Navne

Abel, Niels Henrik (1802-29): norsk matematiker, som på gennemgribende måde bidrog til studiet af funktionelle ligninger, elliptiske funktioner og integraler af algebraiske funktioner. Hans arbejde viser påvirkningen fra den nye og strenge analytiske metode, som begyndte i 1800-tallet. Se Riemann.

Albert, David Z.: amerikansk fysiker og filosof; Department of Philosophy, Columbia University, New York City, New York; har sammen med Barry Loewer, Rutgers University, fremsat "mange sind synspunktet". Hver observatør, forklarer de, eller "bevidst perciperende system", er associeret med et uendeligt sæt bevidstheder, som oplever forskellige mulige resultater af enhver kvantemåling. Rækken af muligheder, som er indbygget i Schrödingerligningen, svarer til den myriade af oplevelser disse bevidstheder undergår, i stedet for en uendelighed af universer. Opfattelsen kan lyde langt ude, men den er ikke mere radikal, argumenterer Albert, end mange-historier teorien eller selveste Københavnertolkningen. [ Kvantefilosofi], [En kvantetrussel mod speciel relativitet].

Aristarchos fra Samos (ca. 310-230 f.Kr.): græsk astronom. Han var den første der sagde, at Jorden kredser om Solen. Han forklarede endvidere, hvordan man kunne måle afstanden til Månen og Solen.

Aristoteles (384-322 f.Kr.): græsk filosof, som studerede ved Platons akademi og senere blev lærer der. Han var oldtidens mest alsidige forsker og regnes for grundlæggeren af logikken, psykologien fysikken og biologien. Derudover var han den græske filosof der, sammen med Platon, har præget eftertiden mest. I sin systematiske fremstilling af logikken fremkom han med læren om syllogismer; f.eks.: alle mennesker er dødelige. Sokrates er et menneske; derfor er Sokrates dødelig. I sin fysik søgte han årsagerne til forandring og hævdede, at alt eksisterende er en syntese af stof og form. Hans etik karakteriseres som læren om den gyldne middelvej og det gode som målet for enhver virksomhed; hans lærebog i statskundskab blev et forbillede for senere tiders samfundsforskning. I sin lære om dramaet (poetikken) fremhævede han de tre enheder, nemlig tidens, stedets og handlingens. Som biolog beskrev han over 500 dyrearter og lavede en systematisk inddeling af dyreriget. Aristoteles' videnskabelige og metodiske iagttagelser og teorier fik betydning for europæisk og arabisk videnskab i næsten 2000 år; hans logiske skrifter og adskillige af hans synsmåder har stadig aktualitet. [Bevidsthed og materie], [Inflation er død; længe leve inflation], [Københavnertolkningen af kvanteteori], [Naturvidenskab og humanisme], [Naturvidenskab og livsforståelse], [Vanetænkning].

Arkimedes (ca. 285-212 f.Kr.): græsk matematiker og fysiker og et af antikkens største genier. Han opfandt en række sindrige maskiner og apparater, f.eks. vandsneglen (Arkimedes skrue), der endnu bruges i Orienten til at hæve vandet fra kanalerne, og en krigsmaskine, der i tre år hindrede romerne i at erobre Syrakus, som de havde belejret. Inden for matematikken fandt han ud af, hvordan cirklens areal, kuglens rumfang m.m. beregnes, og i fysikken opdagede han vægtstangsprincippet og loven om legemers opdrift i væsker (Arkimedes' lov: opdriften er lig vægten af den fortrængte væskemængde). Da Syrakus faldt, blev han dræbt af de indtrængende romerske soldater. Ifølge traditionen skal han have råbt: "Forstyr ikke mine cirkler!" for at beskytte sine matematiske tegninger i sandet.

Aston, Francis W. (1877-1945): engelsk fysiker, konstruerede massespektrografen og påviste eksistensen af grundstoffernes isotoper. Nobelpris i 1922.

Augustin Skt. fra Hippo (354-430): den kristne verdens største kirkefader, som fik betydning for både middelalderens og Reformationens teologi og filosofi og som også læses i dag. Augustinus kom som ung fra fødebyen Tagaste (i det nuv. Algeriet) til Karthago og senere til Rom for at uddanne sig. Fra Rom drog han til Milano, hvor han i 387 modtog dåben. Derefter vendte han tilbage til Nordafrika, hvor han blev præst og i 395 biskop i Hippo. Hans skrift Bekendelser skildrer hans religiøse udvikling og er litteraturhistoriens første psykologiske selvbiografi. Om Guds stat handler om menneskehedens historie og kom til at præge europæisk statsfilosofi helt frem til Renæssancen. I alt efterlod han sig over 100 skrifter, som i høj grad påvirkede den kristne kirkes udvikling. På dansk: Augustins Bekendelser, P. Haase & Søns Forlag, København 1952. [Bevidsthed og materie], [Naturvidenskab og humanisme], [Tiden: Det første kvantebegreb].

Barrow, John D. er professor i astronomi ved universitetet i Sussex, England. Ved siden af sin videnskabelige forskning har han skrevet en række bøger om kosmologi, bl.a. The Anthropic Cosmological Principle (Clarendon Press, Oxford, 1986, s.m. Frank.J. Tipler); The Left Hand of Creation (s.m. Joseph Silk), Theories of Everything, The World Within the World og The Origin of The Universe på dansk Universets oprindelse, Munksgaard Rosinante 1995. [Det antropiske princip], [Er det stærke Antropiske Princip for svagt?], [Ukonstante konstanter], [Liv i universet], [Hinsides fysik], [Skygger], [Hinsides det sorte hul], [Den fra bit].

Bastian, Peter: dansk musiker og forfatter med hang til teoretisk fysik og filosofi. Ind i musikken, Gyldendal, 1987.

Becquerel, Henri (1852-1908): fransk fysiker, opdagede i 1896 radioaktiviteten hos grundstoffet uran. Nobelpris i 1903.

Bekenstein, Jacob (f. 1947): israelsk teoretisk fysiker; studerede under Wheeler; viste, sammen med Hartle, at man ikke ved noget ydre studium af et sort hul kan afgøre hvilke partikler, der var blandt det materiale, der dannede det; foreslog at et sort huls overfladeareal er dets entropi i forklædning og udkæmpede et slag med Hawking om denne ide, han vandt slaget. [Sorte hullers kvantemekanik], [Den fra bit]

Berkeley, George (1685-1753): Irsk filosof og anglikansk biskop, en af de britiske empirister. Berkeley hold på en "subjektiv idealisme". Han troede, at alt der eksisterer afhænger af at blive perciperet af et sind. Ifølge dette synspunkt, er materielle genstande simpelthen samlinger af sansninger eller "ideer" i en persons eller Guds sind. Det som ikke kan iagttages eksisterer ikke. At der findes ting, som vi ikke kan iagttage, må betyde, at der findes en Gud, som kan. Hans arbejder inkluderer Essay Toward a New Theory of Vision, A Treatise Concerning the Principles of Human Knowledge (1710) og Three Dialogues between Hylas and Philonus (1713).

Borges, Jorge Luis (1899-1986): argentinsk forfatter og digter, et af den sydamerikanske litteraturs vigtigste navne. Han var især kendt for sine kriminalhistorier og fantastiske fortællinger om metafysiske emner, f.eks. Fiktioner (1944; dansk 1970), men udgav også litteraturhistoriske værker og essays. [The Garden of Forking Paths].

Bradbury, Ray Douglas (1920 -): amerikansk forfatter. Intelligent, fantasifuld science fiction med menneskeligt indhold, bl.a. Krøniker fra Mars (1950; dansk 1952), fremtidsromanen Fahrenheit 451 (1953; dansk 1955; filmatiseret af Truffaut) samt novellesamlingerne Den illustrerede mand (1951; dansk 1957) og Solens gyldne æbler (1953; dansk 1967) m.fl. [Vor Mars bestemmelse], [Krøniker fra Mars], [Savannen], [En lyd af torden].

Bragg, William Henry (1862-1942): engelsk fysiker, undersøgte røntgenstrålernes bøjning i et krystalgitter og grundlagde krystalstrukturanalysen. Nobelpris 1915.

Bragg, William Laurence (1890-1971): engelsk fysiker, søn af W. Bragg, hvis arbejde han førte videre ved at anvende røntgenstråler til undersøgelse af molekylernes bygning. Nobelpris 1915.

Broglie, Louis-Victor de (1892-1987): fransk fysiker, fremsatte i 1925 en bølgemekanik, hvori han kunne beskrive en partikel ved en bølge, der havde bølgelængden: = h / mv. Nobelpris i 1929. [Samlede tanker om bevidsthedens rolle].

Bruno, Giordano (1548-1600): italiensk filosof og dominikanermunk, som hævdede, at Universet er uendeligt og sammensat af enkelte, udelelige partikler eller verdener, "monader", forbundet af en "verdenssjæl", Gud. Hans teori fik stærk indflydelse på Leibnitz; men den gik imod Aristoteles' verdensbillede (ved bl.a. at hævde, at Jorden ikke er Universets centrum) og medførte, at Bruno blev brændt på bålet for kætteri.

Carroll, Lewis (1832-98): engelsk forfatter og matematiker, hvis rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson. Han kendes især som forfatter af de fantasifulde børnebøger Alice i eventyrland (1865; dansk 1946) og Bag spejlet (1871: dansk 1946), som på en parodisk måde leger med sproget og logikken. [Hurtigere end lyset?].

Chalmers, David J. : amerikansk filosof; studerede matematik på Adelaide University og som Rhodes Scholar på University of Oxford, men en fascination med bevidsthed førte ham ind i filosofi og sansevidenskab. Han har en Ph.D. på disse områder fra Indiana University og er i øjeblikket på filosofiafdelingen på University of California, Santa Cruz. Chalmers har udgivet talrige artikler om kunstig intelligens og sindets filosofi. The Conscious Mind, Oxford University Press, New York, 1996. [Den bevidste oplevelses gåde]

Chiao, Raymond Y. Som studerende på Princeton Universitet, blev Chiao, af John A. Wheeler, sat til at kvantisere gravitationen. På trods af at denne enorme opgave ikke lykkedes, modtog Chiao sin bachelorgrad i 1961. Han tog sin Ph.D. fra Massachusetts Institute of Technology, under ledelse af Charles Townes og har siden 1967 været professor i fysik på University of California, Berkeley. Chiao er medlem af American Physical Society og beskrives af sine elever som koncertkvalitets pianist, indenfor eksperimentel fejl. [Hurtigere end lyset?], [Kvantefilosofi].

