mellem handyr for at tiltrække hunner, inkluderende deres investering i "skønhed". Parringsritualer minder ofte om den (nu, og tak for det, umoderne) Miss World konkurrence, men med hannerne vandrende på catwalk'en. Denne analogi ses tydeligst på "dansepladserne" hos sådanne fugle som urfuglen (Tetraonidae, årfugle. o.a.). En danseplads er et stykke jord, som bruges af hanfugle til at udstille sig for hunner. Hunner besøger dansepladsen og betragter de spankulerende demonstrationer hos et antal hanner, før de udvælger en og parrer sig med ham. Hannerne hos dansende arter har ofte bizarre ornamenteringer, som de fremviser med ligeså bemærkelsesværdige bukkende og hoppende bevægelser og mærkelige lyde. Ordene "bizarre" og "bemærkelsesværdige" afspejler naturligvis subjektive værdibedømmelser. Antagelig forekommer dansende han-sortgæs, med deres oppustede danse ledsaget af springende-korkprop lyde, ikke mærkelige for hunner fra deres egen art og det er det, der betyder noget. I nogle tilfælde falder hunfugles forestilling om skønhed sammen med vores og resultatet er en påfugl eller en paradisfugl.

Skønhedens funktion

Nattergalesang, fasanhaler, ildflueblink og regnbuefarvede skæl på de tropiske revs fisk maksimerer alle æstetisk skønhed, men er ikke, eller er kun ved et tilfælde, skønhed til menneskelig nydelse. Hvis vi nyder forestillingen er det en bonus, et biprodukt. Gener, som gør hanner attraktive for hunner, bliver automatisk videregivet til efterfølgende generationer. Der er kun en nyttefunktion, som giver denne skønhed mening: den mængde, som omhyggeligt bliver optimeret i hver eneste krog af den levende verden er, i hvert eneste tilfælde, overlevelsen af det DNA, der er ansvarligt for den egenskab, som man prøver at forklare.
    Denne kraft redegør også for mystiske overdrivelser. For eksempel er påfugle bebyrdet med så tunge og besværlige dekorationer, at det ville være en alvorlig hindring for at kunne udføre nyttigt arbejde - hvis de følte trang til at udføre nyttigt arbejde, hvilket de, i det store og hele, ikke gør. Han-sangfugle bruger en farlig mængde tid og energi på at synge. Dette udgør afgjort en fare for dem, ikke kun fordi det tiltrækker dyr, som lever af sangfugle, men også fordi det tapper energi og kræver tid, som kunne bruges til at genskabe den energi. En, der studerede gærdesmutter, hævdede, at en af hans vilde hanner bogstavelig talt sang sig til døde. Enhver nyttefunktion, der havde artens langtidsoverlevelse, eller endda en bestemt hans individuelle overlevelse på hjerte, ville skære ned på mængden af sang, mængden af udstilling, mængden af kampe mellem hanner.
    Men når naturlig selektion også betragtes fra genernes perspektiv, i stedet for kun fra individernes overlevelse og formering, kan en sådan adfærd nemt forklares. Grunden er, at det, der virkelig maksimeres i syngende gærdesmutter, er DNA overlevelse, intet kan stoppe spredningen af DNA, som ikke har anden gunstig virkning, end at gøre hanner smukke for hunner. Hvis nogle gener giver hanner egenskaber, som hunner fra arten tilfældigvis finder ønskværdige, vil disse gener overleve, selv om generne en gang imellem udsætter nogle individer for risiko.
    Mennesker har en temmelig sympatisk tendens til at antage at "velfærd" betyder gruppevelfærd, at "god" betyder samfundets godhed, artens velfærd eller økosystemets. Guds nyttefunktion, som den udledes gennem en overvejelse af den naturlige udviklings mekanismer, viser sig at være i skærende kontrast til sådanne utopiske visioner. Der findes ganske vist tilfælde, hvor gener kan maksimere deres selviske velfærd ved at programmere uselvisk samarbejde eller endog organismens selvopofrelse. Men gruppevelfærd er altid en heldig konsekvens, ikke en primær drivkraft.
    Erkendelsen, - at gener er selviske, forklarer også overdrivelser i planteriget. Hvorfor er skovens træer så høje? Simpelthen for at blive højere end rivaltræer. En "fornuftig" nyttefunktion ville sørge for, at de alle var korte. Så ville de få nøjagtig den samme mængde sollys med meget mindre udgift til tykke stammer og massive støttende rødder. Men hvis de alle var korte, kunne den naturlige selektion ikke undgå at favorisere et enkelt individ, som voksede sig en smule højere. Når vinderen var blevet belønnet, ville de andre være nødt til at gøre ligeså. Intet kan stoppe hele spillet i at udarte, før alle træerne er absurd og unødvendigt høje. Men det er kun absurd og unødvendigt fra en rationel og økonomisk planlæggers synspunkt, en planlægger, som tænker på at maksimere effektivitet i stedet for DNA overlevelse.
    Det vrimler med passende analogier. Ved et cocktail party taler alle sig hæse. Grunden er, at alle andre råber af deres lungers fulde kraft. Hvis bare alle kunne blive enige om at hviske, ville de høre hinanden nøjagtig lige så godt, med mindre belastning af stemmen og mindre energiforbrug. Men den slags overenskomster duer ikke, medmindre de bliver styret. Der er altid nogen, der ødelægger det ved selvisk at tale en smule højere og, en efter en, er alle nødt til at følge med. En stabil ligevægt opnås først, når alle råber så højt, som deres fysik tillader og det er meget højere end de behøver ud fra et "fornuftigt" synspunkt. Igen og igen ophæves samarbejdets begrænsninger af dets egen indbyggede ustabilitet. Guds nyttefunktion viser sig sjældent at være til størst nytte for det største antal. Guds nyttefunktion svigter sin oprindelse til fordel for et ukoordineret ræs efter selvisk vinding.

