Penrose om Bevidsthed
Af Benny Lautrup
Tre artikler fra dagbladet Information
På den nyligt afholdte sommerskole om Livets Spontane Ordenpå Niels Bohr Institutet var en af hovedtalerne matematikerenog fysikeren Roger Penrose fra Oxford universitetet i England. Gennem feminspirerende foredrag redegjorde han for sin kontroversielle teori om bevidstheden.En teori, hvis kernepunkt er, at bevidstheden skyldes endnu ukendte kvantemekaniskeeffekter, der er principielt umulige at simulere i en computer. Bevidsthedsteorierkan altid bringe sindene i kog, fordi vi ved så lidt om, hvad bevidsthedegentlig er. Den stærke forbindelse til religion nedkalder forbandelserover de formastelige, der vover at afmystificere bevidstheden ved at udforskeden. Sjælen, den fri vilje, alt hvad der er helligt ved mennesket,sættes på spil. Hans radikale ideer er derfor heller ikke uventetblevet mødt med kraftig kritik. Teorien breder sig fra sit udgangspunkti matematikken ud over fysikken, biologien og psykologien. På trodsaf al snakken om tværvidenskabelighed vogter fagdisciplinerne faktiskstadig nidkært på deres egne begrebsområder. Beskyldningerom imperialisme er tit føget over hegnet, når fysikken harerobret et naboområdes fundament, hvilket er sket adskillige gangei dette århundrede.
Bøgerne
Penrose udgav i 1989 sin første bog The Emperor's New Mindom en sammenhængende logisk, fysisk og biologisk forklaring påbevidstheden. Denne bog blev i 1994 fulgt op af endnu en halvpopulærbog Shadows of the Mind. Han valgte fra begyndelsen ikke at benytteden sædvanlige videnskabelige metode med først at publicerei anerkendte tidsskrifter for derefter at skrive en mere lettilgængeligversion af sin teori. Årsagen er formodentlig, at han på grundaf teoriens kontroversielle natur ville blive tvunget ud i evindelige slagsmålmed de referees, som tidsskrifterne beder om at bedømme indkommendeartikler. Teorien er ikke blot en enkel udbygning af kendte begreber, menen lang kæde af argumenter, der hver for sig nok kan forekomme plausible,men er svære at sammensætte til et hele. Desuden mangler dereksperimentelt belæg for de centrale påstande. Med et geometriskudtryk, som Penrose selv værdsætter, kan man kalde hans argumenterlokalt, men ikke globalt, overbevisende. Penrose kommer ellers med overbevisendekvalifikationer. Han er oprindelig matematiker, men viste allerede tidligtinteresse for den teoretiske fysik og udledte i 1970 sammen med Hawkingstrengt matematiske sætninger om sorte huller og Big Bang. For sinindsats for matematikken er han for nylig blevet slået til ridderog kan altså nu kalde sig Sir Roger.
Argumenterne
Det hele starter med en analyse af matematisk forståelse,som han mener at kunne påvise aldrig vil kunne simuleres i et computerprogram.Da matematisk forståelse blot er en del af almindelig forståelse,konkluderer han, at menneskelig forståelse går ud over, hvaden computer kan beregne eller simulere. Hjernen må altså besiddeegenskaber, der ikke kan simuleres. Da Penrose ikke er mystiker, slutterhan, at der i hjernen må foregå fysiske, kemiske eller biologiskeprocesser, som ikke lader sig simulere. Men under biologien ligger kemienog under kemien fysikken, og derfor føres han frem til at søgeefter fysiske fænomener, der ikke kan beregnes eller simuleres ien computer. Imidlertid kendes sådanne fænomener hverken iden klassiske fysik eller i den traditionelle kvantefysik. Penrose måderfor postulere, at der nødvendigvis må ske en ændringaf fysikken med indførelse af ikke-beregnelige elementer for atkunne forklare bevidstheden. Specielt gælder det kvantefysikken,der jo beskriver mikroskopiske fænomener. Nødvendigheden afen ændring af kvantefysikken er ofte blevet understreget af forskere,som arbejder på et helt andet problem, nemlig foreningen af tyngdekraftog kvantemekanik i en samlet teori. Penrose gætter nu på, atdet drejer sig om den samme nødvendighed. Selv om en fremtidig kvantemekaniskteori for tyngdekraften skulle indeholde ikke-beregnelige elementer, såmangler han stadig at fortælle, hvor i den levende celle, sådanneprocesser foregår, og hvorfor så fine effekter ikke bliverhelt udviskede af de hurtige og tilfældige molekylære varmebevægelseri cellerne. Her bringer han sit sidste kort i spil og hævder, atcellernes mikroskopiske skelet af rørformede molekylkonstruktioner,de såkaldte mikrotubuli, kan skærme for disse tilfældigevarmebevægelser og åbne op for de makroskopiske kvantemekaniskeeffekter, som kan ligge til grund for bevidstheden. Således lyderPenrose's argumenter i stærkt komprimeret form. Lad os nu tage detigen, grundigere. Først argumentet om, at menneskelig forståelserækker ud over, hvad en computer formår.
