Film

Den falske virkelighed

Jim Carrey er fremragende i den morsomme, tankevækkende og dybt originale
"The Truman Show".

Ebbe Iversen


Er Gud en galaktisk TV-producer? Spørgsmålet er ikke blasfemisk, men allegorisk. Tænk, hvis vores planet er et gigantisk fjernsynsstudie, og hvis vi alle er aktører i en TV-serie, som et for os usynligt planetarisk publikum ivrigt følger med i, mens de indbyrdes drøfter, hvad vi mon nu finder på at foretage os - eller rettere, hvad Gud mon nu sætter os til at foretage os.
    Det er den slags lettere svimlende ideer, der melder sig, når man har set Peter Weirs overrumplende originale "The Truman Show", som i en underholdende, ikke panderynkende svært tilgængelig form rummer rigt stof til eftertanke. I hvor høj grad påvirkes vores liv af medierne? Kan vi selv definere vores personlighed? Har vi en fri vilje? Hvis ikke, hvem eller hvad styrer så vore handlinger?
    "The Truman Show" fortæller om den flinke assurandør Truman Burbank, som sammen med sin kærlige kone Meryl bor i den ulastelige kystby Seaside, hvor henkastet affald og grim graffiti ikke eksisterer. Alt er på overfladen så velfungerende og normalt, som det overhovedet kan blive, og alligevel fornemmer man helt fra begyndelsen af filmen, at tingene ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Hvorfor falder der for eksempel pludselig en projektør ned fra himlen? Og hvorfor er billederne af Truman kornede i kanten, som om han bliver filmet med skjult kamera?
    Det er de, fordi Truman faktisk bliver filmet med skjulte kameraer, endda en hærskare af dem og hele tiden, døgnet rundt. Uden at vide det selv er han nemlig hovedperson i den globalt populære TV-serie, der har givet filmen dens titel, og hvis enestående force er, at mens samtlige øvrige personer i serien fremstilles af skuespillere, er Truman den ægte vare. Et rigtigt menneske, ikke en fiktiv figur - og altså en mand, hvis gøren og laden konstant bliver overvåget til glæde for millioner af TV-seere.
    Skulle man have tendenser til paranoia, bliver de således fodret i "The Truman Show", som fra denne frugtbart forvirrende begyndelse med dramaturgisk uundgåelighed kommer til at handle om Trumans dæmrende erkendelse af, at hans liv styres af mystiske kræfter, hvis identitet han ikke kender. Eksempelvis er det ikke muligt for Truman at forlade Seaside, hvor gerne han end vil opleve resten af verden, for det vil svare til, at politimanden Christian Torp rejste fra Samsø, og så var der jo ikke meget "Strisser på Samsø" tilbage.

Den der kontrollerer begivenhederne i Seaside, er TV-produceren Christof, som dermed så at sige er Gud i Trumans univers. Og uden at afsløre for meget kan man godt fortælle, at efterhånden som Truman gennemskuer den fundamentale falskhed i sit liv, bliver det naturligvis nødvendigt for ham at gøre oprør mod fiktionen og dermed mod Christof.
    En interessant pointe i Peter Weirs film er i øvrigt, at Christof og hans lydige stab selv er fanger i et kunstigt univers, nemlig det hermetisk aflukkede TV-studie, hvorfra de iscenesætter Trumans verden, hvis sol er en gigantisk projektør, og hvis regn falder, når der trykkes på en knap. Truman er altså en marionet, men modsat de mennesker, der omgiver ham, spiller han ikke bevidst en rolle, og spørgsmålet bliver derfor, om han kan frigøre sig fra afhængigheden af Christofs hemmelige befalinger.

Det lyder måske tungt, men skildres med ubesværet lethed og humor i Andrew Niccols flot tænkte manuskript, som Peter Weir har realiseret med sikker hånd og med en hovedrolle, altså Truman, som giver Jim Carrey lejlighed til at foretage et kvantespring væk fra sine vildt grimasserende, spasmodiske farcefigurer og bevise, at han er en fremragende skuespiller, når han får lov - eller giver sig selv lov - til ikke at skabe sig. Han fremstiller fornemt Trumans rørende uskyld og hans voksende, velbegrundede paranoia, og de strejf af desperation og galskab, som dermed melder sig hos Truman, kunne ingen formentlig have udtrykt mere præcist, end Jim Carrey gør det.
    Det kan ikke nægtes, at "The Truman Show" er mest homogent og velfungerende i sin første halvdel, hvor filmen endnu ikke har røbet alle sine hemmeligheder, og at den i anden halvdel nu og da går en smule i stå, fordi den får svært ved at variere sit grundtema. Det er af gode grunde de første forbløffende afsløringer af Trumans syntetiske univers, der virker stærkest - men til gengæld får filmen et skær af uhygge, da den hen mod slutningen etablerer en slags slægtskab med den skræmmende klassiker "Invasion of the Body Snatchers".
    Og alt i alt er dette en film, som med begavet dristighed folder sig uforudsigeligt ud som både menneskelig komedie, mediekritisk satire og eksistentiel fabel. Hvis det i vor tids øjedøvende informationslavine er blevet vanskeligt at skelne mellem ægte og falske meddelelser, kan man i hvert tilfælde fastslå, at som filmkunst er "The Truman Show" den ægte, uforfalskede vare.
    Medmindre en usynlig magt har programmeret én til at mene sådan?

The Truman Show Amerikansk film, instrueret af Peter Weir.

Berlingske Tidende, Kultur, fredag 13. november 1998.


Er alting fastlagt?
Index