Churchill, Sir Winston Spencer (1874-1965): britisk statsmand og forfatter, Chamberlains afløser som premierminister i 1940, Churchill var officersuddannet og deltog i krigene på Cuba (1895), i Indien (1896-97) og Sudan (1899) som officer og krigskorrespondent. I 1899 tog han til Sydafrika og blev fanget af boerne, men undslap. I 1900 blev han valgt til Parlamentet som konservativ; fire år senere sluttede han sig til de liberale, var 1908-10 handelsminister og 1910-11 indenrigsminister. Sidstnævnte år blev han marineminister og stod bag flådens mobilisering ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. To mislykkede flådeekspeditioner (Antwerpen og Dardanellerne) tvang ham til at gå af allerede året efter, hvorpå han fortsatte som officer ved Vestfronten. 1918-21 var han krigsminister, 1921-22 koloniminister; da han derefter ikke genvalgtes, gik han over til de konservative, som i 1924 gjorde ham til finansminister. I 1929 gik regeringen af, og Churchill indtog i de følgende år en mere tilbagetrukket position, især fordi hans gentagne advarsler mod det nazistiske Tyskland ikke vandt gehør hos de konservative ledere. Han kritiserede skarpt aftalen i München 1938, og ved 2. Verdenskrigs udbrud året efter blev han marineminister. Hans krav om en mere aktiv krigsførelse gjorde, at han i 1940 overtog premierministerposten. Som sådan kunne han kun love "blod, sved og tårer", men han blev symbol på briternes sejrsvilje og stod i 1945 som Verdenskrigens sejrherre. Ved valget samme år faldt han, men var atter regeringsleder 1951-55. - Churchill var kendt som en fremragende taler med et skarpt vid. Han var ved siden af sit politiske arbejde forfatter af en række historiske og samtidshistoriske værker, bl.a. om de to verdenskrige: Den store krig (1923-29; dansk 1934-35) og Den 2. Verdenskrig 1-6 (1948-54; dansk samme år); desuden erindringer m.m. I 1953 modtog han Nobelprisen i litteratur. [Derfor valgte Churchill krigen]

Chyba, Christopher planetforsker ved University of Arizona's Lunar and Planetary Laboratory, hvor han underviser i livets oprindelse. [Livets stof: Hvorfor vand?], [Er der liv andetsteds i universet?].

Coleman, Sidney amerikansk teoretisk fysiker på Harvard University; forsker i spørgsmål om den kosmologiske konstant, ormehuller, baby-universer og parallelle universers betydning for konstantens størrelse og vort univers' miljø. [Informationsspredning i kvantekosmologi]

Curie, Marie (1867-1934): Marie Sklodowska blev født i Polen, blev gift med den franske fysiker Pierre Curie, var selv kemiker. De renfremstillede i fællesskab to radioaktive grundstoffer: polonium og radium. De fik Nobelprisen i 1903 og M. Curie igen i 1911. [Den fra bit].

Curie, Pierre (1859-1906): fransk fysiker, blev gift med Marie Sklodowska, født i Polen. De renfremstillede i fællesskab to radioaktive grundstoffer: polonium og radium. De fik Nobelprisen i 1903.

Curie-Joliot, Irene (1897-1958): Irene Curie-Joliot var datter af M. Curie og P. Curie, blev gift med den franske fysiker F. Joliot, var selv fysiker. De opdagede ved deres arbejde den kunstige radioaktivitet i 1934. Nobelpris i 1935.

Dalsgaard, Sven (1915-1999): dansk kunstmaler og billedhugger. Det ville være lige så nemt og nærliggende, som det ville være forkert at kalde Sven Dalsgaard "provokatør". Det er ganske vist i sin egenskab af "provokatør", Sven Dalsgaard ofte kom til at skabe overskrifter i pressen og vrede ord på læserbrevssiderne, men udover at al sand kunst indeholder et element af provokation, kunne flere af Sven Dalsgaards mere spektakulære værker ses som udtryk for en dialog. Som afprøvning af kunstbegrebet, som leg med ord og vaneforestillinger og som den anderledeshed, der gør, at man kan tale om, at det er kunst og for eksempel ikke dekoration. Blandt Dalsgaards legendariske bedrifter er det hul, han gravede i jorden som det eneste bidrag til en skulpturudstilling i Odense, eller hans udstilling bestående af tomme rum i Galerie Asbæk, hvor han klæbede papir på galleriets ruder og satte et stort skilt på døren: Galleriet er lukket. Han udstillede toiletpapir på samme selvfølgelige måde, som han 1967 ved en udstilling i Danmarks Hus i Paris til stor forargelse for mange viste værker bestående af Dannebrog. Ord, skjorter, stole og andre ting brugte han i sin egen verden som palet i stedet for farve. Paradoksalt nok var Dalsgaard oprindeligt uddannet i at bruge farve. I en årrække ernærede han sig som håndværksmaler, indtil han 1943 debuterede på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling. I de følgende år lod Dalsgaard sit maleri påvirke af surrealismen og dadaismen. Den grundlæggende inspiration forlod ham aldrig, selv efter han med et glimt i øjet og megen jysk humor havde fundet sit eget, og gjort det så stærkt og så originalt, at han blev et forbillede for den unge generation, der har markeret sig i 1990'erne. Det er ikke det første kuld, Dalsgaard har været inspirator for. Mange malere mindes med taknemmelighed hans gæsteprofessorat på Akademiet i 1970'erne. Den ellers meget tilbagetrukne Dalsgaard leverede desuden sit stykke arbejde til kunstlivets institutioner med poster i f.eks. Akademirådet og Statens Kunstfond. Han var fra 1975 medlem af landets mest hæderkronede kunstnersammenslutning, Den Frie, og blandt de æresbevisninger, han modtog, er Thorvaldsen-Medaljen. Hans billeder og skulpturer kan ses på Statens Museum for Kunst, Louisiana og en række andre danske og udenlandske museer. -Berlingske Tidende. [Samlede tanker om bevidsthedens rolle].

Dalton, John (1766-1844): engelsk kemiker og fysiker, fremsatte i 1802 en atomteori, der forklarede de kemiske omsætninger, foretog også bestemmelser af stoffernes atommasser.

Damasio, Antonio R.: er M.W. Van Allen Distinguished Professor og chef for afdelingen for neurologi på University of Iowa College of Medicine og adjunkt professor på Salk Institute for Biological Studies i San Diego. Han blev født i Portugal og modtog sin M.D. og Ph.D. fra University of Lisbon. Sammen med sin hustru, Hanna, skabte Damasio en institution på Iowa, som var dedikeret til undersøgelse af neurologiske sygdomme i sind og adfærd. Han er medlem af Institute of Medicine of the National Academy of Sciences og American Academy of Arts and Sciences. Damasio er forfatter til bogen fra 1994 Descartes' Error: Emotion, Reason, and the Human Brain og den ny bog The Feeling of What Happens. [Hvordan hjernen skaber sindet].

Darwin, Charles Robert (1809-82): britisk naturforsker, verdensberømt for sit hovedværk Arternes Oprindelse (1859; på dansk ved J.P. Jacobsen 1871-73), som han skrev efter en fem år lang videnskabelig ekspedition til Sydamerika og Stillehavsområdet. Hans udviklingslære, værkets bærende tanke, fremhævede en udvælgelse hos alle de forskellige arter på basis af en arvelig variation, som gjorde visse individer mere velegnede til at overleve end andre af samme art; således opstod de former, der var bedst tilpasset til levevilkårene. Darwins lære vandt hurtigt udbredelse og anses stadig for i hovedsagen at være korrekt. Hans indsats blev ikke alene et vendepunkt inden for den biologiske videnskab, men fik også betydning for andre områder, f.eks. filosofien. [Guds nyttefunktion], [Dennetts farlige ide], [Bevidsthed og materie].

Davies, Paul er professor ved universitetet i Adelaide, Australien. Han er forfatter bl.a. til bøgerne The Mind of God, The Cosmic Blueprint, Superforce, The Fifth Miracle: The Search for the Origin and Meaning of Life, Simon and Schuster, New York, 1999 og The Fifth Miracle om livets oprindelse på jorden. På dansk foreligger: De sidste tre minutter, Munksgaard Rosinante 1995. [Virkelighedens niveauer. Del II: Fysik], [Ser marsboerne rødt?], [Flydende rum], [Schrödingers katte og Wigners venner].

Davis, Miles (1926-91): amerikansk jazzkomponist og musiker. CD: Alternate and rehearsal takes. [Er alting fastlagt?].

Demokrit (ca. 460-370 f.Kr.): græsk filosof, som foreslog en mekanistisk teori om verden, som ikke krævede overnaturlige kræfter, kun den konstante bevægelse af de ikke-nedbrydelige atomer af hvilke alt var sammensat. Han holdt på at perception er en upålidelig kilde til viden og at viden kun kan opnås ved fornuftslutninger.

Descartes, René (1596-1650): fransk filosof og matematiker, især kendt for sine teser " Om alt bør der tvivles" og "Jeg tænker, ergo er jeg til". Den første symboliserede hans filosofiske udgangspunkt, som var at forkaste alle vedtagne dogmer og metodisk tvivle om alt, for derefter at opbygge et logisk system af sandheder, fra de enkle til de mere komplicerede. Han begyndte med at konstatere, at siden der fandtes en tvivl, måtte der også være én, der tvivlede, dvs. tænkte. Han udviklede teorien i hovedværket, Discours de la Métode (1637; dansk Om metoden, 1937) Som en metode til at forene al videnskab fremhævede Descartes matematikken med dens klarhed og logik. Han forsøgte at bevise Guds eksistens ved at konkludere, at siden forestillingen om den fuldkomne Gud ikke kunne stamme fra det ufuldkomne menneske, måtte den stamme fra Gud selv. Han sondrede mellem sjælen (tanken) og legemet (materien) og hævdede, at mens dyrene ikke havde nogen sjæl og derfor var "maskiner", blev de to substanser forenet i mennesket. I kraft af sin metode blev Descartes den første rationalist i nyere tid, og hans videnskabsteori blev grundlæggende for moderne naturvidenskab og filosofi. Som matematiker gjorde han tillige en banebrydende indsats ved at indføre den analytiske geometri, som forenede geometrien med algebra.

Deutsch, David er forsker på Wolfson College; han modtog sin doktortitel i fysik på Oxford under Dennis Sciama, udførte post-doktor forskning under John A. Wheeler, Bryce DeWitt og Roger Penrose og arbejder nu på beregningens kvantemekanik. Deutsch har skrevet en bog om fysik og filosofi, The Fabric of Reality, (Allen Lane, New York, 1997). [Tidsrejsens kvantefysik], [Kvantefilosofi], [Skygger], [Tiden: Det første kvantebegreb], [Livets betydning], [Virkelighedens klæde].

Dossey, Larry praktiserer intern medicin ved Dallas Diagnostic Association og er aktivt engageret i klinisk forskning. Han er personaleleder på Medical City Dallas Hospital og assisterende professor ved Department of Psychology, North Texas State University. På dansk er udkommet: Lægevidenskabens krise med forord af Fritjof Capra, Borgen, 1982. ISBN 87-418-5468-3.

Dyson, Freeman (f.1923): amerikansk teoretisk fysiker. Siden 1953 professor i fysik ved Institute for Advanced Study i New Jersey, USA. Dyson er englænder af fødsel, men har arbejdet i USA siden 1947. Dysons største indsats inden for den fysiske grundforskning er hans bidrag til forståelsen af kvanteelektrodynamikken i samarbejde med Richard P. Feynman, men hans virkefelt har været langt bredere. Anden verdenskrigs militærforskning skabte en interesse for anvendelsen af videnskab til praktiske formål, og det førte Dyson fra militærforskning til nedrustningsstudier og planer for anvendelsen af atomvåben som drivmiddel ved udforskningen af galaksen. Dyson har modtaget en stribe videnskabelige anerkendelser, men er også en anset skribent, der har bidraget til tidsskrifter som Scientific American og The New Yorker. Selvbiografien Disturbing the Universe (Harper & Row, New York 1979) er meget rost for dens åbenhjertighed og fortælleglæde. Dyson tilhører en generation af fysikere, der har haft meget at fortryde, men også meget at begejstres over. I de senere år har Dyson kastet sig over biologiens problemer. På dansk findes Livets to begyndelser, Munksgaard, 1987, der er baseret på fire gæsteforelæsninger ved Trinity College i Cambridge, England.