Goedels bevis
I begyndelsen af dette århundrede mente matematikerne, at matematikkenudgjorde et lukket system, hvori enhver sætning kunne enten beviseseller modbevises. En god og ordenlig tanke fra før verden gik aflave. I 1930 skete der noget, som for altid ændrede denne opfattelseaf matematikken. En ung østrigsk logiker, Kurt Goedel, beviste,at der i ethvert matematisk system, som er kraftigt nok til at indeholdeden sædvanlige regning med hele tal, vil findes sætninger,som hverken kan bevises eller modbevises. Der er altså et gab mellemde sætninger, der kan bevises, og de der kan modbevises. Selv omsætningerne i gabet er helt korrekt formulerede i matematikkens sprog,er vi ude af stand til at afgøre inden for det pågældendematematiske system, om de er sande eller falske. Det Goedel havde gjort,var at rette matematikkens formelle apparat mod dens egne beviser. Hanendte med at formulere en matematisk sætning, som han matematiskkunne bevise ikke kunne bevises matematisk! Goedels uafgørligesætning er selvrefererende, populært sagt af formen``Denne sætning kan ikke bevises''. En sådan sætninger ret ubrugelig og lyder lidt som nonsens, men beviser, når dethele gøres stringent, at der eksisterer matematiske sætninger,som hverken kan bevises eller modbevises inden for matematikken. Vi menneskerkan imidlertid indse, at den må være sand. Hvis vi antagerat den er falsk, kan den jo bevises, og må altså væresand, i modstrid med antagelsen. Penrose konkluderer derfor, at vi besidderevner til forståelse, som går ud over de matematiske systemers.
Turings stoppeproblem
Goedels bevis fik betydning langt udover den rene matematik. I 1935opstillede den engelske matematiker Alan Turing en helt generel model forcomputerberegning, som klargjorde præcist, hvad der menes med etprogram. I denne model fører Goedels bevis til, at der måfindes størrelser, der ikke kan beregnes i en computer. Lidt populærtsagt vil computeren løbe løbsk og aldrig stoppe og aflevereet resultat, når den forsøger at beregne sådanne ting.Eksistensbeviset går ligesom før ud på at danne en selvrefererendeberegning. Turing antog ganske praktisk, at det var muligt at skrive etsuperprogram, der på forhånd kunne afgøre, om et vilkårligtprogram ikke ville stoppe. Superprogrammet skulle altså fodresmed et program og først selv stoppe, når det havde fundetud af, at det program, det var blevet fodret med, ikke stoppede. Men superprogrammeter selv et program. Ved groft sagt at fodre superprogrammet med sig selv,havde Turing konstrueret et program, som, hvis det stoppede, ville haveregnet ud, at det ikke stoppede! Han sluttede heraf, at et generelt program,der løser den omtalte opgave, ikke kan skrives. Der findes opgaver,der ikke kan løses af en computer. Penrose drager en lidt videreslutning. For vi mennesker kan faktisk indse, at superprogrammet ikke kanstoppe, når det fodres med sig selv. Hvis vi antager, at det stopper,føres vi til en modstrid, nemlig at det ikke stopper, men dennemodstrid optræder ikke, hvis vi antager, at det ikke stopper. Vorestankes kraft er åbenbart stærkere end computerens logik. Detgør lidt ondt i hovedet at tænke på denne mådepå grund af bevisets selvrefererende karakter. Men Penrose argumenterer,at vi her har været i stand til at konstruere et program, som vimed vores hjerne kan afgøre ikke stopper, og samtidig ved vi også,at intet program vil kunne foretage denne afgørelse. Penrose konkluderer,at mennesker ikke bruger programmer inde i hovedet til at forståmatematik og derfor heller ikke til forståelse i almindelighed.
