Vor Mars bestemmelse

Er der nogen levende, som aldrig har set de besværlige pletter, der er indkapslet i glasvæsken i øjet, svømme tværs over synsfeltet; her dukker de op, der forsvinder de? Det, forekommer det mig denne særlige måned, er Mars metaforen; altid i udkanten af vort synsfelt, hurtigt strejfende vore sanseindtryk, for så at forsvinde.
    Men nu, forekommer det også, kan Mars meget vel være her for at blive.
    Dette seneste datafragment - den tilsyneladende opdagelse af liv på den Røde Planet - er kun vor hyperventilation værd, hvis vi tillader den at føre os til den større metafor: Menneskeheden overskridende Kosmos blinde retina, håbende på at blive set, håbende på at blive regnet med, håbende på at være værd at blive regnet.
    Alt dette i et fragment, en tiloversbleven partikel, rikochetteret gennem rummet og hurtigt-frosset i Antarktis, afventende åbenbaring?
    Hvorfor ikke? Hvis influenza bakterien, som er usynlig, kan ramme 10 millioner på en måned, hvorfor skulle denne lille plet så ikke opløfte sjæle, oplive viljen og få os til at marchere som til krig? Hvis vi betragter den som et sagtmodigt fnug i tiden, vil vi dybfryse os selv. Men hvis vi i den ser en chance for at undersøge en nærtliggende verden, hvor livet begyndte på samme måde, vil det i sandhed være en engagerende åbenbaring.
    For den verden findes. En verden, som skød ud af Solen for milliarder af år siden, tog flere milliarder år om at blive nedkølet og stadig flere før regnen faldt og havene fyldtes indtil endelig, i det afkølende landskabs sumpe og supper, det første livløse stof igangsat af lyn, besluttede sig for at leve, genskabe sig og udbrede sig.
    Den planet er Jorden. Det mystiske stof er os. Vi begyndte som Mars begyndte, men den ændrede sig ikke eller voksede. Fra de oprindelige supper til hulerne til Apollo landinger, har Menneskeheden vokset sig overstor, moden til selverkendelse.
    Når vi en gang har set på vor planet med ny undren og erkendelse, burde vi vende tilbage til denne Mars klippe og lade den være flinten, der sender os på en forudbestemt flyvning tværs over tid og rum, på jagt efter en slags vovet udødelighed. Således vil den forbandede plet spire en bønnestage, med os som Giganterne.
    Hvorfor Mars som bestemmelsessted? Fordi vi ikke kan undlade at reagere på vor gamle tvivl og undren: Hvorfor blev Universet skabt? Hvorfor blev vi født? Hvorfor er det vor opgave at se med respektfuld måben på en milliard stjerner og undres over det ansvar der er tilfaldet os?
    For hvad er meningen med et Univers, hvis der ikke er nogen her til at se det? Hvorfor denne mirakuløse opvisning, hvis der ingen er til at betragte den? Vi blev opløftet fra sumpene for at være tilskuerne. Vi er Betragterne.
    I et multimilliard-år show var det Guds 20/20 røntgenstråle syn, der fokuserede os, da han, Livs Kraftens Indgyder, besluttede sig for at tænde Lyset, lave Jorden til en ildkugle, lade regnen falde over oceanerne og slynge Haveportalerne åbne? Og hvis det var, hvorfor så? Hvad tænkte Han på?
    Eller, omvendt, stormede Darwin's bevidstløse lyn tværs over verden for at fremkalde hjerner, sind og øjne til at se med? Hvorfor? Hvad tænkte den tilfældige, dumme, grove Natur?
    Vælg Gud, eller Darwin, eller begge. Vi ved det simpelthen ikke.
    Vi ved kun, at vi er de privilegerede. Intet andet dyr i havet, på land eller bakke har set op på stjernerne og vidst hvad det så. Så i sidste ende er det iagttagelsen og vor viden, der sætter os i gang. Det enkle faktum er, at vi er det. Det tilfalder os at se, at prøve at vide, at fejle i tolkningen men lykkes med udødeligheden.