Eddington, Sir Arthur Stanley (1882-1944): engelsk astronom, der opdagede sammenhængen mellem stjernernes masse og deres lysstyrke. Han blev i 1913 professor i astronomi ved Cambridge-universitetet og begyndte sin udforskning af stjernernes indre; bl.a. påviste han, hvordan energi ledes gennem en stjernes masse, som han fastslog bestod af luftarter. Førende tidlig fortaler for Einsteins love om almen relativitet; kraftig modstander af begrebet sort hul og af Chandrasekhars konklusion at hvide dværge har en maksimal masse.Space, Time & Gravitation (Cambridge U.P., Cambridge, 1920). [Samlede tanker om bevidsthedens rolle i den fysiske repræsentation af virkeligheden].

Englert, Berthold-Georg modtog sit doktorat fra University of Tübingen og er i øjeblikket medlem af University of Munich. Han er ansat på Max Planck Institute for Quantum Optics i Garching og har været besøgende forsker på universiteter i New Mexico, Polen, Ungarn og Frankrig. [Materiens og lysets dualitet].

Epikur (341-270 f.Kr.): græsk filosof, som videreførte Leucippos' og Demokrits atomistiske filosofi og udviklede den til både en etisk teori og en cyklisk kosmologi. Epikurs filosofi fremsættes i Lukretius' digt (ca. 96-95 f.Kr.) De Rerum Natura (Om tingenes natur).

Escher, Maurits Cornelis (1898-1972): hollandsk grafisk kunstner. [Illusionen af gravitation], [Skygger].

Eratosthenes (276-194 f.Kr.): græsk astronom og matematiker, der som den første udregnede Jordens omkreds. Han nåede frem til 39.689 km., som er forbløffende nær det rigtige mål på 40.076 km.

Faraday, Michael (1791-1867): engelsk fysiker, som opdagede den elektromagnetiske induktion (1831), grundlaget for el-motoren, dynamoen, transformatoren og telefonen. Til beskrivelse af elektriske og magnetiske felter indførte han kraftliniebegrebet; han udviklede de elektrolytiske love (Faradays love) og opdagede i 1836 det elektriske felts fuldstændige afskærmning inde i et metaltrådsbur (Faradays bur). I 1845 opdagede han, at lysets polarisationsplan kan drejes i et magnetisk felt, og samme år opdagede han diamagnetismen. Faraday, der begyndte at læse naturvidenskabelige bøger, mens han var i bogbinderlære, var en af fysikkens ypperligste eksperimentatorer. Hans arbejder blev videreudviklet af Maxwell, der beskrev de elektromagnetiske teorier matematisk. [Skygger], [Tiden. Det første kvantebegreb].

Favrholdt, David professor i filosofi ved Odense Universitet. Er en internationalt anerkendt Wittgenstein-forsker, men er i løbet af de sidste ti år også blevet kendt i udlandet for sine mange artikler om Niels Bohr. Bogen Niels Bohrs Philosophical Background, der udkom i 1993, er allerede kendt viden om, og er udkommet i Beijing i en kinesisk udgave. Medredaktør af den store, officielle udgivelse af Niels Bohr: Collected Works, (North Holland-Elsevier). Fysik, Bevidsthed, Liv - studier i Niels Bohrs filosofi, Odense Universitetsforlag 1995.

Feynman, Richard P. (1918-1988): amerikansk teoretisk fysiker; en af de bedste, og bedst kendte, lærere i kvantemekanik i de sidste tyve år. Hans tre-binds værk Feynman Lectures on Physics blev offentliggjort i begyndelsen af 1960erne. De udgør den alen, som alle andre lærebøger bør måles med. Han har også holdt populære foredrag om emnet. Fx en TV-serie i BBC i 1965. Den blev offentliggjort under titlen The Character of Physical Law. Født i 1918, var han på højden som teoretiker i 1940erne, da han var indblandet i opstillingen af ligningerne i kvanteelektrodynamikken. Det er kvanteudgaven af elektromagnetismen. Han fik Nobelprisen for det arbejde i 1965. Samarbejdede med Freeman Dyson. Feynmans særlige plads i kvantemekanikkens historie er som repræsentant for den første generation af fysikere, der voksede op med en færdigudviklet grundlæggende kvantemekanik. En god biografi er No Ordinary Genious, The illustrated Richard Feynman, af Christopher Sykes, W.W. Norton & Company, New York, 1994, ISBN 0-393-03621-9. [Kvanteadfærd], [Forholdet mellem bølge- og partikelsynspunkter], [Sandsynlighedsamplituder].

Flammarion, Camille (1842-1925): fransk astronom og skribent. På dansk: Beboede Verdener, P.G. Philipsens Forlag, København, 1894.

Galilei, Galileo (1564-1642): italiensk astronom, fysiker og matematiker, som grundlagde den naturvidenskabelige metode, nemlig at afprøve teorier gennem omhyggelige forsøg, kombineret med matematiske slutninger. Galilei forbedrede i væsentlig grad kikkerten og opdagede herved fire af Jupiters måner, Saturns ring, Månens bjerge og dale, solpletterne samt at Mælkevejen ikke er en tåge, men et mylder af stjerner; gennem faldforsøg, efter sigende fra toppen af det skæve tårn i Pisa, fandt han frem til de rigtige love for legemers fald og for bevægelse med konstant acceleration. Hans astronomiske observationer fik ham til at gå ind for Kopernikus' verdensbillede med Solen som centrum og planeterne, heriblandt Jorden, kredsende omkring denne; denne udlægning bragte ham mange fjender, først og fremmest den katolske kirke, som i 1633 tvang ham til at trække påstanden om, at Jorden bevæger sig, tilbage; han gjorde det, men skal ifølge overleveringen samtidig have mumlet "Men den bevæger sig nu alligevel".

Geiger, Hans (1882-1945): tysk fysiker, der arbejdede hos Rutherford i England, sammen med Rutherford opfandt han geigertælleren.

Geroch, Robert (f. 1942): amerikansk teoretisk fysiker; studerede under Wheeler; udviklede med andre globale metoder til analyse af sorte huller; viste at rummets topologi kun kan ændres (for eksempel når et ormehul dannes), hvis en tidsmaskine produceres i processen; gav, sammen med Wald det første argument, som antydede at tidsmaskiner måske ødelægges når som helst de prøver at dannes.

Gribbin, John (f. 1946): er magister i astrofysik fra Cambridge University. Han var i fem år redaktør af tidsskriftet Nature og var samtidig redaktør af det naturvidenskabelige stof i The Times. Redaktør ved ugemagasinet New Scientist. Er nu Visiting Fellow in Astronomy på University of Sussex. Hans forfatterskab er omfattende, senest er udkommet Stardust om genbrug af stjerner, planeter og folk. Desuden Almost Everyone's Guide to Science, Weidenfeld & Nicolson, London 1998, Empire of the Sun, Planets and Moons of the Solar System, sammen med Simon Goodwin, New York University Press, New York, 1998 , Origins: Our Place in Hubbles Universe (sammen med Simon Goodwin), The Case of the Missing Neutrinos; på dansk er udkommet På sporet af The Big Bang, På sporet af dobbeltspiralen, På sporet af Schrödingers Kat og sammen med Martin Rees Moderne kosmologi, Gyldendal.

Grishchuk, Leonid: russisk fysiker fra Sternberg Astronomy Institute i Moskva. Argumenterede i 1987 for at Big Bang kunne have efterladt tyngdekraftbølger i universet som var målelige. [Kosmogoniens dikotomi].

Guth, Alan H. : amerikansk fysiker; studerede på Massachusetts Institute of Technology; han fik sin Ph.D. i fysik på M.I.T. i 1972. Han skriver:" Jeg var ansat på Princeton University, Columbia University, Cornell University og Stanford Linear accelerator Center (SLAC). Det meste af den tid arbejdede jeg med temmelig abstrakte matematiske opgaver indenfor elementarpartikel teori og vidste ikke mere om udviklingen i kosmologi end den gennemsnitlige lægmand. Mens jeg var på Cornell overtalte en kollega, Henry Tye, mig (med stort besvær) til at slutte mig til ham i studiet af magnetiske monopoler i det tidlige univers, og det var på den måde min karriere ændrede retning. Jeg fortsatte arbejdet det følgende år på SLAC. Kort efter vendte jeg tilbage til M.I.T. som associeret professor i fysik, det job jeg har nu." Har sammen med Alan P. Lightman skrevet The Inflationary Universe: The Quest for a New Theory of Cosmic Origins, 352 sider, Perseus Pr, 1997, ISBN: 0201149427. [Det inflatoriske univers], [Det selv-reproducerende inflatoriske univers].

Hahn, Otto (1879-1968): tysk kemiker, som opdagede kernespaltningen. I midten af 1930'erne påviste han sammen med F. Strassmann og Lise Meitner et stærkt radioaktivt stof i uran, der var blevet bombarderet med neutroner, og i 1938 opdagede han, at neutronerne formåede at spalte uranatomet i to omtrent lige store nye atomer, som var væsentlig lettere end uranatomet. For denne opdagelse modtog han i 1945 Nobelprisen i kemi for 1944.

Halley, Edmond (1656-1742): engelsk astronom, efter hvem Halleys komet er opkaldt. Allerede som dreng var Halley en dygtig astronom. I 1676 rejste han til St. Helena for at studere den sydlige halvkugles stjerner; året efter observerede han Merkurs passage forbi Solen. Hans omfattende studier af kometer førte til hans antagelse, at den komet, der havde optrådt i 1682, var den samme som den i 1456, 1531 og 1607, og han forudsagde korrekt dens tilbagekomst i 1758.

Halliwell, Jonathan J. Jonathan J. Halliwell er på Imperial College, University of London. Som tidligere elev af Stephen W. Hawking, modtog Halliwell sin Ph.D. fra University of Cambridge i 1986. Han har haft stillinger ved Center of Theoretical Physics på Massachusetts Institute of Technology, Christ's College, Cambridge og Institute for Theoretical Physics ved University of California, Santa Barbara. Hans forskning fokuserer på kvantekosmologi og kvantegravitation. [Kvantekosmologi og skabelsen af universet.], [Kosmogoniens dikotomi], [Informationsspredning i kvantekosmologi].