Et ligegyldighedens univers

For at vende tilbage til vor pessimistiske begyndelse er maksimering af DNA overlevelse ikke en recept på lykke. Så længe DNA videreføres, betyder det intet, hvem eller hvad der kommer til skade i processen. Gener bekymrer sig ikke om lidelse, fordi de ikke bekymrer sig om noget.
    Det er bedre for generne i Darwins hveps, at kålormen er levende og dermed frisk, når den bliver spist, uanset hvad det koster af lidelse. Hvis Naturen var rar, ville Hun i det mindste gøre den lille indrømmelse at bedøve kålormene, før de blev spist levende indefra. Men Naturen er hverken venlig eller uvenlig. Hun er hverken for eller imod lidelse. Naturen er ikke interesseret i lidelse på den ene eller anden måde, medmindre det har indflydelse på DNA's overlevelse. Det er nemt at forestille sig et gen, som, f.eks., bedøver gazeller, når de er lige ved at modtage et dræbende bid. Ville et sådant gen blive begunstiget af den naturlige selektion? Ikke medmindre bedøvelsen af en gazelle forbedrede det gens chancer for at blive viderebragt til fremtidige generationer. Det er vanskeligt at se, hvorfor det skulle være sådan og vi kan derfor gætte på, at gazeller lider under frygtelige smerter og frygt, når de forfølges til døden - som mange af dem faktisk bliver.
    Den totale mængde lidelse pr. år i naturens verden går ud over enhver rimelig forståelse. I løbet af det minut, det tager mig at sammensætte denne sætning, bliver tusinder af dyr spist levende, mange andre løber for livet, hvinende af frygt, andre bliver langsomt fortæret indefra af gnavende parasitter, tusinder af alle slags dør af sult, tørst og sygdom. Det må være sådan. Hvis der nogensinde findes en tid med overflod, vil selve dette faktum automatisk føre til en befolkningsforøgelse, indtil den naturlige tilstand med sult og elendighed er genoprettet.
    I et univers af elektroner og selviske gener, blinde fysiske kræfter og genetisk formering, vil nogle mennesker komme til skade, andre mennesker vil være heldige og man vil ikke finde nogen harmoni eller fornuft i det eller nogen retfærdighed. Det univers, som vi observerer, har præcis de egenskaber, som vi burde forvente, hvis der grundlæggende ikke er noget design, noget formål, intet ondt og intet godt, intet andet end følelseskold ligegyldighed. Som den ulykkelige digter A.E. Housman sagde det:

