Kosmologiens ophør?

Et accelererende univers udvisker alle spor af dets egen oprindelse

Lawrence M. Krauss og Robert J. Scherrer*

Indhold:

Nøglebegreber

Indledning

Kollapsende søjler

Mørk himmel

Brænder op

Alene i tomrummet

Mere at udforske

Indledning

For et hundrede år siden ville en Scientific American artikel om universets historie og storskala struktur have været næsten fuldstændigt forkert. I 1908 mente forskerne, at vor galakse udgjorde hele universet. De betragtede den som et "ø univers," en isoleret hob stjerner omgivet af et uendeligt tomrum. Vi ved nu, at vor galakse er en af mere end 400 milliarder galakser i det observerbare univers. I 1908 var der videnskabelig enighed om, at universet var statisk og evigt. Man havde ikke den fjerneste mistanke om, at universet begyndte i et hedt big bang. Syntesen af grundstoffer i de første øjeblikke af big bang og inde i stjerners kerne var ikke forstået. Rummets ekspansion og dets mulige krumning, som reaktion på stof, drømte man ikke om. Erkendelse af den kendsgerning, at hele rummet er badet i stråling, som giver et spøgelsesagtigt billede af skabelsens kølige efterglød, måtte afvente udviklingen af moderne teknologier, der ikke var konstrueret til at udforske evigheden men til at lade mennesker ringe hjem.

Det er vanskeligt at komme i tanker om et område med intellektuel efterforskning, der har forandret sig mere i det seneste århundrede end kosmologi, og ændringen har forvandlet den måde vi betragter verden på. Men skal videnskab i fremtiden altid afspejle mere empirisk viden, end der fandtes i fortiden? Vort nylige arbejde antyder, at på kosmiske tidsskalaer er svaret nej. Vi lever måske i den eneste epoke i universets historie, hvor forskere kan opnå en nøjagtig forståelse af universets sande natur.

En dramatisk opdagelse for næsten et årti siden motiverede vort studium. To forskellige grupper astronomer sporede universets ekspansion gennem de seneste fem milliarder år og opdagede, at det ser ud til at sætte farten op. Kilden til denne kosmiske antigravitation menes at være en ny form for "mørk energi" forbundet med tomt rum. Nogle teoretikere, deriblandt en af os (Krauss), havde faktisk forudset dette ny resultat baseret på indirekte målinger, men i fysik er det de direkte målinger, der tæller. Universets acceleration betyder, at det tomme rum indeholder næsten tre gange så megen energi som alle de kosmiske strukturer, vi ser idag: galakser, hobe og superhobe af galakser. Ironisk nok postulerede Albert Einstein først en sådan form for energi for at holde universet statisk. Han kaldte den for den kosmologiske konstant [se "Cosmological Antigravity," af Lawrence M. Krauss; Scientific American, januar 1999], [Kosmologisk Antigravitation].

Mørk energi vil have en enorm betydning for universets fremtid. Sammen med kosmologen Glenn Starkman fra Case Western Reserve University udforskede Krauss betydningerne for livets skæbne i et univers med en kosmologisk kontant. Prognose: ikke god. Et sådant univers bliver til et meget ugæstfrit sted. Den kosmologiske konstant frembringer en fast "begivenhedshorisont," en imaginær overflade hinsides hvilken intet stof og ingen stråling kan nå os. Universet kommer til at minde om et sort hul med vrangen ud, hvor stof og stråling er fanget udenfor horisonten snarere end indenfor. Denne opdagelse betyder, at at det observerbare univers kun indeholder en endelig mængde information, så informationsbehandling (og liv) kan ikke vare evigt. [se "The Fate of Life in the Universe," af Lawrence M. Krauss og Glenn D. Starkman; Scientific American, november 1999], [Skæbnen for liv i universet].