    Vi ved ikke hvorfor penicillin dræber sygdom. Den gør det bare. Vi ved ikke hvorfor eller hvordan et fosters stille hjerte pludselig slår. Noget giver det besked.
    Så vi ved ikke nøjagtigt, hvorfor vi ønsker at blive udødelige. Det gør vi bare. Vi mener, at vi er prisen værd, værd at redde, værd at være sat fri til at så i vort lille hjørne af Universet. Det er i vort blod og vore knogler. At nægte det, er at give efter for ødelæggelse og død.
    Ja, vi behøver at lave og spise vort daglige brød, for at føde vort blod. Men Universet er bedre føde til at mætte vore sjæle.
    Lad os hente inspiration fra Verrazano, sendt af Kong Francis I for at kortlægge et ukendt kontinent. Han blev den eneste af de tre italienske navigatører, som faktisk kom til at gå på kysten af det, der skulle blive til Amerika.
    Og hvor berørte han vort vildnis?
    Kitty Hawk.
    Ja, Råb navnet ud.
    Kitty Hawk.
    Således sammensmeltes ankomsterne og afgangene i vor historie med 400 års mellemrum.
    Vi gjorde en mystisk ankomst på Jorden for tusinder af årtusinder siden. Nu er vi på tærsklen til at drage væk.
    Vi er allerede landet på Mars to gange med fotografiske udvidelser af vort syn. Næste gang må vi sende vore legemer, så de kan stirre nærmere på det under, som Mars må være, samt dens store kløft Abyss, så lang og bred som Amerika.
    Det barn, som lå på en sommernats bakke og undrede sig over stjernebillederne, skal være det mægtige barn, der vandrede fra Jorden til Månen og så endelig til en Rød Verden, der venter på at blive beboet. Mars er en død verden, der venter på at blive vakt til live. Vi skal være de spøgelser, der bebor dens byer, som aldrig blev bygget, befolket med indbyggere, som aldrig fandtes.
    Der er en fin og bevægende linie i et af de gamle Khayyam vers: Vi kom som vand og som vind vi går. Men vi kan vælge at blive. Og blive ved at vælge at gå.
    Det vil sige, at komme igang igen med nye Apollo missioner for at bygge rumstationer på Månen og så videre til Mars. Og derfra? Ikke hele det forbandede Kosmos, nej, men en lille del af det, hvor Nina, Pinta og Santa Maria, Argos, Fønikkernes galion, Vikingernes langbåd, Solvognen, alle kan slå sig ned; en milliard fødder i en støvle, en milliard gen-kromosoner i et fodaftryk. For at leve i verdener, hvor Solen aldrig vil gå ned over den brutale menneskehed, underfulde menneskehed, forfærdelige menneskehed, smukke menneskehed. Broder og søster til Ivan den grusomme, Baldur den Skønne, Helena af Troja, Snurre Snup og Medici monstret, Blåskæg og Jonas Salk, Jesus af Nazaret og Ghengis Khan, Moses og Cortez.
    Universet inviterer os alle, byder os velkommen til at opføre os ordentligt eller ej. Kosmos er vidtfavnende, accepterende, frygtindgydende og fantastisk i sin skønhed.
    Nogen siger vi ikke har råd til omkostningerne. Vi har ikke råd til at lade være.
    I slutningen af minKrøniker fra Mars, fortæller en emigrant rummand på en ekskursion tværs over de døde marslandskaber sine børn, at han omsider vil føre dem hen for at møde den forsvundne race af Marsboere.
    På kanten af en ensom kanal, taler faderen.
    "Der". Han peger ned. "Der er Marsboerne".
    Hans børn stirrer ned i kanalens vand.
    Og de ser genspejlingerne af dem selv stirre tilbage op på sig, fra en million års ventetid.

Sagen for relikt liv på Mars Everett K. Gibson Jr., David S. McKay, Kathie Thomas-Keprta og Christopher S. Romanek.

Oversat fra The Wall Street Journal udgaven fra den 21. august, 1996.

2. januar, 2007.

Én sti
Index