Hartle, James B. (f. 1939): Studerede under Wheeler; viste med Bekenstein at man ikke ved ydre studier af et sort hul kan bestemme hvad slags partikler der var blandt det materiale, der dannede det; opdagede sammen med Hawking de love, der styrer udviklingen af et sort huls horisont; udvikler sammen med Hawking indsigter i kvantegravitationens love. Department of Physics, University of California, Santa Barbara, CA 93106 USA. [Kvantemekanik i lyset af kvantekosmologi], [Ækvivalente sæt historier og mangfoldige kvasiklassiske riger], [Kvantekosmologi: Opgaver til det 21. århundrede], [Videnskabelig viden fra kvantekosmologiens perspektiv], [LANL e-print archive, - mirror Augsburg].

Heisenberg, Werner K. (1901-1976). tysk fysiker, arbejdede i flere år hos N. Bohr i København, udviklede den mekaniske version af kvanteteorien. Hans navn forbindes især med den såkaldte ubestemthedsrelation, ifølge hvilken parvis variable, der beskriver en bevægelse (f.eks. hastighed og position, energi og tid), ikke kan måles med fuldkommen nøjagtighed, idet måleprocessen selv påvirker det, der skal måles. Heisenberg, der i 1933 modtog Nobelprisen i fysik for 1932, har bl.a. skrevet Fysik og humanisme (1955; dansk 1959), Fysik og filosofi (1959; dansk 1960) samt Del og helhed (1969; dansk 1971). [Københavnertolkningen af kvantemekanik], [Atomfysik og kausal lov], [Samlede tanker om bevidsthedens rolle].

Heraklit (ca. 540-483 f. Kr.): Herakleitos, græsk filosof, der fremhævede altings evige forandring ("man kan ikke bade i den samme flod to gange") og ilden som det stof, alting er opstået af og igen opløses af.

Herschel, William (1738-1822): tysk-britisk astronom, opr. musiker  og komponist. Han opdagede i 1781 planeten Uranus, målte omløbstiden for Mars og opdagede sollysets infrarøde stråler. Med selvbyggede spejlteleskoper fandt han ca. 2.500 stjernehobe og stjernetåger og 800 dobbeltstjerner. Han blev udnævnt til kongelig astronom og var den første præsident for Royal Astronomical Society. [Stjernernes vuggestuer], [Herschel/Planck: Kosmisk drømmehold], [Et vendepunkt for Terma], [Det tyvende århundredes videnskab: Den ny labyrint].

Hertz, Heinrich (1857-1894): tysk fysiker, påviste eksperimentelt rigtigheden af den elektromagnetiske strålingsteori. Han indså, at en mekanisk, stoflig æter var unødvendig for at forklare strålingens udbredelse.

Horgan, John var seniorskribent på Scientific American. Han har også bidraget til The New York Times, The Washington Post, The Times (London), The New Republic, Lingua Franca, Slate, The Sciences og Discover. The End of Science, Broadway Books, New York, 1996. The Undiscovered Mind: How the Brain Defies Explanation, Weidenfeld & Nicolson, London, 1999. [Kvantefilosofi], [I begyndelsen...], [Bevidsthedens gåde], [Sammenstød i Cambridge].

Hoyle, Sir Fred (1915-2001): Britisk matematiker og astronom bedst kendt som fortaler for steady-state teorien om universet (stabil tilstand, o.a.). Hoyle arbejdede under anden verdenskrig på udvikling af radar for British Admiralty. I 1948 fremlagde han sammen med astronomen Thomas Gold og matematikeren Hermann Bondi steady-state teorien. Indenfor rammerne af Albert Einsteins relativitetsteori formulerede Hoyle et matematisk grundlag for steady-state teorien, der gjorde universets udvidelse og skabelsen af stof afhængige af hinanden. I begyndelsen af 1960'erne voksede tvivlen om steady-state teorien. Nye observationer af fjerne galakser og andre fænomener, som støttede big-bang teorien (en betegnelse Hoyle havde udmøntet som en hån i 1940'erne), svækkede steady-state teorien og den er siden opgivet af de fleste kosmologer. Hoyle blev valgt til Royal Society i 1957, et år efter han indgik i staben på Mount Wilson og Palomar observatorierne i USA. Sammen med William Fowler og andre formulerede han teorier om stjerners oprindelse såvel som grundstoffernes dannelse inde i stjerner. Hoyle var direktør for Institute of Theoretical Astronomy i Cambridge (1967-73), som han var medgrundlægger af. Han blev slået til ridder i 1972. Hoyle er kendt for sine populærvidenskabelige bøger bl.a. Verdensrummet, Astronomi for alle, der udkom på dansk i 1956 og fremtidsromanen Budskabet fra Andromeda, 1962. [Hvordan kosmologi blev til en videnskab], [Universets udvikling].

Humboldt, Alexander von (1769-1859): tysk naturforsker og opdagelsesrejsende, hvis ekspeditioner til Syd- og Mellemamerika (1799-1804) lagde grunden til plantegeografien og gav væsentlige bidrag til geologi, meteorologi, klimatologi og læren om jordmagnetismen. Han var en særdeles alsidig forsker, der havde det faste sigte at finde en helhedsopfattelse, et sammenhængende verdensalt, skabt af alle de forskellige videnskabers enkeltdele. Han udviklede sine teorier i hovedværket Kosmos (1845-62); hans arbejder fik betydelig indflydelse på Darwin og Alfred Walace.

Hume, David (1711-76): skotsk filosof, der som empiriker gik et skridt videre end Berkeley, som havde benægtet eksistensen af ting, der ikke kan iagttages, men som havde fastholdt ideen om en sjælelig substans som den, der rummer tankerne. Hume benægtede også eksistensen af en sådan substans og anerkendte kun sansningen som grundlag for vore forestillinger; bevidstheden, sjælen, kender vi gennem en række oplevelser, men ikke som et "jeg" der har disse oplevelser, hævdede han. Jeg'et er kun en mængde bevidsthedstilstande, der hurtigt følger efter hinanden. Hume hyldede altså skepticismen som det eneste gyldige udgangspunkt for den menneskelige erkendelse; det kom til udtryk i hans afvisning af den almindeligt anerkendte lovmæssighed mellem årsag og virkning, eksemplificeret i de to billardkugler: den ene bevæger sig og rammer den anden, som så også bevæger sig; vi er tilbøjelige til at tro, at kugle 2 bevæger sig, fordi den rammes af kugle 1, men det kan vi ikke vide noget om, sagde Hume. Vi kan se først den ene, siden den anden kugle bevæge sig, men at den sidste bevægelse skulle være forårsaget af den første, kan vi ikke se; det er en forestilling inde i os selv. [Vanetænkning].

Huxley, Aldous (1894-1963) engelsk forfatter. Bl.a.:The Doors of Perception, Harper & Row, New York, 1990.

Huxley, Thomas Henry (1825-95): engelsk biolog. Han fremførte den tanke, at udviklingen ikke, som Darwin mente, skete gradvis, men snarere trinvis; herved introducerede han teorien om mutation.

Huygens, Christiaan (1629-95): nederlandsk astronom, fysiker og matematiker, et af den nyere naturforsknings store navne. Han kendes især for sin bølgeteori, dvs. teorien om, at lys ikke består af småpartikler, men er en bølgebevægelse. Han fremstillede en forbedret udgave af kikkerten og ydede væsentlige bidrag til astronomien og matematikken.

Isaacson, Walter : amerikansk forfatter, chefredaktør, er administrerende direktør for Aspen Institute. Han har været bestyrelsesformand og administrerende direktør for CNN og chefredaktør for Time. Han er forfatter til Einstein: Hans liv og univers. Gyldendal 2007, Benjamin Franklin: An American Life og Kissinger: A Biography, og han er medforfatter (sammen med Evan Thomas) til The Wise Men: Six Friends and the World They Made. Han bor i Washington, D.C. med sin kone og børn.

Jahn, Robert G. Dean Emeritus, School of Engineering and Applied Science og Professor of Aerospace Sciences, Princeton University. The Role of Consciousness in the Physical World, edited by R.G. Jahn. Boulder: Westview, 1981. [Samlede tanker om bevidsthedens rolle i den fysiske repræsentation af virkeligheden].

Jeans, Sir James Hopwood (1877-1946): engelsk astronom og fysiker, der trods en omfattende videnskabelig forskning især er kendt for sine populærvidenskabelige fremstillinger af himmelrummet og stjernerne, f.eks. Universet (1929) og Gennem tid og rum (1934). [Samlede tanker om bevidsthedens rolle].

Jensen, Claus (1949-): dansk cand.mag i dansk og historie fra Aarhus Universitet 1976, lektor ved Langkær Gymnasium og Undervisningsministeriets fagkonsulent i dansk for gymnasiet og HF. Challenger - et teknisk uheld. En dokumentarisk fortælling om vor tid, Samleren, 1993.

Joliot, Frederic (1900-1958): fransk fysiker, blev gift med Irene Curie-Juliot, selv fysiker. De opdagede ved deres arbejde den kunstige radioaktivitet i 1934. Nobelpris i 1935.

Kandinskij, Vasilij (1866-1944): russisk maler, en af den abstrakte malerkunsts pionérer. Fra 1896 til 1914 boede han i München, hvor han sammen med Franz Marc i 1911 grundlagde kunstnersammenslutningen Der blaue Reiter, som fik en vigtig rolle i den tyske impressionistiske bevægelse. Efter 1. Verdenskrig vendte han tilbage til München, hvor han var professor ved den berømte Bauhaus-skole, indtil denne blev lukket af nazisterne; fra 1933 var han bosat i Paris. I Bauhaus havde han udviklet sit geometriske formsprog, mens hans tidlige abstrakte billeders organiske kvaliteter blev genoplivet i Paris, om end præget af en mere forfinet teknik. Kandinskij fik stor betydning som kunstteoretisk forfatter og som inspirationskilde for den abstrakte malerkunst. [Det selv-reproducerende inflatoriske univers].

Kant, Immanuel (1724-1804): tysk filosof, født i Königsberg, det nuværende Kaliningrad i Rusland. Kant søgte at kombinere Leibnitz' rationalisme og Humes skepticisme; hans erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik der reinen Vernunft (1781), diskuterer mulighederne og grænserne for den menneskelige erkendelse og rummer de kendte begreber "das Ding an sich" og "das Ding für uns" om virkeligheden dels som den er, dels som den opfattes af mennesket. Kant betragtes som den nyere tids største tænker, og hans filosofi, den såkaldte kritiske idealisme, havde stor indflydelse på 1800-tallets tyske filosoffer. [Bevidsthed og Materie], [Naturvidenskab og humanisme].

Kepler, Johannes (1571-1630): tysk astronom, som opdagede Jordens elliptiske kredsen omkring Solen og formulerede lovene om planeternes bevægelser. Keplers religiøse tro overbeviste ham om, at der måtte være et harmonisk forhold mellem planeterne; i forsøget på at opklare det øjensynlige misforhold mellem Mars' faktiske bevægelse og den teoretiske, som det kopernikanske system foreskrev, formulerede han en overordnet teori om planeternes elliptiske baner. For at kunne forklare planeternes uregelmæssige hastigheder søgte han en grundlæggende lov for deres bevægelse og fandt løsningen i 1609-19 med opdagelsen af sine tre love: (1) Planetbanerne er ellipser med Solen i det ene brændpunkt. (2) Radiusvektor fra en planet til Solen beskriver lige store arealer i lige store tidsrum. (3) Kvadratet på en planets omløbstid divideret med tredje potens af dens middelafstand (ellipsebanens halve storakse) er konstant inden for Solsystemet. Kepler var Brahes assistent og efterfølger som hofastronom i Prag.