Længe før denne informationsgrænse bliver et problem, vil alt det ekspanderende stof i universet blive drevet udenfor begivenhedshorisonten. Denne proces er blevet studeret af Abraham Loeb og Kentaro Nagamine, som da begge var på Harvard University, som fandt, at vor såkaldte Lokale Gruppe galakser (Mælkevejen, Andromeda og en skare kredsende dværggalakser) vil kollapse til en enkelt enorm superhob af stjerner. Alle de andre galakser vil forsvinde ind i glemsel hinsides begivenhedshorisonten. Denne proces tager omkring 100 milliarder år, hvilket kan forekomme længe, men det er temmelig kort tid sammenlignet med evighedens vildnis.

Ekspanderende univers, svindende udsigt

Universet er måske uendeligt, men overvej hvad der sker med den plet rum omkring os (lilla kugle), som vi kun ser en del af (gule indre kugle). Når rummet ekspanderer, spredes galakserne (orange pletter). Efterhånden som lyset har tid til at udbrede sig, kan vi observatører på Jorden (eller vore forgængere eller efterkommere) se et stadigt voksende rumfang af rummet. For omkring seks milliarder år siden begyndte ekspansionen at accelerere og førte de fjerne galakser væk fra os hurtigere end lyset.

SLIM FILMS

1. Ved accelerationens start ser vi det største antal galakser, som vi nogensinde vil se. 2. Det synlige område vokser, men det overordnede univers vokser endnu hurtigere, så vi i virkeligheden ser en mindre brøkdel af, hvad der er derude. 3. Fjerne galakser (dem, der ikke er bundet til os af gravitation) flytter sig udenfor vor synsvidde. Samtidig trækker gravitation nærliggende galakser sammen. 4. Med tiden er alt vi ser én supergalakse og et ugennemtrængeligt tomrum.

Kollapsende søjler

Hvad vil den fjerne fremtids astronomer, der lever i denne superhob, konkludere om universets historie? Når man tænker over dette spørgsmål, bør man huske på de søjler vores nuværende forståelse af big bang bygger på.

Den første er Einsteins almene relativitetsteori. I næsten 300 år tjente Newtons teori om universel gravitation som grundlag for næsten hele astronomien. Newtons teori gør et glimrende job med forudsigelse af objekters bevægelser på skalaer fra den jordiske til den galaktiske, men den er fuldstændig ude af stand til at behandle uendeligt store samlinger af stof. Almen relativitet overkommer denne begrænsning. Kort efter Einstein offentliggjorde teorien i 1916, løste den nederlandske fysiker Willem de Sitter den almene relativitets ligninger for et forenklet univers, der omfattede Einsteins kosmologiske konstant. De Sitters arbejde forekom at gengive den tids fremherskende syn på universet: en ø-galakse indesluttet i et stort set tomt, statisk rum.

Kosmologerne erkendte snart, at stagnationen var en misfortolkning. Faktisk ekspanderer de Sitter universet for evigt. Som den belgiske fysiker Georges Lemaitre senere gjorde klart, forudsiger Einsteins ligninger, at et uendeligt, ensartet, statisk univers er umuligt. Universet skal ekspandere eller trække sig sammen. Ud fra denne erkendelse blev big bang, som det senere blev kaldt, født.

Om 100 milliarder år vil Hubble's afgørende opdagelse af det ekspanderende univers ikke kunne gentages.

Den næste søjle kom i 1920'erne, da astronomerne detekterede universets ekspansion. Den første person, der gav vidnesbyrd fra observationer for ekspansionen var den amerikanske astronom Vesto Slipher, som brugte stjerners spektre til at måle nærliggende galaksers hastigheder. Lysbølger fra en stjerne, der bevæger sig mod Jorden, sammenpresses, hvilket forkorter bølgelængden og gør stjernen mere blå. Lysbølger fra et objekt, der bevæger sig væk fra os, strækkes, hvilket gør bølgelængden længere og lyset mere rødt. Ved at måle forlængelsen eller sammenpresningen af lysbølger fra fjerne galakser var Slipher i stand til at bestemme, om de bevægede sig mod os eller bort fra os og med hvilken hastighed. (På den tid var astronomerne ikke engang sikre på, om de udflydende lyspletter, vi kalder "galakser," virkelig var uafhængige stjernelegemer eller helt enkelt skyer af gas inde i vor egen galakse.) Slipher fandt, at næsten alle disse galakser bevægede sig væk fra os. Vi forekom at være placeret i midten af en løbsk ekspansion.