Invendinger
Der har været rejst utallige indvendinger mod Penrose's argument.En af de alvorlige indvendinger angriber den forudsætning, at etprogram skal være sundt, hvilket betyder, at det aldrig svarerforkert. Hvordan ved vi, at et program er sundt? Selv står jeg tilbagemed samme følelse som efter at have overværet en tryllekunst.Forundring blandet med en lidt flad fornemmelse af at være blevetbedraget. Samtidig må jeg dog indrømme, at når jeg følgerlogikken til den bitre ende, så kommer jeg til samme konklusion.
I sin søgen efter en dybere fysisk årsag til bevidsthedenvender Penrose sig mod kvantemekanikkens grundlag, som han mener er detsandsynligste sted, ikke-beregnelige elementer kan snige sig ind. Han hartidligere argumenteret for, at vores hjerne må indeholde sådanneelementer, og derfor ikke kan opføre sig som en sædvanligcomputer. Den i dag kendte kvantefysik er principielt beregnelig, og Penroseføres derfor til at postulere, at der må ske radikale ændringeri den. Han gætter på, at en endnu ukendt kvantemekanisk teorifor tyngdekraften vil være årsag til forandringerne. Den nyefysik bringes af tyngdekraften ind i hjernen gennem kvantebølgernessåkaldte kollaps under en måling. Det er en tynd linie af teoretiskeargumenter, Penrose her serverer, og den savner ethvert eksperimenteltunderlag. Medens de fleste fysikere er enige om nødvendigheden afen revision af den velkendte fysik for at sammenføje kvantemekanikog tyngdekraft i en fælles teori, så er der kun få, dersom Penrose tror på, at løsningen af dette spørgsmålsamtidig vil bringe os en teori for bevidstheden og en opklaring af detkvantemekaniske måleproblem.
Den klassiske psyke
Penrose tilhører den reduktionistiske skole, som anser mentalefænomener for at være et udslag af aktiviteten i hjernens nerveceller.Enhver anden holdning lukker ifølge Penrose af for den rationellevidenskabelige tilgang til psyken og overlader den til troens domæne.Nervecellernes egen funktion ses ligeledes som et udslag af underliggendebiokemiske molekylære reaktioner, og disse kan også i sidsteinstans reduceres til atomare vekselvirkninger. Atomernes verden er kvantemekanisk.Nu er det sådan, at en nervecelle mindst indeholder en billion, altsåtusind milliarder, atomer, der alle er i konstant varmebevægelse.Denne tilfældige bevægelse anses normalt for at udviske allede særprægede spor af kvantemekanikken. Den sædvanligeholdning er derfor, at nervecellerne og de signaler, der løber mellemdem, ikke er domineret af kvantemekanikken. Psyken regnes altså normaltikke for at være et kvantefænomen. Selv om Penrose er nogenlundeenig i disse betragtninger, så mener han alligevel, at der er mindrestrukturer i cellerne, de såkaldte mikrotubuli, som muligvis kangive anledning til makroskopiske kvanteeffekter.
Helheder
Fra et mere filosofisk standpunkt peger Penrose på, at bevidsthedsoplevelsenhar en besynderlig helhed over sig. Jeg er altid kun en bevidst person,selv om der kan foregå et utal af ubevidste ting samtidig i min hjerne.Når jeg kører bil, kan min bevidsthed være koncentreretom radionyhederne, mens mit ubevidste styrer bilen sikkert gennem trafikken.Den kvantemekaniske tilstand af et fysisk system er også en helhed,og Penrose antyder, at denne helhed muligvis kan ligge til grund for helhedeni bevidsthedsoplevelsen. Kvantemekanikken er sær og kontraintuitiv,fordi forskellige alternative muligheder kan være overlejret i beskrivelsenaf et systems tilstand. En atomar partikel, der passerer en plade med tohuller, befinder sig således i en kvantemekanisk overlejring af beggemuligheder. Denne overlejring af alternativer er af samme beskaffenhedsom overlejringen af de cirkelbølger, der fremkommer, hvis vi kasteret par sten i vandet med lidt afstand mellem dem. Sådanne bølgerkan interferere med hinanden, hvilket betyder, at de nogle stederforstærker og andre steder udslukker hinanden. Kvantemekanisk interferensmellem alternativer er det essentielle punkt, der adskiller den fra denklassiske mekanik. Hvis vi udelukker et af alternativerne, svarende tilat vi lukker det ene hul i pladen eller kun kaster en enkelt sten i vandet,så forsvinder interferensen. Den tilstand, som svarer til at beggealternativer er mulige, udgør et udeleligt hele. Kvantemekanikkenkaldes derfor også bølgemekanik, men bølgerne har ikkesamme virkelighed som vandbølgerne. De kvantemekaniske bølgermå udelukkende opfattes som et redskab til at holde rede påoverlejringen af alternative muligheder.
