En pionerindsats for at anvende strengteori på kosmologi var det såkaldte Præ-big bang scenario, ifølge hvilket bang’et ikke er den endelige oprindelse til universet, men en overgang. Før accelererede ekspansionen; bagefter decelererede den (i det mindste til at begynde med). En galakses bane gennem rumtiden (til højre) er formet som et vinglas.

Universet har eksisteret for evigt. I den fjerne fortid var det næsten tomt. Kræfter som gravitation var naturligt svag.

Kræfterne blev gradvist stærkere, så stoffet begyndte at klumpe sammen. I nogle områder blev det så tæt, at der dannedes et sort hul.

Rummet inde i hullet ekspanderede med en accelererende hastighed. Stof inde i hullet blev afskåret fra stof udenfor.

Inde i hullet faldt stoffet mod midten og voksede i tæthed indtil det nåede den grænse strengteorien påfører.

Da stoffet nåede den maksimalt tilladte tæthed, forårsagede kvantevirkninger, at det kastedes tilbage i et big bang. Udenfor begyndte andre huller at dannes – som hver faktisk var et distinkt univers.
SAMUEL VELASCO