Den person, der normalt får æren for at opdage universets ekspansion, er ikke Slipher men den amerikanske astronom Edwin Hubble. (Hvornår hørte du sidst om Slipher Space Telescope?) Hubble bestemte ikke blot nærliggende galaksers hastigheder men også deres afstande. Hans målinger førte til to konklusioner, der retfærdiggør hans berømmelse. For det første viste Hubble, at galakser var så langt væk, at de virkelig var uafhængige samlinger af stjerner ligesom vor egen galakse. For det andet opdagede han et enkelt forhold mellem afstanden til galakser og deres hastigheder. Hastigheden var direkte proportional med dens afstand fra os: en galakse to gange så langt væk fra os som en anden bevægede sig to gange så hurtigt. Dette forhold mellem afstand og hastighed er nøjagtigt, hvad der sker, når universet ekspanderer. Hubbles målinger er siden blevet forfinede, senest ved observationerne af fjerne supernovaer, hvilket førte til opdagelsen af mørk energi.

Den tredje søjle er den kosmiske mikrobølgebaggrunds svage glød, der ved et tilfælde blev opdaget i 1965 af Bell Labs fysikerne Arno Penzias og Robert Wilson, mens de var på sporet af kilderne til radioforstyrrelser. Man erkendte hurtigt, at denne stråling var en levning fra de tidlige trin i universets ekspansion. Den viser, at universet begyndte hedt og tæt og siden er kølet ned og blevet fortyndet.

Den sidste observationssøjle fra big bang er, at det hede, tætte, tidlige univers var et perfekt sted til kernefusion. Da universets temperatur var én til 10 milliarder kelvin, kunne lettere kerner smelte sammen til tungere kerner, en proces der kaldes kernesyntese. Denne proces kan kun foregå nogle få minutter mens universet ekspanderer og afkøles, så fusionen var begrænset til de letteste grundstoffer. Det meste af universets helium blev produceret dengang, sammen med deuterium og tung hydrogen. De målte udbredelser af helium og deuterium passer med forudsigelserne fra big bang kernesyntesen, hvilket giver yderligere vidnesbyrd om teorien såvel som en nøjagtig vurdering af udbredelsen af protoner og neutroner i universet.

Mørk himmel

Hvad vil fremtidens forskere se, når de spejder ind i himlen om 100 milliarder år? Uden teleskoper vil de se omtrent det samme, som vi ser idag: Vor galakses stjerner. De største og klareste stjerner vil have brugt deres kernebrændsel, men masser af mindre stjerner vil stadig lyse op på nattehimlen. Den store forskel vil komme, når disse fremtidige forskere bygger teleskoper, som er i stand til at detektere galakser udenfor vor egen. De vil ikke se nogen! De nærliggende galakser vil være smeltet sammen med Mælkevejen og have dannet én stor galakse og alle de andre galakser vil for længst være borte og forsvundet bag begivenhedshorisonten.

De fjerne galaksers forsvinden sker ikke øjeblikkeligt men gradvist. Disse galaksers rødforskydning bliver uendelig stor, når de nærmer sig horisonten. Krauss og Starkman har beregnet, at denne rødforskydning vil overskride 5.000 for alle galakser om 100 milliarder år, stigende til ufattelige 10⁵³ om 10 trillioner år - på det tidspunkt vil selv de kosmiske stråler med den højeste energi være rødforskudt så meget, at deres bølgelængde vil være større end horisontens størrelse. Disse objekter vil da være helt og fuldt usynlige for os.