Måleproblemet
Virkeligheden kommer ind, når vi foretager en måling påsystemet. I teorien for målingen oversættes kvantebølgernetil iagttagelige størrelser. Penrose peger på, at fysikkenaldrig helt er kommet til bunds i det kvantemekaniske måleproblem,der indfører en skarp skelnen mellem iagttager og system. Det erden makroskopiske, bevidste iagttager, som måler på det mikroskopiskekvantemekaniske system, ikke omvendt. Under en måling sker der etsåkaldt kollaps af kvantebølgen. Lad os forestilleos, at vi ved målingen kan afgøre, hvilket alternativ, etsystem har realiseret --- for eksempel hvilket hul, partiklen er gåetigennem. Da vil kvantebølgen abrupt ændre sig fra at væreen overlejring af alternativer, til kun at repræsentere det ene,som bestemmes ved målingen. Interferensen mellem de alternative måleresultaterforsvinder fuldstændig ved målingen, uanset hvor forfinet denudføres. Det er præcis her, forbindelsen til den klassiske,makroskopiske kvanteinterferensløse verden etableres. Kvantetilstandensoprindelige helhed bevares altså lige til det øjeblik, viudfører en måling. Intet er afgjort, alle alternativer ertil stede, indtil målingen sker. Men hvad er det så for envirkelighed, vi lever i? Er alle alternativer virkelig altid tilstede, indtil vi fremtvinger et valg gennem en måling? At det måforholde sig sådan, udgør belæringen fra ``Københavnerskolen'',som under ledelse af Bohr udviklede disse ideer i trediverne. Den besynderligekvantemekaniske virkelighedsopfattelse er blevet bekræftet eksperimenteltutallige gange i de sidste halvfjerds år, senest og meget direktegennem Alain Aspect's berømte eksperimenter fra 1986.
Tyngdekraftens rolle
De fleste er enige om, at en kvantemekanisk teori for tyngdekraftenvil medføre væsentlige ændringer i hele vores verdensbillede,også i kvantemekanikken selv. Blandt andet kan det medføre,at der over tilstrækkelig lang tid vil ske et spontant kvantebølgekollaps,som ikke er provokeret af en måling. Penrose foreslår en metodetil at beregne den tid, det spontane kollaps tager. Han anslår, atfor et mikroskopisk system som en proton tager det ti millioner år,for en bakterie mindre end et millisekund, og for en kat et ufatteligtlille tidsrum, der er sammenligneligt med den tid, det tager lyset at passereen atomkerne. Det forklarer, hvorfor kvantemekanikken er nødvendigfor mikroskopiske systemer, men taber sin betydning for makroskopiske systemer,for eksempel en kat eller et menneske. Penrose's pointe er nu, at den endnuukendte forening af kvantemekanik og tyngdekraft kunne indeholde ikke-beregneligeelementer, der via bølgefunktionens spontane kollaps kunne bringeforbindelsen i stand til bevidstheden. Der findes faktisk teorier for tyngdekraften,som indeholder elementer af en sådan uberegnelighed.
Indvendinger
Det er åbenlyst spekulativt, når Penrose forsøgerat kæde det ikke-beregnelige i bevidstheden sammen med ikke-beregneligeelementer i en endnu ukendt teori, der forener kvantemekanik og tyngdekraft.Specielt når der ikke kendes en plausibel mekanisme for forbindelsentil hjernen. Der kan derimod ikke rejses så mange indvendinger imod,at tyngdekraften på en eller anden måde vil påvirke kvantebølgerneskollaps. Penrose og andre har i en årrække publiceret seriøsevidenskabelige artikler om dette problem. At Penrose overhovedet bliverlyttet til, skyldes, at han gennemfører sin argumentation med ligedele dristighed og omhu. I lighed med den berømte detektiv fra sammeland, lader han sine argumenter føre sig derhen, hvor logikken byderham at gå, uanset hvor besynderligt landskabet end måtte forekomme.Men selv om detektiven altid var på rette spor, behøver detikke at gælde for Penrose.