For naturen, hjerteløse, bevidstløse natur
Vil hverken bekymre sig eller vide

DNA hverken bekymrer sig eller ved. DNA er bare. Og vi danser til dets musik.

Den store udligner

En måde, hvorpå flercellede organismer maksimerer DNA overlevelse, er at spilde ringe energi på at sikre, at organerne overlever for evigt. Automobilproducenter benytter en lignende fremgangsmåde, når de konstruerer biler. Darwin psykologen Nicholas Humphrey, dengang på University of Cambridge, udviklede denne særlige analogi. I bogen "Consciousness Regained: Chapters in the Developement of Mind" antog Humphrey, at Henry Ford, produktionseffektivitetens åndelige fader, engang igangsatte en undersøgelse af Amerikas skrotpladser for at finde ud af, om der var dele af Model T Ford'en, som aldrig fejlede. Hans inspektører kom tilbage med rapporter om næsten alle slags fejl: aksler, bremser, stempler - de var alle udsat for at kunne fejle. Men inspektørerne gjorde opmærksom på en bemærkelsesværdig undtagelse, hovedboltene (kingpins) i de skrottede biler havde års levetid tilbage. Med hensynsløs logik konkluderede Ford, at hovedboltene på Ford T var for gode til deres job og gav ordre til, at de i fremtiden skulle fremstilles til en lavere specifikation.     Som for mig, står det måske lidt vagt for Dem, hvad en hovedbolt er, men det er ligegyldigt. De er noget, som en bil behøver og Fords påståede hensynsløshed var faktisk meget logisk. Alternativet ville have været at forbedre alle bilens andre dele for at bringe dem op til hovedboltenes standard. Men så ville det ikke have været en Model T han fremstillede men en Rolls-Royce og det var ikke det, som det hele gik ud på. En Rolls-Royce er en respektabel bil og det er en Model T også - men til en anden pris. Tricket er at sikre sig, at hele bilen bygges til enten Rolls-Royce specifikationer eller til Model T's. Hvis man laver en hybrid bil med nogle dele af Model T kvalitet og nogle dele af Rolls-Royce kvalitet, får man det værste fra begge verdener, for bilen vil blive kasseret, når den svageste af dens dele slides ned og pengene, der er brugt på dele af høj kvalitet, som aldrig får tid til at blive slidt ned, er simpelthen spildt.     Fords eksempel er endnu mere anvendeligt på levende kroppe end på biler, fordi en bils komponenter kan, indenfor visse grænser, erstattes af reservedele.