Resultatet er, at Hubbles afgørende opdagelse af det ekspanderende univers ikke vil kunne gentages. Alt ekspanderende stof i universet vil være visuelt forsvundet bag horisonten og alt det resterende vil være del af en gravitationelt bundet stjernehob. For disse fremtidige astronomer vil det observerbare univers minde meget om "ø-universet" fra 1908: en enkelt, enorm samling stjerner, statiske og evige, omgivet af tomt rum.

Hvis denne artikel overlever i et arkiv, kunne den være den eneste måde, hvorpå fremtidige civilisationer vil kende til big bang. Om de vil tro på det, er en anden sag.

Vor egen erfaring viser, at selv når vi har data, er den korrekte kosmologiske model ikke så indlysende. Fra 1940'erne til midten af 1960'erne, f.eks., da hele observationskosmologiens bygning kun hvilede på Hubbles opdagelse af det ekspanderende univers, kaldte nogle astrofysikere ideen om et evigt univers til live igen: stabil-tilstand universet, i hvilket stof skabes, mens universet ekspanderer, så universet som helhed ikke rigtigt ændrer sig med tiden. Denne ide viste sig at være en intellektuel blindgyde, men den demonstrerer den slags fejlagtige ideer, der kan udvikle sig i fraværet af passende observationsdata.

Hvor ellers kunne fremtidens astronomer lede efter vidnesbyrd om big bang? Ville den kosmiske mikrobølge baggund gøre det muligt for dem at undersøge universets dynamik? Desværre, nej. Når universet ekspanderer, strækkes baggrundsstrålingens bølgelængder og strålingen bliver mere spredt. Når universet er 100 milliarder år gammelt, vil mikrobølgestrålingens top-bølgelængder være på en meterskala, svarende til radiobølger i stedet for mikrobølger. Strålingens intensitet vil være fortyndet med en faktor på en trillion og ville måske aldrig blive set.

Endnu længere ud i fremtiden vil den kosmiske baggrund blive virkelig uobserverbar. Rummet mellem stjernerne i vor galakse er fyldt af en ioniseret gas af elektroner. Lavfrekvente radiobølger kan ikke trænge igennem en sådan gas; de bliver absorberet eller reflekteret. En lignende virkning er grunden til at AM radiostationer kan fanges ind langt fra deres oprindelsesbyer om natten; radiobølgerne reflekteres af ionosfæren tilbage til jorden. Man kan forestille sig det interstellare medium som en stor ionosfære, der fylder galaksen. Alle radiobølger med frekvenser under omkring 1 kilohertz (en bølgelængde på mere end 300 kilometer) kan ikke trænge ind i vor galakse. Radioastronomi under 1 kilohertz er for evigt umulig inde i vor galakse. Når universet er omkring 25 gange ældre end dets nuværende alder, vil mikrobølge baggrunden være strukket hinsides denne bølgelængde og ikke kunne detekteres af galaksens beboere. Selv før da vil de fine mønstre i denne baggrundsstråling, som har givet nutidens kosmologer så megen nyttig information, være dæmpet for meget til, at de kan studeres.

Brænder op

Ville observationer af mængderne af kemiske grundstoffer føre den fjerne fremtids kosmologer til kendskab om big bang? Endnu engang er svaret sandsynligvis nej. Problemet er, at vor evne til at undersøge kernesyntesen i big bang afhænger af den kendsgerning, at mængderne af deuterium og helium ikke har udviklet sig ret meget, siden de blev produceret for 14 milliarder år siden. For eksempel udgør helium, produceret i det tidlige univers, omkring 24 procent af den totale mængde stof. Skønt stjerner producerer helium under deres fusionsreaktioner, har de ikke øget denne mængde med mere end nogle få procent. Astronomerne Fred Adams og Gregory Laughlin fra University of Michigan at Ann Arbor har foreslået, at denne brøkdel kunne stige til så meget som 60 procent efter mange generationer stjerner. En observatør i den fjerne fremtid ville finde, at den oprindelige helium ville være overvældet af den helium, der blev produceret i senere stjernegenerationer.