De afsluttende argumenter i Oxford-matematikeren Roger Penrose's teorifor bevidstheden er biologiske. Han udpeger nogle specielle rørformedestrukturer i de levende celler, kaldet mikrotubuli, som et muligt sædefor de makroskopiske, ikke-beregnelige kvantemekaniske fænomener,han mener ligger til grund for bevidstheden. Disse ideer er vitale forteorikomplekset, for uden en præcis mekanisme vil hans hypoteserikke kunne afkræftes gennem eksperimenter og derfor være udenvidenskabelig værdi. Levende celler består ikke blot af enDNA-streng, som flyder rundt i en slimklat, men er højt organiseredesystemer med mange underordnede delsystemer, kaldet organeller. I alleflercellede og nogle typer encellede organismer ligger DNA-strengen indkapsleti cellekernen, en slags celle i cellen. Cellernes energiproduktion skeri mitochondrier, indfangningen af sollys i kloroplaster, mens celleskelettetbestående af mikrotubuli sørger for visse former for bevægelse,transport af stoffer og opretholdelse af cellens fysiske struktur. I desidste tyve år er det efterhånden blevet accepteret, at disseorganeller engang har været selvstændige organismer, oftestbakterier, som har invaderet --- eller er blevet ædt af --- nogletidligere former for celler. I stedet for at slå de invaderende organismerihjel har det vist sig muligt, endog fordelagtigt, for de invaderede cellerat indgå i et symbiotisk fællesskab med indvandrerne. Ligesomdet er svært at pege på oprindelige danskere i Danmark, erdet svært at vide, hvad den oprindelige celle bestod af. De celler,der har overlevet i konkurrencen, udgør et symbiotisk samfund afindvandrere, der alle har bidraget til successen.
Celleskelettet
Dette gælder måske også for celleskelettet, som kunnevære resultatet af en indvandring af nogle små bakterier meden piskeagtig hale. Celleskelettet udgør ikke blot et passivt stilladsfor opretholdelsen af cellestrukturen, men stikker i mange typer celleruden for cellen som små fimrehår, der i encellede dyr kan brugestil at svømme med. I menneskets lungevæv er der en milliardfimrehår per kvadratcentimeter, som bringer slim og urenheder væk.Stoftransporten inde i cellerne foregår også langs celleskelettetsom på et transportbånd. Celleskelettet er opbygget af tynderør, mikrotubuli, der bundtes sammen til tykkere og stivere konstruktioner.Rørenes tværmål er kun et par hundrede atomdiametre,så de er altså rigtige nanostrukturer. De er opbygget af etregelmæssigt arrangement af byggesten bestående af et protein,tubulin, der hver indeholder knap tusind aminosyrer. Mikrotubuli nedbrydesog genopbygges hele tiden. I nervecellerne ser det ud til, at de er merestabile end i andre celler og kan nå længder på op tilflere millimeter. De løber på langs ad de lange nervefibreog spiller formodentlig stor rolle for stofleverancerne til synapserne,nervecellernes kontaktpunkter.
Beregning i mikrotubuli
Amerikaneren Stuart Hameroff har allerede for mere end ti år sidenforeslået, at nogle af de processer, der foregår i mikrotubuli,kan minde om digitale computeres beregningsprocesser. Tubulin kan nemligogså eksistere i to tilstande med forskellig form, man kunne kalde0 og 1 ligesom en computerbit. Disse ideer har ikke vundet almindelig anderkendelse,men har rejst det legitime videnskabelige spørgsmål, om nervecellernefaktisk er de mindste informationsprocesserende enheder i hjernen, ellerom der kan foregå væsentlig beregning på lavere niveauer.Hjernen har måske et nano-niveau med enorm computerkraft!
Kvanteeffekter i mikrotubuli
Penrose foreslår, at mikrotubuli er så stive, at de kanbeskytte deres indre mod de varmebevægelser, der ellers ville ødelæggeenhver kvanteeffekt. Herved bliver der effektivt meget koldere inden irørene end udenfor, og Penrose mener derfor, at der er mulighedfor, at udbredte kvantetilstande kan opstå og vedligeholdes indeni rørene. Inden i mikrotubuli findes der kun rent vand, og Hameroffhar peget på, at det kunne være organiseret i en ordnet struktur,en slags is. Netop sådanne ordnede strukturer ved meget lave temperaturerer basis for makroskopiske kvantetilstande i andre sammenhænge, somfor eksempel superledende metaller. Selv om det medgives, at de enkeltemikrotubuli kunne være sæde for udbredte kvantefænomener,så forklarer det ikke, hvorledes enorme antal nerveceller kan synkroniserederes kvantesvingninger og danne en egentlig makroskopisk kvantetilstand,som omfatter store dele af hjernen. Det er velkendt, at mikrotubuli i nabocellerpåvirker hinanden, men Penrose er ude af stand til at pege påen plausibel mekanisme, som kan synkronisere cellernes kvantetilstandeuden at drukne i varmestøj. Ikke desto mindre fastholder han denvision, at kvantetilstanden kan være global, og at den via tubulinsformforandringer får en svag kobling til cellekemien og dermed desædvanlige computeragtige beregninger i hjernens neurale netværk.