Aber og gibboner lever deres tilværelse i trætoppene og der er altid en risiko for at falde og brække knogler. Lad os antage, at vi igangsatte en undersøgelse af gibbonlig for at tælle hvor tit hver af kroppens vigtige knogler brækkede. Antag, at det viste sig, at hver knogle brækker på et eller andet tidspunkt med en undtagelse: fibula (lægbenet, der løber parallelt med skinnebenet) er aldrig blevet observeret brækket i nogen gibbon. MODEL T blev ikke lavet til at kunne køre evigt, derfor ville det have været dumt at spilde penge på dele, der ikke kunne gå i stykker. Henry Ford ville uden tøven straks beordre, at fibula skulle omkonstrueres til en ringere specifikation og dette er nøjagtig, hvad den naturlige selektion også gør. Mutante individer med en ringere fibula, hvis vokseregler krævede, at kostbar kalcium skulle dirigeres væk fra fibula, kunne bruge det sparede materiale til at gøre andre knogler i kroppen tykkere og derved opnå idealet: at alle knogler i kroppen har lige stor sandsynlighed for at brække. Eller disse individer kunne bruge den sparede kalcium til at lave mere mælk og opfostre flere unger. Knogle kan sikkert barberes bort fra fibula, i det mindste indtil det punkt, hvor den har lige så stor sandsynlighed for at brække som den næstmest holdbare knogle. Alternativet - "Rolls-Royce løsningen" med at bringe alle de andre dele op til fibulas standard - er sværere at opnå.     Naturlig selektion begunstiger en udligning af kvalitet i både nedadgående og opadgående retning, indtil en rigtig balance opnås i alle dele af kroppen. Set fra den naturlige selektions perspektiv er ældning og død af alderdom de kedelige konsekvenser af en sådan balancegang. Vi nedstammer fra en lang række unge forfædre, hvis gener sikrede vitalitet i de år, hvor de formerede sig, men ikke tog hensyn til dynamikken i de sene år. En sund ungdom er altafgørende for at sikre DNA overlevelse. Men en sund alderdom kan være en luksus analogt med Model T's fremragende hovedbolte.

Yderligere Læsning:

The Extended Phenotype: The Long Reach of the Gene. Richard Dawkins, Oxford University Press, 1989.

Evolution, Mark Ridley, Blackwell Scientific Publications, 1993.

Darwin's Dangerous Idea: Evolution and the Meanings of Life. Daniel C. Dennett. Simon & Schuster, 1995.

Oversat fra Gods Utility Function, Scientific American, November 1995, pp.62-67.

Læserbreve:

Richard Dawkins's artikel "Gud's Nyttefunktion" var fuld af logiske fejl. Han irettesætter de af os, som måtte formode, at levende organismer har et indbygget formål eller en grund til at eksistere. Alligevel argumenterer han for, at grundlaget for livets store plan - med andre ord dets eneste formål - er at beskytte og videreføre genetisk materiale. Argumentet bliver næsten komisk når forfatteren erklærer, at "livets sande nyttefunktion, det, der maksimeres i naturens verden, er DNA overlevelse". Det er, som om han antager, at det, at erstatte "nyttefunktion" med "formål", på en eller anden måde gør hans argument mere gyldigt.

Lawrence P. Reynolds
North Dakota State University

Når jeg læser skrifter af neodarwinister som Dawkins, bliver jeg sommetider utilpas, fordi de synes at være i fare for at blive taget som gidsler af deres egne metaforer. Mens de benægter et overnaturligt design, vakler de på grænsen til at tillægge naturen nogle temmelig ondskabsfulde egenskaber. Nogle vendinger i hans artikel:" Naturen er ikke grusom, kun ligeglad... simpelthen ufølsom", og min personligt foretrukne, "Gener bekymrer sig ikke om lidelse, for de bekymrer sig ikke om noget som helst". Som om de kunne!

T. Michael McNulty
Marquette University

Hvis formålet med DNA er at videreføre liv og således sig selv, så er Dawkins argument cirkulært og utilfredsstillende. Hvad er formålet med en V-8 motor? At tjene penge til General Motors! Det forekommer at være niveauet for hans argument.

Tom Sales
Somerset, N.J.

Ud fra den indiskutable kendsgerning, at DNA's struktur forklarer meget, kan man ikke logisk konkludere, at den forklarer alt, som Dawkins foreslår. Det er et nøglespørgsmål at finde grænserne for dets indflydelse. For mange naturvidenskabsfolk er det indlysende, at spørgsmål om etik og æstetik i et menneskeligt samfund ikke danser til dobbeltspiralens musik.

Alwyn Scott
University of Arizona

Oversat fra "Letters to the Editors", Scientific American, Marts 1996, p. 5.