Koch, Christof amerikansk neurolog. Doktor i fysik fra Max Planck Institute for Biological Cybernetics, Tübingen, Tyskland 1982. Leder programmet for beregning og neurale systemer på Caltec, U.S.A. Samarbejdede med Francis Crick om at forstå den visuelle bevidsthed på neuronernes niveau. [Et sind for bevidsthed], [Hvorfor nervevidenskaben måske kan forklare bevidsthed], [Francis Crick, 1916-2004.].

Kopernikus, Nicolaus (1473-1543): polsk astronom, der revolutionerede teorierne om himmellegemernes bevægelser ved at fremsætte sin heliocentriske ide. I sit hovedværk De revolutionibus orbium coelestium libri VI, der udkom i 1543, tilbageviste han Ptolemaios og fremhævede i stedet andre græske astronomers ideer om et system med Solen som centrum, der dog aldrig havde vundet anerkendelse. Hans verdensbillede med planeterne, heriblandt Jorden, kredsende omkring Solen affødte en forenklet og mere konsistent teori om Solsystemet. Kopernikus' konklusioner blev bekræftet og videreført af Kepler og Galilei og blev grundlaget for alle senere studier af planeternes bevægelser.

Krauss, Lawrence M.: Krauss betragter sine overvejelser af livets fremtid som en naturlig udvidelse af hans interesse for universet og hans bøger om science fictions forudsigelser, The Physics of Star Trek og Beyond Star Trek har en lignende motivation. Som formand for fysikafdelingen på Case Western Reserve University i Cleveland, var Krauss blandt de første kosmologer, der argumenterede kraftigt for, at universet er domineret af en kosmologisk konstant - et synspunkt, der nu deles bredt. I 2000 er udkommet Quintessence: The mystery of Missing Mass in the Universe. Basic Books, New York, 2000 og i 2001 Atom: An Odyssey From the Big Bang to Life on Earth...and Beyond Little, Brown, New York, 2001.[Skæbnen for liv i Universet], [Kosmologisk Antigravitation].

Kruse, Tove Elisabeth: Ph.D. og lektor ved Roskilde Universitetscenter. Helhedsvision og videnskab - hos 1500-1600 tallets naturforskere, C.A. Reitzels Forlag A/S, 1996.

Køppe, Simo Virkelighedens Niveauer, De nye videnskaber og deres historie, Gyldendal 1990. [Virkelighedens niveauer. Del II: Fysik].

Landau, Lev Davidovich (1908-1968): sovjetisk teoretisk fysiker; Nobelpristager; indførte teoretisk fysik fra Vesteuropa til U.S.S.R. i 1930'erne; prøvede at forklare stjerners varme som frembragt af stjernemateriales indfangning på en neutronkerne i stjernens centrum og igangsatte dermed Oppenheimers forskning af neutronstjerner og sorte huller; blev fængslet under Stalins rædselsregime og derefter løsladt, så han kunne udvikle teorien om superfluidicitet; bidrog til sovjetisk atomvåben forskning. [Det inflatoriske univers],[Det selv-reproducerende inflatoriske univers].

Laplace, Pierre Simon (1749-1827): fransk naturfilosof; udviklede og populariserede i 1795 begrebet om en sort stjerne (sort hul) som styret af Newtons fysiklove.

Laue, Max v. (1879-1960): tysk fysiker, frembragte interferens med røntgenstråler ved at anvende en krystal som bøjningsgitter.

Leibnitz, Gottfried Wilhelm (1646-1716): tysk matematiker, filosof, jurist og historiker. Hans vigtigste bidrag til matematikken var opfindelsen af differentialregningen (uafhængigt af Newton) og den første regnemaskine, der kunne klare alle fire regnearter; den benyttede det binære talsystem, som han som den første beskrev og systematiserede. Leibnitz' idealistisk-metafysiske filosofi betragtede verden som opbygget af en mængde substanser eller enheder, kaldet monader, der hver især var en slags sjæle med vekslende grad af bevidsthed; ud fra disse skulle alle ting og egenskaber kunne forklares. Leibnitz forsøgte endvidere at skabe et logisk universalsprog, som kunne løse alle filosofiske og videnskabelige problemer.

Linde, Andrei D. teoretisk fysiker; en af skaberne af inflationsteorien. Efter at være bestået fra Moskva Universitet, modtog han sin Ph.D. ved P.N. Lebedev Fysik Instituttet i Moskva, hvor han begyndte at udforske forbindelserne mellem partikelfysik og kosmologi. Han blev professor i fysik på Stanford University i 1990. Particle Physics and Inflationary Cosmology, Harwood, Chur, Switzerland, 1990. [Det selv-reproducerende inflatoriske univers], [Det inflatoriske univers], [Parallelle universer].

Linné, Carl von (1707-78): svensk naturforsker, grundlæggeren af den videnskabelige botanik og systematik. Linné blev i 1741 professor i botanik ved universitetet i Uppsala, som gennem hans forelæsninger, ekskursioner og samlinger blev et centrum for Europas botanikere. Han skrev en række videnskabelige værker, hvori han på banebrydende vis udviklede og opstillede slægtsskabs-, arts- og navngivningssystemer for planteverdenen; han fandt og beskrev selv et stort antal plantearter og baserede hele sit videnskabelige virke på iagttagelsen, som han fremhævede som naturforskerens vigtigste redskab. Hans hovedværker er Systema naturæ (1735) og Fundamenta botanica (1736).

Loewer, Barry: amerikansk filosof; Rutgers University; har sammen med David Z. Albert fremsat "mange sind synspunktet". Hver observatør, forklarer de, eller "bevidst perciperende system", er associeret med et uendeligt sæt bevidstheder, som oplever forskellige mulige resultater af enhver kvantemåling. Rækken af muligheder, som er indbygget i Schrödingerligningen svarer til den myriade af oplevelser disse bevidstheder undergår, i stedet for en uendelighed af universer. Opfattelsen kan lyde langt ude, men den er ikke mere radikal, argumenterer Albert, end mange-historier teorien eller selveste Københavnertolkningen. [ Kvantefilosofi]

Lorentz, Hendrik Antoon (1853-1928): nederlandsk fysiker, hvis teorier om hurtigt bevægende elektroners adfærd foregreb en del af Einsteins specielle relativitetsteori. Lorentz fik i 1902 Nobelprisen for sine undersøgelser af den magnetiske effekt på spektrallinjer. I 1903 fremsatte han en teori om genstandes sammentrækning i bevægelsesretningen, når deres hastighed nærmer sig lysets, den såkaldte Lorentzkontraktion; allerede i 1890erne havde han fremsat hypoteser herom, i forsøget på at forklare Michelsons og Morleys resultater.

Loschmidt, Josef (1821-1895): østrigsk fysiker, udførte den første bestemmelse af molekylernes størrelse og antal.

Mach, Ernst (1838-1916): fysiker, videnskabshistoriker og filosof i den empiriske tradition fra Locke, Berkeley og Hume, betragtede fysiske love som intet andet end økonomiske måder at repræsentere resultaterne af tidligere eksperimenter på og til forudsigelse af fremtidige resultater.

Maxwell, James Clerk (1831-1979): skotsk forsker, en af 1800-tallets mest fremtrædende teoretiske fysikere. Han udviklede den elektromagnetiske lysteori efter Faradays ideer i Treatise on Electricity and Magnetism (1873), som er en milepæl i fysikkens historie; heri indførte han feltteorien, som munder ud i de såkaldte Maxwells ligninger, der danner grundlaget for studiet af elektromagnetiske bølger og stråling. Den elektromagnetiske lysteori førte til Hertz' opdagelse af radiobølgerne. Maxwell ydede også bidrag til farvelæren, studiet af Saturns ringe og, herudfra, den kinetiske gasteori.

Meitner, Lise (1878-1968): østrigskfødt fysiker, der i 30 år arbejdede sammen med Hahn og som forklarede uranspaltningen, som hun kaldte fission. Meitner var i årene 1917-38 professor i Berlin; som jøde måtte hun flygte til Sverige, hvor hun med Bohrs hjælp fik beskæftigelse ved Nobelinstituttet i Stockholm og senere ved den tekniske højskole. I 1960 slog hun sig ned i Cambridge i England.

Mendelejev, Dimitrij (1834-1907): russisk kemiker, der opstillede et periodisk system for grundstofferne på grundlag af disses atomvægt. Ud fra dette system kunne han forudsige eksistensen af adskillige endnu ikke fundne stoffer samt fastslå, hvilke fysiske og kemiske egenskaber de måtte være i besiddelse af. Det periodiske system påviste også ukorrektheder i nogle af de fundne atomvægte, hvad senere eksperimenter bekræftede; systemet fik stor betydning for vort århundredes fysik og kemi.
[Naturvidenskab og livsforståelse].

Michell, John (1724-1793): britisk naturfilosof; udviklede og populariserede begrebet om en sort stjerne (sort hul) som styret af Newtons fysiklove.

Michelson, Albert Abraham (1852-1931): tysk-født, amerikansk eksperimental fysiker; Nobelpristager, opfandt interferometer-teknikken; brugte denne teknik til at opdage at lysets hastighed er uafhængig af ens hastighed gennem Universet.
[Virkelighedens niveauer], [Krusninger på rumtiden].

Millikan, Robert Andrews (1868-1953): amerikansk fysiker, der i 1910 som den første målte elektronens elektriske ladning. Dette skete ved, at han studerede virkningen af en elektrisk ladet oliedråbes frie fald i et elektrisk felt og opdagede, at dråbens ladning altid var et helt antal elektriske elementarladninger. Millikan studerede også den fotoelektriske effekt, som Einstein havde opstillet en formel for, og fandt herved værdien af Plancks konstant. At han i sine unge dage blev fysiker skyldtes, at han ved en fejltagelse var blevet bedt om at undervise et semester i fysik på universitetet, hvor han var kommet til for at læse græsk; han slog til, blev siden professor i fysik og modtog i 1923 Nobelprisen.

Minkowski, Hermann (1864-1909): tysk teoretisk fysiker; Einsteins lærer; opdagede at rum og tid forenes til rumtid.
[Bevidsthed og materie].

Misner, Charles W. (1932- ): amerikansk teoretisk fysiker; studerede under Wheeler; udviklede en indsigtsfuld indeslutnings-diagram beskrivelse af hvordan en imploderende stjerne danner et sort hul; skabte en forskningsgruppe som bidrog væsentligt til den "gyldne tidsalder" i forskningen om sorte huller; opdagede at elektromagnetiske og andre bølger, som udbreder sig nær spinnende sorte huller, kan trække rotationsenergi fra hullet og bruge den til at forstærke sig selv; opdagede "mixmaster" svingningerne i tidevandsbølger nær singulariteter.

Moseley, Henry (1887-1915): engelsk fysiker, undersøgte røntgenstrålingens liniespektrer og fandt sammenhængen mellem stoffets atomnummer og strålingens frekvens (Moseleys lov). Loven kan benyttes til bestemmelse af et stofs atomnummer.