Bevidstløshed og bedøvelse
I stedet for at fokusere på bevidsthed kan det måskevære interessant at se på dens modsætning, bevidstløshed.Det er karakteristisk, at mens mange ikke vil anerkende, at dyr har bevidsthed,så vil de fleste dog indrømme, at dyrene kan tabe bevidsthedenog blive bevidstløse! Penrose peger på bedøvelse, somet af lægevidenskabens mere mystiske og uforklarede fænomener.Bevidsthedstab på grund af bedøvelse kan fremkaldes af mangefuldstændig ubeslægtede stoffer, lattergas, æther, kloroform,ja endog af ædelgassen xenon. Selv encellede dyr som amøberkan bedøves, så det tyder på, at forklaringen skal søgesi cellens indre og ikke mellem cellerne. Det er blevet foreslået,blandt andet af Hameroff, at bedøvelsesmidler virker ved at påvirketubulins allerede omtalte evne til at skifte tilstand ligesom en computerbit.Hvis det er rigtigt, at bedøvelse virker på celleskelettet,så kan det måske ikke alene forklare variabiliteten i bedøvelsesmidlerne,men også, at de virker lammende på både mennesker ogamøber.
Videnskab?
Der er en interessant forskel i den måde forskellige videnskabeligekulturer betragter teoretiske spekulationer af denne karakter. For mangebiologer og læger er der alt for megen teori, og alt for fåeksperimentelle fakta, som underbygger Penrose's argumenter. Den normalebiologiske arbejdsform er at udføre eksperimenter først ogopstille teorier bagefter. Faget teoretisk biologi er af ganske ny dato.Fysikere og matematikere, specielt de som beskæftiger sig med fundamentaleteorier for stoffet, kvantefeltteori og superstrenge, har derimod ikkeså svært ved at acceptere, at det kan være nødvendigtmed en intellektuel tour de force for at nå til kernen i bevidsthedsproblemet.Det, de står af på, er de foreslåede ændringeri kvantemekanikken og spekulationerne om indflydelsen fra tyngdekraften.Videnskab er karakteriseret ved, at de hypoteser, der opstilles, kan afkræftesgennem eksperimenter. En teori overlever ved ikke at blive modbevisti konfrontationen med naturen. Det er formodentlig den biologiske del afPenrose's teorikompleks, som nemmest kan underkastes kritiske eksperimenter.
Hvad er bevidsthed så?
Slutresultatet af Penrose's lange argumentation er, at bevidsthedener en sammenhængende makroskopisk kvantetilstand båret af ordnetvand i det indre af nervecellernes mikrotubuli. Denne kvantetilstand ersvagt koblet til, og kan via formændringer i tubulin-proteinet påvirke--- og påvirkes af --- de myriader af sædvanlige elektrokemiskesignaler, som løber mellem nervecellerne. Det er på dennemåde, endnu uopdagede ikke-beregnelige aspekter af kvantemekanikkenkan snige sig ind og give hjernen forståelse, der overgår enhvercomputers. Det er et forunderligt billede af bevidstheden, som fremkaldesgennem disse fysiske betragtninger, der ikke strider direkte mod alleredeetableret videnskab. Selv om Penrose's model for bevidstheden er materiel,så åbner han for den mulighed, at bevidstheden kunne opererepå et langt mere subtilt niveau end en telefoncentral. Og det erjeg faktisk rigtig glad for.
LITTERATUR
R. Penrose, The Emperor's New Mind, Oxford University Press,1989.
R. Penrose, Shadows of the Mind, Oxford University Press, 1994.
Tidsskriftet Psyche,der udgives af MIT Press, har bragt en række debatartikler om Penrose'steori.
THE QUANTUM BRAIN, Max Tegmark.