I øjeblikket er den reneste sondering af kernesyntesen i big bang mængden af deuterium. Vore bedste målinger af den oprindelige deuteriummængde kommer fra observationer af hydrogenskyer, oplyst bagfra af kvasarer, ekstremt fjerne og lyse stråler, som menes at være drevet af sorte huller. I vort univers' fjerne fremtid vil både disse hydrogenskyer og kvasarerne imidlertid være passeret hinsides begivenhedshorisonten og for evigt være ude af syne. Kun galaktisk deuterium kunne måske observeres. Men stjerner ødelægger deuterium og kun lidt vil overleve. Selv hvis fremtidens astronomer observerer deuterium, ville de måske ikke tilskrive det big bang. Kernereaktioner, som involverer kosmiske stråler af høj energi, der er blevet studeret i vore dage som en mulig kilde til i det mindste noget af den observerede deuterium, kunne forekomme mere plausible.

Skønt den observerede mængde lette grundstoffer ikke vil give nogen direkte vidnesbyrd om et hedt big bang, vil den ikke desto mindre gøre en side af fremtidig kosmologi anderledes end den illusoriske kosmologi for et århundrede siden. Astronomer og fysikere, som udvikler en forståelse af kernefysik, vil korrekt konkludere, at stjerner brænder kernebrændsel. Hvis de derefter (ukorrekt) konkluderer, at al den helium, de observerer, blev produceret i tidligere generationer af stjerner, vil de kunne sætte en øvre grænse for universets alder. Disse forskere vil således korrekt udlede, at deres galaktiske univers ikke er evigt, men har en endelig alder. Men oprindelsen af det stof, de observerer, vil forblive indhyllet i mystik.

Hvad med den ide, som vi begyndte denne artikel med, nemlig at Einstein's relativitetsteori forudsiger et ekspanderende univers og derfor et big bang? Beboerne i den fjerne fremtids univers burde kunne opdage relativitetsteorien ud fra præcisionsmålinger af gravitationen i deres eget solsystem. Brug af denne teori til udledning af et big bang hviler imidlertid på observationer af universets struktur på store skalaer. Einstein's teori forudsiger kun et ekspanderende univers, hvis universet er homogent. Det univers, vore efterkommere undersøger, vil være alt andet end homogent. Det vil bestå af en ø af stjerner indesluttet i en enorm tomhed. Det vil faktisk minde om de Sitter's ø univers. Det observerbare univers' endelige fremtid er at kollapse til et sort hul, præcist hvad der faktisk vil ske med vor galakse i den fjerne fremtid.

Kendskabets åbenbaring

Den accelererende kosmiske ekspansion er begyndt at underminere big bang teoriens tre observationssøjler: galaksernes bevægelse væk fra hinanden, den kosmiske mikrobølge baggrundsstråling og de relative mængder af lette kemiske grundstoffer som hydrogen og helium.

DON DIXON

IDAG er alle tre søjler fremtrædende. Vi ser fjerne galakser vige tilbage fra os (røde pile) mens de nærliggende trækker sig tættere sammen (blå); baggrundsstrålingen overgyder rummet; og den kosmiske gas beholder i det store hele den kemiske blanding, der blev produceret tidligt i big bang.

MILLIARDER AF ÅR SENERE er nærliggende galakser smeltet sammen og de fjerne er veget ud af syne. Baggrundsstrålingen er så fortyndet, at den ikke kan detekteres. Mangfoldige generationer af stjerner har forurenet den oprindelige kemiske sammensætning.

At gå i sort

Nattehimlen på Jorden (hvis vi antager, at den overlever) vil ændre sig dramatisk, når vores Mælkevej smelter sammen med sine naboer og fjerne galakser viger ud af syne.