Newton, Sir Isaac(1642-1727): engelsk matematiker og fysiker, som allerede under sin studietid gjorde de fleste af de opdagelser, der senere gjorde ham berømt. Han udviklede den almene binominalformel og opfandt infinitesemalregningen, som han kaldte fluktionsregning (og som Leibnitz, uafhængigt heraf, opfandt samtidig). Han formulerede desuden gravitationsloven (tyngdeloven) og foretog en række grundlæggende undersøgelser over lysets natur, ligesom han konstruerede den første spejlkikkert. Resultaterne af sine optiske eksperimenter samlede han i værket Optics (1704), mens hans studier af bevægelse og massetiltrækning, takket være Halleys hjælp og støtte, udkom i hovedværket Philosophia naturalis principia mathematica (1687), der kom til at danne grundlag for de næste århundreders udvikling inden for fysikken og astronomien og som må regnes for et af de betydeligste værker inden for den fysiske videnskab overhovedet. Newton var professor i matematik ved Universitetet i Cambridge 1669-1703; han var desuden parlamentsmedlem og blev senere møntmester og præsident for Royal Society.

Nielsen, Holger B.: dansk atomfysiker som sidst i 1960erne, sammen med Yoichiro Nambu fra University of Chicago, T. Goto og Leonard Susskind fra Stanford University, viste, at anvendelse af Gabriele Venezianos formel for hadron vekselvirkninger er det samme som at beskrive hadronerne som strenge. [Myten om tidens begyndelse], [At forklare alting], [Magi, mystik, og Matrix], [Strengteori landskabet], [Brane ny verden], [Universet i en nøddeskal], [Teorien der tidligere var kendt som strenge].

Nobel, Alfred (1833-96): svensk kemiker og sprængstoffabrikant. Han opfandt i 1866 dynamit (ved at fremstille en pasta af nitroglycerin og trækul eller kiselgur; i vore dage bruges andre tilsætningsstoffer.) Han grundlagde sprængstoffabrikker i flere lande og efterlod ved sin død en formue, hvis renter anvendes til de årlige Nobelpriser.

Nørretranders, Tor (1955- ): cand.techn.soc. 1982 fra Roskilde Universitetscenter, videnskabelig medarbejder ved "Information" 1975-82. DTH 1982-83, Weekendavisen 1983-85, Børsens Nyhedsmagasin 1985-86, DR-TV-Kulturafdeling 1986-87, det videnskabsjournalistiske værksted Chaos 1988-89, Det Kgl. Danske Kunstakademi 1990-91.
Har udover Mærk Verden bl.a. skrevet Om kapitalistisk naturvidenskab (1976), Kosmos eller kaos (1984), Det udelelige (1985), Naturvidenskab og ikke-viden (1987), Den blå himmel (1987), Verden vokser: Tilfældighedens historie (1994), Person på en planet (1995), Stedet som ikke er (1997), The User Illusion, Viking, New York, 1998 og Einstein, Einstein, Politikens Forlag, 2005. [Virkelighedens niveauer], [Den bevidste oplevelses gåde], [Dennetts farlige ide].

Ockham, William af (Occam) (ca. 1285-1349): fransiskanermunk og betydningsfuld engelsk teolog og filosof; som nominalist var han imod megen af St. Thomas Aquinas' tænkning og middelalderlig aristotelianisme, han afviste også pavens magt på det sekulære område; han tillægges begrebet Ockhams ragekniv (Ockham's razor); det er et princip, som siger, at entiteter ikke bør multipliceres udover det nødvendige eller at man bør vælge den enkleste forklaring, den som kræver færrest antagelser og principper. [Tidsrejsens kvantefysik], [Parallelle universer].

Osserman, Robert: Professor i matematik ved Stanford University. Universets geometriske poesi - en rejse i verdensrummets matematiske magi, Gyldendal, 1998.

Pais, Abraham (1918-2000): Født i Amsterdam. Tog doktorgraden i fysik 1941 og måtte straks efter gå under jorden, da jødeforfølgelserne i det af tyskerne besatte Holland tog fart. Kom efter krigen i 1946 til København, hvor han studerede et år hos Niels Bohr. Rejste herefter til USA, hvor han i en årrække var professor ved Institute for Advanced Study i Princeton sammen med Albert Einstein, som han blev en nær ven af de sidste ni år af Einsteins liv. Udsendte 1982 bogen Subtle is the Lord om Einsteins liv og forskning, 1986 Inward Bound, et stort værk om det 20. århundredes fysik og 1991 Niels Bohrs Times, In Physics, Philosophy, and Polity, på dansk Niels Bohr og hans tid i fysik, filosofi og samfundet, Spektrum 1994. Siden 1963 professor ved Rockefeller University i New York. Gift med lektor i antropologi ved Københavns Universitet Ida Nicolaisen. Medlem af en lang række internationale videnskabelige selskaber. Modtog 1979 The Oppenheimer Prize og 1992 The Physica Prize of the Netherlands. [Rummets og tidens natur], [Pais om Bohr].

Parmenides (ca. 540-480 f.Kr.): græsk filosof som levede i den græske koloni i Elea i Syditalien. Grundlæggeren af vestlig metafysik. Denne før-sokratiske tænker mente at "væren" er den grundlæggende substans og oprindelige virkelighed af hvilken alle ting er opbygget og at bevægelse, forandring, tid, forskel og virkelighed er sanseillusioner. Parmenides mente at alt som er, har været der altid. Det var en almindelig forestilling hos grækerne. De tog det nærmest for givet, at alt hvad der findes i verden er evigt. Intet kan opstå af intet, mente Parmenides. Og intet som eksisterer, kan blive til intet. Men Parmenides gik længere end de fleste. Han mente at ingen virkelig forandring var mulig. Intet kan blive til noget andet end det, det er. Parmenides var selvfølgelig klar over at naturen netop fremviser stadige forandringer. Med sanserne registrerede han hvordan tingene forandredes. Men han fik det ikke til at stemme med det hans fornuft fortalte ham. Når han blev tvunget til at vælge mellem at stole på sanserne eller på fornuften, så valgte han fornuften. Vi kender udtrykket: "Jeg tror det ikke før jeg ser det". Men Parmenides troede det heller ikke da. Han mente at sanserne giver os et forkert billede af verden, et billede som ikke stemmer overens med menneskets fornuft. Som filosof anså han det for sin opgave at afsløre alle former for "sansebedrag". Denne stærke tro på menneskets fornuft kaldes rationalisme. En rationalist er en person der har stor tiltro til menneskets fornuft som kilde til al kundskab om verden. [Den fra bit].

Pauli, Wolfgang (1900-58): østrigsk fysiker, som i 1925 opdagede udelukkelsesprincippet, for hvilket han 20 år senere blev belønnet med Nobelprisen. Udelukkelsesprincippet går ud på, at to identiske partikler ikke kan befinde sig i samme kvantemekaniske tilstand. I 1931 var han den første, der forudsagde neutrinoens eksistens. [Samlede tanker om bevidsthedens rolle].

Peat, F. David (1938- ) er fysiker og videnskabsskribent. Hans Ph.D. i fysik er fra Liverpool University. Han bor i Ottawa, Canada, har undervist på Queen's University og forsker for the National Research Council of Canada. Ud over en række videnskabelige artikler har han skrevet en halv snes populærvidenskabelige bøger, bl.a. Superstrings and the Search for the Theory of Everything, Artificial Intelligence: How Machines Think og Cold Fusion: The Making of a Scientific Controversy. Med fysikeren David Bohm forfattede han Videnskab og Kreativitet (1989), og han redigerede med Basil Hiley et festskrift til samme Bohm, Quantum Implications (1987). Har på dansk udgivet Einsteins måne: Jagten på kvantevirkeligheden, Munksgaard 1992, ISBN 87-16-10895-7.

Perrin, Jean (1870-1941): fransk kemiker, bestemte Avogadros tal ud fra målinger af de brownske molekylbevægelser, viste, at katodestråler var partikler med negativ ladning. Nobelpris i 1926.

Platon (427-347 f.Kr.): græsk filosof, hos hvem alle den græske filosofis præ-sokratiske elementer samles: Pythagoras' matematisk inspirerede doktriner, Parmenides' logik, Zenons eleaticisme og Heraklits teorier. Platon udarbejdede aldrig en systematisk afhandling om sine synspunkter, men fremlagde i stedet sin filosofi i 34 (besvarede) dialoger, hvori Sokrates fungerer som talerør. Det centrale i hans tænkning er idélæren, der udlægger de begreber, man oplever i sanseverdenen, som ufuldkomne afskygninger af en hinsidig, virkelig verden, idéverdenen, hvor begreberne er evige og uforanderlige; siden, ifølge Platon, individets sjæl eksisterede i idéverdenen før legemets fødsel, er alle tankevirksomhedens resultater i virkeligheden erindringer fra denne præeksistens og derfor bedst egnede til at udvikles gennem den undervisningsform, hvori læreren stiller spørgsmål til eleverne, hvis viden således vækkes. I Staten, Platons berømteste værk, fremsætter han sin statslære; idealstaten er - ligesom menneskesjælen - sammensat af fornuft, følelse og drifter, hvortil svarer dyderne visdom, tapperhed og selvbeherskelse. Derfor er den opdelt i tre klasser, nemlig vismændene, som er de styrende, krigerne og de næringsdrivende. Af hans øvrige dialoger kan nævnes Apologien, som er Sokrates' forsvarstale efter dødsdommen, Faidon, som skildrer Sokrates' sidste dag, tilbragt med diskussioner om sjælens udødelighed, og Lovene, der som en videreførelse af Staten behandler juridiske og sociale problemer.

Plücker, Julius (1801-1868): tysk fysiker, undersøgte udladninger i fortyndede luftarter, opdagede, at ved stærk fortynding kunne strålingen afbøjes af en magnet.

Pythagoras (ca. 580-500 f.Kr.): græsk filosof og matematiker, som grundlagde det religiøst-asketiske samfund Den pythagoræiske Skole. Pythagoras baserede sin filosofi på mystik og talspekulationer, og for hans tilhængere, pythagoræerne, var tal og harmoniske talforhold nøglen til forståelse af verden og virkeligheden. Foruden at være talmystikere var pythagoræerne imidlertid også forskere, der opnåede flere resultater inden for matematikken, f.eks. udviklingen af den pythagoræiske læresætning og de irrationale tal, samt inden for musik, arkitektur og astronomi.

Ramachandran, V.S. MD, PhD er en af verdens førende hjerneforskere. Han er professor og direktør for The Center for Brain and Cognition, University of California, San Diego og adjunct professor på Salk Institute, La Jolla.Phantoms in the Brain, Fourth Estate, London 1998, ISBN 1-85702-618-7. [Ser marsboerne rødt?].

Rees, Martin er Royal Society Research Professor på University of Cambridge og bærer titlen Astronomer Royal. Han var tidligere direktør for Cambridge Institute of Astronomy og før det professor ved University of Sussex. Hans forskningsinteresser inkluderer sorte huller, galaksedannelse og højenergi astrofysik. Han giver også forelæsninger og skriver omfattende for det almene publikum. Hans seneste bøger er Gravity's Fatal Attraction (Scientific American Library, 1996, med Mitchell C. Begelman), Before the Beginning: Our Universe and Others (Perseus Books, 1998) og Just Six Numbers (Basic Books, i trykken). [Udforskning af vort univers og andre].