Det udbredte bånd tværs over himlen er Mælkevejens skive. Nogle få nærliggende galakser, som Andromeda og de Magellanske Skyer, er synlige for det nøgne øje. Teleskoper afslører milliarder flere.

Andromeda har bevæget sig mod os og fylder nu næsten himlen. Solen svulmer op til en rød gigant, brænder derefter ud og overdrager Jorden til en kold eksistens.

DON DIXON

Mælkevejens efterfølger er en bold-lignende supergalakse og Jorden flyder måske forladt gennem dens fjerne udkant. Andre galakser er forsvundet ud af syne.

Slukket lys: De sidste stjerner brænder ud. Bortset fra svagt glødende sorte huller og eventuel kunstig belysning, som civilisationer har etableret, bliver universet sort. Senere kollapser galaksen til et sort hul.

Alene i tomrummet

Findes der slet ikke nogen måde, hvorpå vore efterkommere kan opfatte et ekspanderende univers? En sigende virkning af acceleration ville faktisk forblive indenfor vor observationshorisont, i det mindste ifølge vor nuværende forståelse af almen relativitet. Ligesom et sort huls begivenhedshorisont udsender stråling, så gør vor kosmologiske begivenhedshorisont det også. Men temperaturen forbundet med denne stråling er umålelig lille, omkring 10^-30 kelvin. Selv hvis astronomerne kunne detektere den, ville de sandsynligvis tilskrive den en eller anden langt større lokal støjkilde.

Ambitiøse fremtidige observatører kunne også udsende sonder, der undslap supergalaksen og kunne tjene som referencepunkter til detektion af en mulig kosmisk ekspansion. At de ville finde på at gøre det, forekommer usandsynligt, men under alle omstændigheder ville det mindst tage milliarder af år, før den nåede et punkt, hvor ekspansionen påvirkede dens hastighed bemærkelsesværdigt og sonden skulle bruge, hvad der svarer til en stjernes energiproduktion for at kommunikere tilbage til sine bygherrer fra så stor en afstand. Det er usandsynligt at de agenturer, der financierer fremtidens videnskab, ville støtte et sådant skud ud i mørket, i det mindste hvis vor egen erfaring giver et fingerpeg.

Kosmisk Hukommelsestab Den nuværende accelererende kosmiske ekspansion er ikke den eneste måde, hvorpå universet ødelægger optegnelser om dets fortid. Kosmisk inflation Ekspansionen accelererede sandsynligvis også tidligt i kosmos’ historie, hvilket slettede alle spor af det forudeksisterende univers, inkluderende hvad der gik for sig i selve big bang. Sorte huller Disse kosmiske afløbshuller sluger ikke blot ting men også den information, disse ting indeholder. Denne information kan gå tabt for evigt. Kvantemålinger Så snart vi måler et kvantesystem, tvinger vi det typisk ind i en bestemt tilstand og sletter vidnesbyrd om de mange mulige konfigurationer genstanden kunne have indtaget.

Tab af kemiske spor Universet består næsten helt af hydrogen og helium, som blev produceret i de første tre minutter af big bang. Stjerner har omdannet noget af hydrogenen til helium, men ikke meget – endnu. De relative mængder af disse grundstoffer har været et vigtigt observationelt spor om big bang. I fremtiden, når stjerner fortsætter med at omdanne materiale, vil det ikke længere være tilfældet.

Kosmiske milepæle 10^-30 sekund Kosmisk inflation finder sted 100 sekunder Deuterium og helium skabes 400.000 år Mikrobølgebaggrunden frigøres 8 milliarder år Ekspansionen begynder at accelerere 13,7 milliarder år Idag 20 milliarder år Mælkevejen og Andromeda kolliderer 100 milliarder år Alle andre galakser er usynlige 1 trillion år Oprindelige isotoper går tabt eller fortyndes 100 trillioner år Den sidste stjerne brænder ud

Det er således sandsynligt, at fremtidens observatører forudsiger, at universet til sidst slutter med et lokalt stort knus, snarere end den evige ekspansion, som den kosmologiske konstant frembringer. I stedet for en klynken vil deres begrænsede univers ende med et brag.