Riemann, Georg Bernhard (1826-66): tysk matematiker, der fik gennemgribende indflydelse på matematikken gennem sin udvikling af de såkaldte "Riemanns flader", en afbildning af komplekse funktioner; dette arbejde lå i forlængelse af Abels teorier om algebraiske funktioner og deres integraler. Riemanns differentialgeometri fik senere væsentlig betydning for Einsteins relativitetsteori. [Kvantegravitation].

Rutherford, Ernest Lord (1871-1937): britisk fysiker, som i 1911 opstillede den første atommodel. Rutherford, der stammede fra New Zealand, kom i 1895 til Cavendish-laboratoriet i Cambridge; i 1898 blev han professor i Montreal, i 1907 i Manchester og i 1919 ved Cavendish-laboratoriet. Efter at have studeret alfapartiklers passage gennem tynde stoflag opstillede han i 1911 en atommodel, hvori atomet bestod af en positivt ladet kerne omgivet af vægtløse, negativt ladede elektroner. Denne model dannede grundlag for Bohrs atomteorier og blev indledningen til hele den moderne atomforskning; i 1919 kunne han som den første spalte en atomkerne. Rutherford arbejdede under 1. verdenskrig med udstyr, der kunne lokalisere fremmede ubåde; allerede i 1908 modtog han Nobelprisen i fysik. I 1931 blev han adlet.
[Den fra bit], [Forsinket-valg eksperimenter og Bohr-Einstein dialogen], [Naturvidenskab og livsforståelse], [Virkelighedens niveauer].

Rydberg, Johann Robert (1854-1919): svensk fysiker, fandt ud fra empiriske resultater, at spektrallinierne i grundstoffernes spektrer kunne ordnes i serier.

Rømer, Ole (1644-1710): dansk astronom, der som den første påviste, at lyset bruger en vis tid på at bevæge sig. Rømer fulgte i 1672 med Picard til Paris, hvor han fra observatoriet studerede formørkelserne af Jupiters måner; da månerne dukkede op senere end han havde beregnet, betegnede han fænomenet "lysets tøven", dvs. den tid, det tog lyset at nå Jorden. Tilbage i København blev Rømer i 1861 professor ved Universitetet og direktør for Rundetårn-observatoriet; desuden blev han borgmester og politimester. Han indførte den gregorianske kalender (1700), gennemførte et ensartet og sammenhængende mål- og vægtsystem, forbedrede Københavns vandforsyning, gadebelysning og renovation og fik hele landet opmålt og matrikuleret.

Röntgen, Wilhelm Conrad (1845-1923): tysk fysiker, der i 1901 modtog den første Nobelpris i fysik for sin opdagelse af røntgenstrålerne seks år tidligere. Denne opdagelse har haft kolossal betydning, først i medicinen (til fotografering eller gennemlysning af knogler, væv m.v. og til bekæmpelse af svulstceller) og siden inden for det tekniske område (til materialeprøvning). Røntgenstråler bruges i dag også til bestemmelse af faste stoffers krystalstruktur.

Sagan, Carl (1934-1996): David Duncan Professor i Astronomi og Rumvidenskab og direktør for Laboratory for Planetary Studies på Cornell University, NY. Han spillede et ledende rolle i Mariner, Viking og Voyager rumfartøjernes ekspeditioner til planeterne, for hvilket han modtog NASA Medals for Exceptional Scientific Achievement og (to gange) for Distinguished Public Service. Han var engang forskningsassistent for Nobelpristageren, genetikeren H.J. Muller og fortsatte sin forskning i livets oprindelse. Masursky Award fra det Amerikanske Astronomical Society citerer:"hans ekstraordinære bidrag til udviklingen af planetvidenskaben ... Som forsker, der er trænet i både astronomi og biologi, har Dr. Sagan givet vigtige bidrag til studiet af planetatmosfærer, planetoverflader, Jordens historie og exobiologi. Mange af de mest produktive planetvidenskabsfolk, der arbejder i dag, var hans elever og associerede." Hans bog Cosmos, som ledsagede den EMMY- og Peabody-award vindende TV-serie af samme navn, var den mest sælgende videnskabelige bog, som nogensinde er udgivet på engelsk. Hans roman Contact (der beskriver, hvad J.P.'s anmelder kaldte 'Eksperimentel Teologi') er kommet som film (Warner Bros.); medstifter og præsident for The Planetary Society; Distinguished Visiting Scientist, Jet Propulsion Laboratory. Dr. Sagan modtog Pulitzer Prisen, Ørsted Medaljen og mange andre belønninger - inkluderende atten æresgrader fra amerikanske colleges og universiteter - for sine bidrag til videnskab, litteratur, uddannelse og miljøbevarelse. Shadows of Forgotten Ancestors, (med Ann Druyan) Random House, New York, 1992, Pale Blue Dot: A Vision of the Human Future in Space, Random House, New York, 1994. På dansk foreligger Paradisets Drager, om udviklingen af menneskets intelligens, Lindhardt og Ringhof 1983. [Ormehuller og tidsmaskiner], [Eftersøgningen af udenjordisk liv], [Eftersøgningen af udenjordisk intelligens], [Er Jorden allerede blevet besøgt?].

Saint-Exupéry, Antoine Marie Roger de (1900-1944): fransk forfatter og pilot. Han skrev den autobiografiske Vol de nuit/Nat Flyvning 1931 og Terre des hommes/Vinden, Sandet, og Stjernerne 1939. Hans børnebog Le Petit Prince/Den lille prins 1943 er også en voksen allegori. [Stadig mystik om den lille prins' far].

Sakharov, Andrei Dmitrievich (1921-1989): russisk teoretisk fysiker og systemkritiker; opfandt nøgleideerne bag den russiske brintbombe; blev i 1953 medlem af det sovjetiske videnskabsakademi og er blevet hædret med de højeste ordner; nær ven, tilknyttet og konkurrent med Zel'dowich; han udviklede sig imidlertid efterhånden til en skarp kritiker af det sovjetiske samfund; i 1970 grundlagde han en russisk komite for menneskerettigheder, og i 1980 deltog han i en protest mod sovjetunionens invasion i Afganistan; herefter blev han frataget sine hædersbevisninger og forvist til byen Gorkii, hvorfra han først blev løsladt i december 1986. I 1975 fik han Nobels fredspris, men måtte lade sig repræsentere af hustruen Jelena Bonner, da han ikke selv fik lov til at rejse til Oslo. Som led i Gorbatjovs liberalisering fik Sakharov 1988 tilladelse til at besøge USA. [On-line præsentation fra American Institute of Physics].

Salk, Jonas Edward (1914-1995): amerikansk læge og mikrobiolog. I 1954 udviklede han den oprindelige vaccine, som førte til udryddelsen af polio i de industrialiserede lande. Han var direktør for Salk Institute for Biological Studies, University of California, San Diego, 1963-75. [Hvorfor nervevidenskaben måske kan forklare bevidsthed], [Ser marsboerne rødt?], [Hvordan hjernen skaber sindet].

Savage, Marshal T. amerikansk forfatter. Gik på Swarthmore College og har en engelskgrad fra University of Southern California. I 1987 etablerede han First Millennial Foundation, som sigter på at fremme menneskehedens kolonisering af rummet. The Millenial Project: Colonizing the Galaxy in Eight Easy Steps, Little, Brown and Company, 1994.

Schwarzschild, Karl (1873-1916): tysk astrofysiker, som var pioner ved konstruktion af instrumenter, udførelse af målinger og anvendelse af fysik til forståelse af stjernerne. Medens han tjente som artilleriløjtnant i den tyske hær på den russiske front, og kort før sin død, udarbejdede han de første eksakte løsninger til Einsteins feltligning, nøglen til ethvert enkelt billede af rumtidens geometri omkring et gravitationscenter.

Sciama, Dennis (1926- ): engelsk astrofysiker og mentor for britiske forskere af sorte huller.

Scully, Marlan O. modtog sin Ph.D. fra Yale University, har vundet talrige priser i kvanteoptik. Han er professor på Texas A&M University og har forsker-ansættelser på Houston Advanced Research Center og Max Planck Institute for Quantum Optics. [Materiens og lysets dualitet].

Shimony, Abner er professor i filosofi og fysik ved Boston University. Han modtog en B.A. (1947) og en Ph.D. i filosofi (1953) fra Yale University og en Ph.D. i fysik (1962) fra Princeton University. Han underviste på Massachusetts Institute of Technology indtil 1968 og har haft besøgsstillinger ved Paris University (Orsay), Mount Holyoke College og Swiss Institute of Technology i Zurich. Shimony specialiserer sig i kvantemekanikkens grundlag og er særlig interesseret i konstruktionen af eksperimenter der afprøver filosofisk motiverede spørgsmål. Han er aktiv i fredbevægelsen og skriver digte og skuespil, nogle af dem relevante for fysik. [Kvanteverdenens virkelighed].

Sokrates (ca. 470-399 f.Kr.): græsk filosof, som blev anklaget for gudløshed og for at fordærve Athens ungdom og derfor blev henrettet ved giftbægeret. Sokrates skrev ikke noget selv og kendes derfor hovedsagelig gennem Platons værker; denne elevs fremstilling af sin lærer er næppe fuldstændig objektiv. Sokrates' filosofi handlede først og fremmest om mennesket; han påpegede forbindelsen mellem erkendelse og moral og hævdede, at dyd kan opnås gennem den kundskab, der erhverves ved hjælp af de rigtige spørgsmål. Hans undervisning bestod derfor i en dialog, hvor modparten besvarede hans - ofte ironiske - spørgsmål, hvorved begreber som retfærdighed, godhed o. l. lod sig definere. Gennem Platon og dennes elev Aristoteles kom Sokrates til at præge filosofiens udvikling i hele den vestlige verden.

de Spinoza, Baruch (Benedikt) (1632-77): nederlandsk filosof af jødisk slægt. I sit hovedværk Ethica more geometrico demonstrata (Etikken fremstillet efter geometrisk metode, 1677; dansk Etik, 1933) udvikler han sin verdensopfattelse, som efter et strengt geometrisk og logisk mønster er et af den europæiske filosofis fineste rationalistiske systemer. Dets udgangspunkt er opfattelsen af, at der kun findes én virkelighed, som Spinoza til gengæld giver tre navne: substansen, Gud og naturen; af denne virkeligheds mange fremtrædelsesformer kender vi kun to, den fysiske og den psykiske. Verden er underkastet årsagsloven, og da individet er en del af verden, er også det et nødvendigt led i verdensordenen. Spinoza blev allerede i 1656 udstødt af den jødiske menighed som fritænker. [Hinsides det sorte hul].

Steinberg, Aepraim M. Steinberg modtog sin B.S. i fysik fra Yale University i 1988. Han arbejdede på École Normale Supériure i et år før han blev en af Chiaos Ph.D. studerende. Han tilbringer det meste af dagen med at lave fysik og ønsker han havde mere tid til at stå på ski. [Hurtigere end lyset?].

Steinhardt, Paul J. : amerikansk fysiker; bestod fra California Institute of Technology med en B.S. i 1974. Hans M.A. (1975) og Ph.D. (1978) i fysik er fra Harvard University. Fra 1979 til 1981 var han junior fellow i Society of Fellows på Harvard. I 1981 flyttede han til University of Pennsylvania, hvor han er associeret professor i fysik. [Det inflatoriske univers], [Det omvendte univers].

Strassmann, Fritz (1902-80): tysk fysiker, arbejdede sammen med O. Hahn og Lise Meitner og frembragte sammen med disse fission af uran.

Thales fra Milet (ca. 636-546 f.Kr.): betragtes som den første vestlige filosof. Denne før-sokratiske monistiske tænker siges at have troet på, at det grundlæggende princip i alting, eller den universelle substans, er vand. Alle hans skriftlige arbejder er gået tabt.

Thomas Aquinas (1225-74): italiensk filosof og teolog, højmiddelalderens berømteste kirkelærer. Han tilsluttede sig den nystiftede Dominikanerorden og blev indført i Aristoteles' filosofi, som han i sin lære sammenfattede med sin tids kristne overlevering til en filosofisk-teologisk skole, senere kaldt thomismen. Hans hovedværker er Summa theologica og Summa contra gentiles. Han blev kanoniseret i 1323.

Thomson, Joseph John (1856-1940): engelsk fysiker, udførte grundlæggende eksperimentelle arbejder over katodestråler og kanalstråler. Ud fra disse undersøgelser nåede han frem til erkendelsen af, at elektroner er en bestanddel af alle atomer. Han bestemte desuden forholdet mellem elektronens ladning og masse. Nobelpris i 1906.

Thorne, Kip S. (1940- ): amerikansk teoretisk fysiker; født i Logan, Utah; studerede under Wheeler; Ph.D. fra Princeton og er i øjeblikket Feynman professor for teoretisk fysik på California Institute of Technology; medlem af American Academy of Arts and Sciences og National Academy of Sciences; Dr. Thorne modtog en æresgrad fra Moscow State University i 1981 og var den første modtager af American Institute of Physics-U.S. Steel Foundation Science Writing Award in Physics and Astronomy; han har indtaget Guggenheim, Danforth, Wodrow Wilson og Fulbright fellowships og er forfatter af fire bøger, inkluderende (med John Wheeler og Charles Misner) Gravitation, den tekst de fleste fysikere i de sidste tyve år har lært om Einsteins almene relativitetsteori fra og Black Holes & Time Warps, Einsteins Outrageous Legacy, (W.W. Norton, New York, 1994); foreslog hoop antagelsen, som beskriver hvornår sorte huller kan dannes i en imploderende stjerne og udviklede vidnesbyrd for den; lavede beregninger af tyngdebølger fra astrofysiske kilder og bidrog til ideer og planer for detekteringen af disse bølger; udviklede sammen med andre membran-paradigmet for sorte huller; udviklede ideer om den statistiske oprindelse af et sort huls entropi; udforskede fysikkens love ved hjælp af tankeeksperimenter om ormehuller og tidsmaskiner. [Ormehuller og tidsmaskiner].

Tipler, Frank J. amerikansk matematiker og fysiker på Tullane University, New Orleans. The Anthropic Cosmological Principle (Clarendon Press, Oxford, 1986, s.m. John D. Barrow); The Physics of Immortality, (Doubleday, New York, 1994.) [Forord til The Anthropic Cosmological Principle].

Vilenkin, Alexander russisk teoretisk fysiker, har været professor i fysik på Tufts University siden 1983, har beskæftiget sig med studiet af kosmiske strenge og spørgsmålet om hvordan universet blev skabt af "ingenting". Han modtog en bachelor grad i fysik fra Kharkov State University i 1971. I de fem følgende år tjente han først i hæren og arbejdede så i forskellige jobs mens han studerede fysik - og udgav papirer - i sin fritid. Han kom til Amerika i 1976 og modtog en Ph.D. året efter fra State University of New York i Buffalo. Vilenkin tog til Tufts efter postdoktor studier på Case Western Reserve University. [Kosmiske strenge], [Kvantekosmologi og universets skabelse].

Walther, Herbert fik sin doktorgrad fra University of Heidelberg, er vicepræsident i Max Planck Society og leder dets kvanteoptik institut. Modtager af mange priser og æresgrader, arbejder ved flere tidsskrifter og videnskabelige selskaber. [Materiens og lysets dualitet].

Weinfurter, Harald modtog sin Ph.D. fra Technical University of Vienna og havde en postdoctor stilling ved Hahn-Meitner Institute i Berlin. Han nyder i øjeblikket alle fordele og komforten ved et fellowship på Austrian Academy of Science, så vel som den afslappede livsstil i Innsbruck og omgivelser. [Kvantesyn i mørket].

Weyl, Hermann (1885-1955): var professor på School of Mathematics, Institute for Advanced Study i Princeton. Hans bidrag til videnskabens matematik og filosofi inkluderer Algebraic Theory of Numbers, Classical Groups og Symmetry, alle Princeton University Press, New Jersey. [Tidens og rummets natur].

Wilson, Charles T.R. (1869-1959): skotsk meteorolog og fysiker, opfandt tågekammeret, hvormed man kan synliggøre atomare partiklers bevægelse. Nobelpris i 1927.

Witten, Edward (1951-): Witten har været og er en stor inspirator ved udviklingen af strengteori og M-teori. Witten er på Institute for Advanced Study i Princeton. [Magi, Mystik, og Matrix], [At forklare alting], [Teorien der tidligere var kendt som strenge], [Strengteoriens landskab].

Wittgenstein, Ludwig (1889-1951): østrigsk filosof, en af vort århundredes betydeligste tænkere. Han var oprindelig ingeniør, men gik over til filosofien bl.a. efter Bertrand Russels tilskyndelse. Fra 1929 til 1947 var han tilknyttet Cambridge-universitetet i England, de sidste otte år som professor. Wittgenstein udgav i 1921 værket Tractatus logico-philosophicus, en analyse af forholdet mellem sprog og virkelighed, der fik betydning for den logiske empirismes opståen. Han beskæftigede sig især med logiske matematiske og semantiske emner, og efter hans død blev værket Filosofiske undersøgelser (1953; dansk 1971) udgivet af hans studenter.

Wright, Wilbur og Orville (1867-1912), (1871-1948): amerikanske brødre og flypionérer og de første, der fløj et motordrevet fly. De startede som cykelfabrikanter, men eksperimenterede samtidig, inspireret af Lilienthals resultater, med drager og glidere. I 1903 havde de bygget deres første motoriserede fly, og den 17. december samme år foretog maskinen, "Flyer I" (som senere omdøbtes til "Kitty Hawk" efter forsøgsbanen i North Carolina), fire flyvninger, den længste på 260 meter i løbet af 59 sekunder. I november 1904 holdt "Flyer II" sig i luften i mere end fem minutter, og året efter præsterede "Flyer III" en tur på 38 minutter. De følgende år præsenterede brødrene deres flyvning ved en række opvisninger i USA og Europa; i Frankrig vandt de i 1908 Michelin-trofæet for en flyvetur på 124 km i løbet af to timer og tyve minutter. Samme år blev Orville kvæstet ved et styrt, som kostede hans passager livet. Brødrene byggede i 1908-09 et fly til den amerikanske hær og grundlagde på samme tid flyfabrikken American Wright Company. [ Vor Mars bestemmelse].

Yukawa, Hideki (1907-1981): japansk fysiker. I 1935 opdagede han den stærke kernekraft, som binder protoner og neutroner sammen i atomkernen og forudsagde eksistensen af den subatomare partikel kaldet mesonen. Han tildeltes Nobel prisen i 1949.

Zarathustra (omkring 600 f.Kr.): persisk profet og religionsstifter, også kaldet Zoroaster, om hvem der kun findes meget sparsomme oplysninger. Han betragtede tilværelsen som en stadig og evig kamp mellem det gode og det onde, en kamp, hvori det enkelte menneske måtte tage parti. Det gode er personificeret i Ahura Mazda, den højeste og eneste virkelige gud. Hovedkilden til Zarathustras lære er det hellige skrift Avesta.

Zenon fra Elea (ca. 334-262 F.Kr.) Før sokratisk filosof og Parmenides discipel. Zenon argumenterede for, at bevægelse, forandring og pluralisme er logiske absurditeter og at kun en uforanderlig væren er virkelig. Hans fire argumenter mod bevægelse (Zenons Paradokser) forsøgte logisk at vise, at ideerne om tid og bevægelse er fejlagtige. [Kvantesyn i mørket].

Zinkernagel, Peter er dr.phil., filosof, forfatter til Omverdensproblemet (1957) og Virkelighed,(Munksgaard, 1988). I den sidste argumenterer han for et decentralt samfund og nedbrydning af alle magtstrukturer. [Vanetænkning], [Virkelighedens niveauer].

Zohar, Danah amerikansk fysiker, filosof og religionshistoriker, bosat i Oxford, England. Udgivet bog på Gyldendal 1991: Den Kvantemekaniske Bevidsthed, ISBN 87-01-10942-1. [Virkelighedens niveauer].

Zurek, Wojciech Hubert blev uddannet i sit fødeland Polen på Krakovs Universitet (M.Sc., 1974) og i Austin, Texas på University of Texas (Ph.D. i fysik, 1979). Han var Richard Chace Tolman Fellow på California Institute of Technology og J. Robert Oppenheimer Fellow ved Los Alamos National Laboratory, hvor han nu er stabsmedlem i Theoretical Astrophysics Group. Hans forskningsinteresser inkluderer kosmologi, relativistisk astrofysik, målingers kvanteteori, grundlaget for statistisk fysik og informationsfysik. I 1988 vandt han den anerkendte Los Alamos Fellows Prize for sin forskning i galaksers dannelse. Han er Foreign Associate ved Kosmologiprogrammet på Canadian Institute of Advanced Research og er også medlem af det ydre fakultet på Santa Fe Institute. På SFI dannede han Complexity, Entrophy and Physics of Information Network. [Schrödingers Kat bringes til live], [Informationsspredning i kvantemekanik], [Kvantemekanik i lyset af kvantekosmologi].

Ørsted, Hans Christian (1777-1851): dansk fysiker, der opdagede elektricitetens magnetiske virkning, elektromagnetismen, da han under en forelæsning i 1820 placerede en kompasnål ved siden af en strømførende ledning. Opdagelsen fik afgørende betydning for elektroteknikken og blev udgangspunktet for bl.a. Faraday og Ampère. Ørsted, der var farmaceut af uddannelse, var professor i fysik ved Københavns Universitet 1806-29, medstifter af Polyteknisk Læreanstalt og dens første direktør fra 1829 til sin død. Han opdagede grundstoffet aluminium (1824) og udgav ved siden af sine videnskabelige publikationer en række naturfilosofiske skrifter.

Ångström, Anders (1814-1874): svensk astronom, indførte en bølgelængdeskala for lys. Enheden kaldes 1 Å = 10^-10m. Han målte bølgelængderne for en stor del af de fraunhoferske linier i solspektret.

Biografier fra bl.a. Lademanns Biografiske Leksikon.

20. juli 2010.

Én sti
Index