Vi ledes ubønhørligt til en meget mærkelig konklusion. Vinduet, gennem hvilket intelligente observatører kan udlede vort ekspanderende univers' sande natur, kunne være virkelig kort. Nogle civilisationer kunne måske holde fast ved dybe historiske arkiver og selve denne artikel kunne dukke op i et - hvis den kan overleve milliarder års krige, supernovaer, sorte huller og talløse andre farer. Om de vil tro den, er et andet spørgsmål. Civilisationer, der mangler sådanne arkiver, kunne være dømt til for evigt at forblive uvidende om big bang.

Hvorfor er det nuværende univers så specielt? Mange forskere har prøvet at argumentere for, at eksistensen af liv giver en udvælgelsesvirkning, der kunne forklare de sammenfald, der er forbundet med nutiden [se "The Anthropic Principle," af George Gale; Scientific American, december 1981], [Det antropiske princip].

En ting er, at dette sandsynligvis ikke er første gang information om universet går tabt på grund af en accelererende ekspansion. Hvis der skete en periode med inflation i det meget tidlige univers, så ville den hurtige ekspansion i denne æra bortdrive næsten alle detaljer om det forud eksisterende stof og energi fra det, der nu er vort observerbare univers. Faktisk var en af de oprindelige motiveringer for inflationsmodeller at fri universet for irriterende kosmologiske objekter som magnetiske monopoler, der måske engang fandtes i overflod.

Mere vigtigt er det, at selv om vi bestemt er heldige at leve i en tid, hvor big bangs observationssøjler alle kan detekteres, kan vi nemt forestille os, at andre fundamentale sider af universet ikke kan observeres idag. Hvad har vi allerede mistet? Snarere end at være selvtilfredse, burde vi føle os ydmyge. Måske opdager vi en dag, at vor nuværende omhyggelige og tilsyneladende fuldstændige forståelse af universet er alvorligt mangelfuld.

Mere at udforske

Life, the Universe and Nothing: Life and Death in an Ever-Expanding Universe. Lawrence Krauss and Glenn Starkman i Astrophysical Journal, Vol. 531, No. 22, siderne 22-30; marts 2000. Findes på www.arxiv.org/abs/astro-ph/9902189

The Five Ages of the Universe: Inside the Physics of Eternity. Fred C. Adams og Greg Laughlin. Free Press, 2000.

Atom: A Single Oxygen Atom's Journey from the Big Bang to Life on Earth ... and Beyond. Lawrence M. Krauss. Back Bay Books, 2002.

The Return of a Static Universe and the End of Cosmology. Lawrence M. Krauss og Robert J. Scherrer i Journal of General Relativity and Gravitation, Vol. 39, No. 10, siderne 1545-1550; oktober 2007. www.arxiv.org/abs/0704.0221

* Lawrence M. Krauss og Robert J. Scherrer begyndte at arbejde sammen for to år siden, da Krauss tilbragte et sabbatår på Vanderbilt University og lærte hver eneste honky-tonk i Nashville at kende. Krauss er kosmolog på Case Western Reserve University og direktør for dets Center for Education and Research in Cosmology and Astrophysics. Han er forfatter til syv bøger og aktivist for offentlighedens forståelse af videnskab. Scherrer er kosmolog, leder af Department of Physics and Astronomy at Vanderbilt og publiceret science-fiction forfatter. De nyder begge at lave kosmologi, mens der endnu er tid tilbage.

Fra The End of Cosmology, Scientific American, marts 2008, siderne 34-41.

15. april, 2008.

Indhold

Kosmologisk Antigravitation

Skæbnen for liv i universet

Det antropiske princip

Undersøgelse af rumtiden med supernovaer

Index